Karen Pedersen, Valencia, Spanien

Vil du gerne opleve Spanien? Mød Karen, der her giver dig et indblik i hendes oplevelser, da hun var på udveksling i Valencia, Spanien.

Karen Pedersen: Udveksling i Valencia, Spanien

Navn: Karen Pedersen

Alder: 24 år

Udvekslingsby/land/universitet: 
Valencia/Spanien/Universitat de Valencia

Uddannelse i Danmark: 

HA(Kom.) på CBS

Hvornår rejste du?

Efteråret 2019

udveksling spanien

Hvorfor valgte du at tage på udveksling til Valencia?

Jeg vidste, at jeg gerne vil på udveksling i Europa, fordi tanken om at have en by i et andet land i Europa end Danmark, der føles som hjem var fed, fordi det vil være nemt at tage tilbage til byen.

At det så lige blev Valencia var meget tilfældigt. I mine overvejelser havde jeg Krakow og Stockholm, men da jeg så skulle ind og søge om udveksling på CBS’s hjemmeside, var der ikke et samarbejdsuniversitet i Krakow. Jeg havde hørt meget godt om udveksling i Spanien, og jeg havde aldrig været i Valencia før, derfor søgte jeg Valencia i stedet for Krakow og kom så ind der.


Hvordan var studielivet i Valencia?

Selve UV er en del anderledes end på CBS. På UV er der ikke storholdsforelæsninger, hvilket gør at man i de fleste fag bliver inddraget lidt mere i timerne. På uni var der ikke rigtig nogle sociale arrangementer, men folk brugte meget udendørsområderne ved kantinerne til at hygge i solen. Det var ikke unormalt at se studerende sidde med en øl i hånden kl. 10 om formiddagen inden eller efter undervisning. 

Generelt er der ikke særlig mange, der snakker engelsk, så man vænner sig lidt til at anekdoter og eksempler i undervisningen foregår på spansk, selvom det er et engelsk-fag. Det internationale kontor snakker heller ikke engelsk, så hvis man skal have hjælp til skift af fag eller andet, så er det en god idé at lære et par gloser inden.

Hvad brugte du din fritid på?

I starten brugte jeg meget tid på at lære byen at kende - bla. fordi der gik 2-3 uger, før jeg fik fag - og nyde solen. Temperaturen skifter rimelig brat i oktober-november, så det er bare med at nyde den lange sommer i starten.

Udover det spillede jeg en del padel tennis, da der er gratis baner ved uni, og padel bats er super billige ift. Danmark. I weekenderne var vi tit i byen, der er mange hyggelige barer i Ruzafa-området og store klubber ved stranden og i City of Arts and Science.

Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i Valencia? 

Det bedste ved mit udvekslingsophold var at få en anden hverdag og koble lidt af.

Hvad overraskede dig ved dit udvekslingsophold i Valencia?

Det der overraskede mig mest var nok, at det var så svært at få fag. Universitat de Valencia kører først-til-mølle-princippet med fag, og mailen kom ud lige inden Roskilde Festival, så jeg fik først søgt sent. Alle der manglede eller ville skifte fag fik besked om, at de skulle møde op foran uni en mandag morgen kl. 8, hvor det igen vil være først-til-mølle. Det resulterede i at folk camperede foran campus natten over og løb ind, så snart døren blev låst op - super hektisk. Jeg var ikke i blandt de første, der kom ind, så jeg havde ugentlige besøg på det internationale kontor den første 1,5 måned for at prøve at få fag. Det endte med, at jeg kun havde 4 fag, selvom jeg skulle bruge 5 for at få 30 ECTS. 

Når det så er sagt, så var de super søde på det internationale kontor, og det lykkedes for alle de andre danske udvekslingsstuderende at få fag nok. 

Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til Valencia?

Søg fag så snart du kan - det er nok mit bedste råd. Hvis du ikke er så meget til tunge tal-fag, men skal tage fag på det økonomiske fakultet, ligesom jeg skulle, så vælg management- og marketing-fagene. 

Meld dig ind i WhatsApp grupperne for Erasmus studerende hurtigt, der er beskeder om events hver dag. Sangria-pong om tirsdagen skal man næsten også prøve, imens man er på udveksling i Spanien. 

Se dine uddannelsesmuligheder i Spanien


Annoncer