Anton Secher, Advokatfuldmægtig i Fast ejendom, Bruun & Hjejle

Mød Anton Secher, der er ansat som advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle, hvor han beskæftiger sig med Fast ejendom. Læs mere om Antons arbjede i interviewet her.

Anton

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg sidder i Fast ejendom, der er et af Bruun & Hjejles fokusområder. Jeg har været en del af afdelingen siden september 2017 – først som stipendiat og siden som advokatfuldmægtig fra 1. september 2019.

Jeg beskæftiger mig primært med ejendomstransaktioner, som er køb og salg af ejendomme. I den forbindelse bistår jeg vores klienter fra den forberedende salgsproces til den afsluttende underskrift og overdragelse med de forskellige juridiske spor, der er i processen fra start til slut.

Mine primære arbejdsopgaver består i at gøre salgs- og købsprocessen så overkommelig og gnidningsfri for vores klienter som muligt. Udover køb og salg af ejendomme indeholder min hverdag i Fast ejendom også en lang række forskelligartede opgaver, som for eksempel assistance i forbindelse med selskabsstruktureringer i ejendomskoncerner, rådgivning i forbindelse med lejeforhold, og bistand i forbindelse med matrikulære ændringer af ejendomme og i forbindelse med foreningsforhold.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det mest spændende i min hverdag er variationen i mine arbejdsopgaver og den tætte relation til vores klienter. Udover at arbejde med større transaktionsprocesser, kan der hver dag komme uventede opgaver ind på mit skrivebord fra klienter med et presserende behov. Det betyder, at jeg på kort tid må sætte mig ind i og blive i stand til at kunne løse helt nye problemstillinger, hvilket gør hverdagen uforudsigelig og afvekslende.

Hos Bruun & Hjejle ved de godt, at de tre år som advokatfuldmægtig handler om at udvikle sig. Derfor har jeg altid mulighed for at sparre med ældre og mere erfarne kollegaer. Det fremmer min personlige udvikling og øger samtidig kvaliteten af mit arbejde.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Med en juridisk kandidatuddannelse fra Københavns Universitet har jeg tilegnet mig en god grundlæggende metode til at løse komplicerede og udfordrende juridiske problemstillinger, og jeg benytter mig dagligt af det, jeg har lært på uddannelsen. Uddannelsen står dog ikke alene, og jeg forsøger hver dag at tilegne mig en mere kommerciel forståelse af den virkelighed, som vores klienter opererer i. Det er helt afgørende for at kunne skabe værdi i de sager, vi bistår vores klienter med.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Bruun & Hjejle?

1. Kollegaerne i afdelingen og teamet og det stærke fællesskab på kryds og tværs af hele Bruun & Hjejle.

2. Spændende og komplekse sager, der konstant udvikler mig såvel fagligt som personligt

3. Det tætte samarbejde med vores klienter, som er nogle af de ledende og mest inspirerende aktører i markedet for fast ejendom

  • Hvorfor er Bruun & Hjejle en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Det kan lyde som en kliché at sige, at du bare kan tage ansvaret, hvis du vil have det. Men ordene har reel betydning hos Bruun & Hjejle. Der bliver udvist en stor grad af tillid, og man har mulighed for selv at løbe med bolden i sagsløsninger. Samtidig er vi gode til at sparre med hinanden, så det man ikke kan, lærer man hurtigt. Der er et virkelig godt socialt sammenhold i afdelingen, og vi har det fedt med hinanden både fagligt og uden for det arbejdsmæssige.

Læs mere om Bruun & Hjejle

Mød andre fuldmægtige fra Bruun & Hjejle


Annoncer