Cecilie Hostrup Meibom, Madrid, Spanien

Drømmer du om at opleve Spanien? Mød Cecilie, og hør om hendes oplevelser, da hun var på udveksling i Madrid, Spanien.

Cecilie Hostrup Meibom: Udveksling i Madrid, Spanien

Navn: Cecilie Hostrup Meibom

Alder: 23 år

Udvekslingsby/land/universitet:
Madrid, Spanien, Comillas Pontifical University

Uddannelse i Danmark:
HA (Kom.), CBS

Hvornår rejste du?
Efteråret 2018

udveksling

Hvorfor valgte du at tage på udveksling?

Jeg valgte at tage til Madrid, fordi jeg var blevet lidt skoletræt. Jeg havde brug for en luftforandring i min hverdag, og så en god mulighed for det igennem et udvekslingsophold. Alternativet på mit semester var valgfag i Danmark, hvilket jeg ikke fandt specielt spændende.

Jeg valgte Madrid, fordi jeg elsker Spanien - jeg synes klimaet, maden og kulturen er spændende. Madrid er en virkelig fed by, som ikke er ligeså turistet som Barcelona. Madrid er meget autentisk, og man får en ægte forståelse for Spanien og dets kultur. Samtidig ligger det godt i forhold til at tage på weekendsture til både andre steder i Spanien, men også nærtliggende lande. Alt er billigt i Madrid, og der er utrolig mange hyggelige områder at udforske.  

Hvordan var studielivet?

De undervisningstimer jeg havde var alle på engelsk, derfor var jeg kun sammen med andre udvekslingsstuderende i Madrid – hvilket jeg synes var fedt. Alle på udveksling er ivrige efter at lære nye mennesker at kende, fordi alle jo er afsted alene. Jeg fandt hurtigt nogle mennesker jeg kunne støtte mig til. Fagligt var niveauet lidt lavere end på CBS, men det havde jeg også håbet lidt på. Det gav mig mulighed for at slappe lidt af, og nyde andre ting.

Hvad brugte du din fritid på?

Jeg lavede mange forskellige ting. Gik på café og restauranter med nye venner, rejste i weekenderne, lavede lektier, trænede, slappede af og opdagede byen. Vi tog en forlænget weekend til Marrakech, fordi det ligger virkelig tæt på Madrid – det kan jeg klart anbefale. Det er en god mulighed for at besøge Morroco, da det er meget billigere at flyve fra Madrid dertil, end at flyve dertil fra Danmark.

Hvad var det bedste ved at være udvekslingsstuderende i Madrid?

At man kan spise ude nærmest hver dag uden at blive ruineret. I Madrid er der en virkelig god og hyggelig stemning, folk går meget ud, så der er altid mennesker og en god stemning omkring en. Der er også virkelig gode rejsemuligheder fra Madrid.

Hvad overraskede mig?

Det overraskede mig, hvor let det er, at føle sig hjemme i et andet land. Ligeså snart jeg fik en lejlighed i Madrid, begyndte jeg at føle mig hjemme. Man tror der skal meget til, men en hverdag i et nyt land, gør at man føler sig tryg og tilpas. Jeg var også overrasket over, hvor struktureret Comillas skolen i Madrid var. Den er selvfølgelig ikke på niveau med nogle skoler i Danmark, men jeg havde forventet noget meget mere ustruktureret og rod i ansøgningssystemet (fordi det jo er Spanien). Det fungerede dog rimelig smertefrit og ligetil.

Gode råd til andre udvekslingsstuderende?

Mit råd er, hvis du er i tvivl om du skal tage af sted, så skal du gøre det! Jeg har endnu ikke hørt om nogle, der fortrød udveksling det mindste. Et andet råd er, lad vær’ med at stress over praktiske ting – alt skal nok løses på den ene eller anden måde. Man kan altid skrive til de ansvarlige i Madrid, og så er de søde til at hjælpe en.

Se dine uddannelsesmuligheder i Spanien


Annoncer