Tonja Banza Zola, Operations Graduate, KMD

Tonja er Operations Graduate og sidder i addelingen SIAM Collaboration Management, hvor de arbejder med at skabe og opretholde relationer til leverandører.

KMD
Operations Graduate

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg sidder i vores afdeling SIAM Collaboration Management, hvor vi arbejder med, hvordan vi skaber og opretholder den bedste relation til vores leverandører. Vi leverer ydelser, teknologier og services til vores kunder, men det er ikke altid, at vi udvikler dem selv. Dermed har vi også nogle underleverandører, som leverer til os, hvorefter vi så sælger det videre, og jeg arbejder med, hvordan denne relation mellem os og vores leverandører fungerer helt optimalt, så vi ikke får problemer med vores kunder.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

I KMD er der rigtig mange medarbejdere og forskellige kontrakter med kunder, og det er rigtig vigtigt, at alle kontrakter bliver overholdt og udføres korrekt, for ellers kan det skabe uhensigtsmæssige relationer med vores kunder. Derfor er det rigtig spændende at arbejde med, hvordan denne proces kan køre uden problemer og så hensigtsmæssigt som muligt, så alle er tilfredse. Den proces handler om at følge op på leverandører, sikre sig at tingene kører efter tidsplanen, og hvis der opstår problemer, handler det om undersøge, hvordan de kan løses og undgås næste gang. For at kunne gøre dette, handler det mest af alt om godt samarbejde, således at det både er give and take – og det spil er rigtig spændende at operere i.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har en kandidat i Sundhed og Informatik fra Københavns Universitet, og sundhedsdelen bruger jeg ikke så meget i mit nuværende arbejde, men informatikdelen og itdelen som fx it-projektledelse og grundlæggende programmering bruger jeg dagligt. Ikke rent praktisk i forhold til programmering, men tankesættet i forhold til, hvordan man forankrer it i daglig praksis i en virksomhed, bruger jeg meget i mit arbejde. Helt konkret kan jeg dermed ikke sige, at jeg bruger bestemte fag, men mere det, at jeg kan forstå begreberne og navigere i det fagområde, er et vigtigt udgangspunkt for, at jeg kan udføre mit arbejdsopgaver.  

Som universitetsstuderende har jeg også fået nogle redskaber i forhold til at lære nye ting hurtigt, som jeg kan bruge i mit graduate-program, hvor der er indlagt en masse læring og kompetenceudvikling. Det gælder både i forhold til at arbejde selvstændig, tænke kritisk og analytisk og samarbejde med andre.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos KMD?

1. Det vigtigste for mig i mit daglige arbejde handler om, at jeg føler, at der er en udvikling i det, jeg laver. Det handler om, at jeg får nogle nye opgaver i mit arbejde, således at jeg føler, at jeg bliver udfordret og ikke kun laver rutinearbejde.

2. Det er også vigtigt for mig, at der er et godt arbejdsmiljø. At jeg har gode kollegaer, som jeg både kan arbejde og sparre med rent professionelt, men at vi også socialt har det godt på kontoret. Det er det, der gør, at man i en stresset hver dag med mange deadlines møder glad på arbejde og også går glad hjem. 

3. Det er også rigtig vigtigt, at der er indlagt en form for feedback i mit arbejde. At jeg får af vide, hvad jeg gør godt, men også hvad jeg gør mindre godt, sådan at jeg kan blive ved med at forbedre og udvikle mig.

  • Hvorfor er KMD en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

KMD er en attraktiv virksomhed, fordi de er Danmarks største it-virksomhed. Det betyder, at selvom jeg i dag ikke arbejder 100% med sundheds-it, så er der afdelinger i KMD, hvor de arbejder med det, hvilket betyder, at jeg kan få mulighed for at søge den vej, hvis jeg skulle finde ud af, at jeg pludselig har lyst til at arbejde mere med det. Muligheden for at skifte rundt i virksomheden betyder rigtig meget for mig, fordi det betyder, at jeg kan stadig springe ud i noget nyt inden for KMD i stedet for hos konkurrenten.

Derudover er det en arbejdsplads med rigtig højt til loftet, og det er fantastisk. Der er plads til at rumme alle slags medarbejdere, og der er ansat mange forskellige typer af mennesker, og den mangfoldighed er virkelig én af forcerne i KMD.

Endeligt investerer KMD rigtig meget i talent- og kompetenceudvikling. Som graduate er jeg ansat 80% af min arbejdstid som almindelig medarbejder, og de resterende 20% af min arbejdstid, bruger jeg på at videreuddanne mig inden for mange forskellige områder. Det er rigtig spændende, og det er en stor fordel ved graduate-programmet hos KMD, at der er så stor fokus på personlig og faglig udvikling.  

Læs mere om KMD

Mød andre kandidater fra KMD


Annoncer