Johanne Brøgger, München, Tyskland

Vil du gerne opleve Tyskland? Mød Johanne, der her giver et indblik i hendes oplevelser, da hun var på udveksling i München, Tyskland.

Johanne Brøgger: Udveksling i München, Tyskland

Navn: Johanne Brøgger

Alder: 23 år

Udvekslingsby/land/universitet:
München, Tyskland, Technische Universität München

Uddannelse i Danmark:
Arkitektskolen i Århus

Hvilket semester rejste du på?
5. semester

udveksling

Hvorfor valgte du at tage på udveksling til München?

Først og fremmest, fordi jeg havde hørt, at TUM skulle være et godt universitet, da jeg i Aarhus har studeret sammen med flere fra München. Jeg ville ikke bare på udveksling for at tage på udveksling, da jeg er rigtig glad for min uddannelsesinstitution i Danmark, hvor jeg føler, at undervisningen er på et højt niveau. Men jeg ville gerne opleve noget andet for at se, hvordan en uddannelse også kan se ud. Jeg har tidligere boet i Berlin, så egentlig lå det meget lige til for mig at tage til Tyskland igen, men det skulle være en ny by, og så blev det valgt ud fra, hvor Arkitektskolen havde udvekslingsaftaler.

Hvordan var studielivet i München? 

Jeg taler tysk, så på den måde har min hverdag nok ikke været som de fleste udvekslingsstuderende. Jeg føler, at tyskere er mere åbne og bedre til at blande vennegrupper end danskere, så det har virkelig ikke været noget problem at få lokale venner. Der er rigtig mange sociale tilbud for udvekslingsstuderende, men som jeg ikke har gjort brug af, fordi det ikke har været nødvendigt, da arkitektur også er meget socialt og tidskrævende.

Fagligt er niveauet rigtig højt, og de fleste tyskere tager også studiet ret seriøst. Med hensyn til valgfag har der været en større frihed her, end jeg er vant til derhjemme, så jeg har selv kunne skabe det faglige indhold, jeg gerne ville have.

Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i München?

Byen, kulturlivet og Alperne i baghaven. Jeg har været så glad for det hele her, at jeg har valgt at forlænge mit ophold med et semester. Det er helt sikkert en blanding af mange faktorer som højt niveau på universitetet, søde medstuderende og en dejlig by.

Hvad overraskede dig som udvekslingsstudent i München?

Hvor smuk byen er. München er virkelig slet ikke, hvad man forbinder med Tyskland. Jeg havde ikke været her før, så det var egentlig lidt et sats. Men her er et skønt bymiljø med floden, der løber gennem byen, hvor folk bader om sommeren og surfer på den ene bølge, der er. Og så er det som dansker også skønt at opleve, at man efter 1 times kørsel kan stå på ski i
Alperne.

Så er jeg også blevet overrasket over, hvor hierarkisk (og gammeldags) det stadig er på så vel universitetet med forholdet til professorene som i hverdagslivet, når man møder fremmede. Vi er virkelig afslappede i Danmark, og her skal man huske at sige ”De”, og professorer er ikke bare nogle, man kan stoppe på gangen.

Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til München?

Jeg kan kun sige, at du skal gøre det - men gør tingene i god tid, tyskerene er virkelig bureaukratiske. Og så er boligmarkedet næsten lige så presset som i Danmark, så med lejlighed gælder det også om at være ude i lidt god til. Priserne på leje er cirka de samme som i Danmark - ALT andet er til gengæld meget billigere.

Se dine uddannelsesmuligheder i Tyskland


Annoncer