Andrea Falk Pedersen, Monterrey, Mexico

Drømmer du om udveksling i Mexico? Mød Andrea og hør om hendes oplevelser da hun var på udveksling i Monterrey i Mexico. Læs mere her.

Andrea Falk Pedersen, Monterrey, Mexico

Navn: Andrea Falk Pedersen

Alder: 23 år

Udvekslingsby/land/universitet:
Monterrey, Mexico, Tecnológico de Monterrey

Uddannelse i Danmark: Arkitektur & Design på Aalborg Universitet

Hvornår rejste du?

Efteråret 2016

Mexico

Hvorfor valgte du at tage på udveksling til Monterrey?

Jeg har rejst i Mexico og oplevet Maya kulturen og dens fantastiske bygningsværker. Men ét er at være turist, noget andet er at gå på universitet og studere kulturen og arkitekturen herigennem.

Jeg valgte at tage på udveksling i Mexico, fordi jeg var draget af kulturen, menneskene, sproget, arkitekturen og universitets uddannelsesform. En kultur som adskiller sig markant fra den danske.

Hvordan var studielivet i Monterrey?

Aalborg Universitet er meget gruppeorienteret. I Monterrey er arbejdsformen anderledes. Den bygger på individuelt og selvstændigt arbejde, hvilket jeg synes var meget berigende rent fagligt, kompetence- og læringsmæssigt. Skolesystemet i Monterrey er meget afslappet i forhold til kvaliteten af ens arbejde. Jeg følte at underviserne gik mere op i kvantitet, fremfor kvalitet. Jeg ”producerede” meget, men i et lavere niveau end på AAU.

Selve campuset var stort og flot – det er tydeligt, at det er et velhavende og anerkendt universitet i Mexico. Men selve byen Monterrey er ikke så inspirerende. Jeg blev opfordret til aldrig at gå alene efter mørkets frembrud. Universitet rådede os til ikke at ”skilte med”, at vi var studerende på universitet.

Dette skyldes at mange af de studerende var børn af velhavende forældre, hvorfor der var farer for kidnapning. Jeg følte dog ikke denne farer eller utryghed, dette skyldtes højest sandsynligt at jeg rejste med en rigtig god ven fra Arkitektur og Design. Vi boede i det samme boligkompleks, vi havde de samme fag, den samme omgangskreds, fulgtes til diverse arrangementer, lavede mad, og hjalp hinanden. Det var en kæmpe tryghed, og jeg følte mig aldrig alene.

Der er rigtig mange sociale arrangementer og komsammen blandt de internationale studerende. Jeg blev også veninder med et par lokale fra universitet. De tog virkelig godt imod mig og viste mig den bedste side af Monterrey.

Hvad brugte du din fritid på?

I Monterrey får du rigtig meget for pengene – alt er billigt. Det gav rig mulighed for spontanitet i hverdagen, som f.eks. at gå ud at spise, gå i biografen og tage på små turer i ny og næ. Vi var en flok udvekslingsstuderende fra henholdsvis Sverige, Peru, og Danmark som lejede en minibus og kørte ud i det mexicanske landskab i nogle weekender. Hallelujah det var fedt! Nogle af os ses også den dag i dag.

Hvad var det bedste ved dit udvekslingophold i Monterrey?

Det, som jeg mindes tydeligst og til tider også savner, er det stærke sociale fællesskab blandt de udvekslingsstuderende og muligheden for spontanitet – som gav hverdagen et ekstra pift, samt de mange timers arbejde på at skitsere og modellere et projekt. Det sidstnævnte var nok ikke det bedste, men set i bakspejlet, gav det det bedste læringsudbytte rent fagligt.

Hvad overraskede dig som udvekslingsstudent i Monterrey?

Det var overraskende og til dels også skræmmende at opleve, hvordan der i bybilledet af og til kom kørende politibiler med 2-3 politimænd stående på ladet med maskinpistoler.

Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til Monterrey?

Man skal være opmærksom på, at de fag man vælger, er de rigtige fag i første uge af semesteret, fordi deres system ikke tillader, at man skifter.

Jeg kom et par dage før semesterstart og havde i de dage lidt besvær med at finde bolig. Så jeg vil råde til, at man finder en bolig i god tid. Jeg var meget heldig med at få et værelse i et forholdsvis nyt lejlighedskompleks, hvor jeg delte lejlighed med 2 italienere. Det var et rigtig godt sted at bo, det lå 2 min. væk fra universitetet. Lejligheden tilbød vask, fitness og et stort study-room til de studerende, hvilket jeg benyttede mig rigtig meget af. Dertil havde de kæmpe tagterrasse med mulighed for at kunne grille. I fællesområdet sidder en sød, dog lidt forvirret administrator, som er til rådighed og klar til at hjælpe en. Jeg kan klart anbefale dette sted at bo: Apart (Cipreses 2409, Cerro de La Silla, 64810 Monterrey, N.L).

Ta’ en ven/veninde under armen og vamos a Mexico!

Se dine uddannelsesmuligheder i Mexico


Annoncer