Malene Sødergren, Colchester, England

Vil du gerne opleve England? Mød Malene, der her giver dig et indblik i hendes oplevelser, da hun var på udveksling i Colchester, England.

Malene Sødergren: Udveksling i Colchester, England

Navn: Malene Kristine Sødergren

Alder: 24 år

Udvekslingsby/land/universitet: 
Colchester/England/University of Essex

Uddannelse i Danmark: 

HA(Kom.) på CBS

Hvornår rejste du?

Efteråret 2019

udveksling england

Hvorfor valgte du at tage på udveksling i Essex?

Først og fremmest valgte jeg at tage på udveksling for at forbedre mine sprogkundsskaber. Mit mål var at udvikle mine skriftlige og mundtlige færdigheder for at være forberedt til min kandidatgrad på CBS, som foregår på engelsk. Derfor så jeg det som en oplagt mulighed at tage til et engelsktalende land for at udvikle mine kompetencer– og hvilket bedre land end England itself. Essex er netop også anerkendt for deres undervisning og gode undervisere.

Essex er også Englands ældste by – så det var også en god mulighed for at opleve Englands gamle kultur og natur på tæt hold.

Hvordan var studielivet i Essex?

Studielivet i Essex differentierede sig meget fra CBS. Særligt fagligt var der store forskelle. I løbet af semestret var det normalt at skulle lave tre afleveringer i et fag - og ens karakter var baseret på det samlede resultat af alle tre afleveringer. Vi havde også seminarer i hvert fag – som kan sammenlignes med almindelig klasseundervisning, som man havde det i gymnasiet. Dog sad vi ofte kun mellem seks og ti personer til undervisningen, hvilket lagde op til meget mere interaktion, hvorfor vi var nødt til at møde op forberedt.   

Og nu til det mere sociale! Universitet gør meget for at ryste folk sammen på kryds og tværs – og arrangerer/tilbyder mange sociale arrangementer. F.eks. mødes alle med deres team/hold hver onsdag aften, hvor man hygger sig sammen, inden man mødes med de andre hold på universitetets diskotek/bar. Desuden lægger universitetet op til, at (næsten) alle studerende skal have fri om onsdagen, så man har mulighed for at spille kampe med sit sportshold – og de er typisk placeret om onsdagen. 

Det absolut fedeste ved studielivet var helt klart at opleve den særlige universitetfølelse, som man ser i amerikanske film. Selve universitetet er bygget op omkring et campus, hvor der bor mere end 10.000 studerende med adgang til biograf, supermarked, teater m.m. Det var en lille by for sig selv – hvorfor man faktisk ikke behøvede at forlade campus særlig ofte. Det var en helt speciel oplevelse.

Hvad brugte du din fritid på?

Jeg brugte en del tid med fodboldholdet, som jeg allerede startede på den første uge. Vi  trænede 4-5 gange om ugen plus kamp. Det var en god måde at lære og interagere med andre mennesker på. I weekenderne udnyttede jeg billige billetter og rejste rundt til de destinationer, som lå i overskuelig afstand fra universitetet. Jeg besøgte blandt andet Dublin og Oxford.

Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i Essex?

Det var helt klart at opleve de mange forskellige kulturer og blive en del af det lokale studiemiljø – samt at få lov til at bo med folk fra hele verden. Det har med sikkerhed givet mig nye perspektiver på vores kultur – og ikke mindst gjort mig klogere på mig selv og mine værdier.

Hvad overraskede dig ved dit udvekslingsophold i Essex?

Allerede fra første dag i Essex fik jeg den høje disciplin i det engelske skolesystem at føle. Hver og en af mine professorer sendte en mail ud omkring, hvordan de ville tiltales til timen – altså enten dr., professor m.m. Jeg blev også mødt med meget anderledes krav om disciplin – og ikke selvdisciplin som på CBS. Der er blandt andet mødepligt til samtlige forelæsninger og seminarer, og hvis man udeblev en bestemt procentdel, kunne man enten ikke gå til eksamen, eller også modtog man en alvorlig advarsel.

Min første eksamen blev også en større udfordring. Med fire semestre på CBS har jeg endnu ikke oplevet en skriftlig eksamen uden computer - eller en forelæsning, hvor man ikke kunne høre lyden af computertaster. I Essex kunne man knap nok spotte en bærebar til forelæsningen, og de skriftlige eksaminer foregik håndskrevet. På det teknologiske område var de meget langt efter Danmark.

Har du gode råd til andre, der overvejer at tage til Essex?

Brexit og verdensmanden Boris Johnson har skabt stor usikkerhed om, hvad det vil betyde for priser, visum m.m., når man tager på udveksling i England. Så det er en god ide at undersøge udfaldet af Brexit nærmere – så man ikke står med en tuition fee med alt for mange nuller på.

Derudover er det en rigtig god idé at have bolig på plads, inden man starter på Universitetet. Jeg var så heldig at få bolig på Campus, men dem som ikke havde en bolig inden, havde svært ved at finde et sted i byen, da alle søger på samme tid. Så start boligsøgningen i god tid! Og så er det en god ide at bo i gå- eller cykelafstand fra Campus, hvis man vil danse til Beatles eller Back Street Boys til langt ud på natten på campus’ egen Sub Zero, da den sidste bus kører kl. 01.00.

Med det sagt, så er det en god ide at pakke en masse sportstøj, da der ikke dét, som du ikke kan lave på Campus. Det er verdens fedeste Campus, hvor du bogstavelig kan lave alt.

En sidste hurtig ting – don’t worry about your modules! Der er rigeligt med tid, når du kommer derover, til at ændre og tilføje fag. De er meget fleksible.

Se dine uddannelsesmuligheder i England


Annoncer