Anders Skovgaard Bach, Product Owner, BEC

Som Product Owner hos BEC arbejder Anders blandt andet på at få BEC’s fremtidige kunderådgivningssystem implementeret til virksomhedens kunder, som primært er banker.

bec
Product Owner
  • Anders Skovgaard Bach
  • 32 år
  • Ansat siden 2017
  • Cand. IT - IT-ledelse, Aalborg

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er product owner i CEM ARTen i BEC. CEM står for Customer Experience Management, og vi arbejder på at få BEC’s fremtidige kunderådgivningssystem implementeret til vores kunder, som primært er banker. Jeg er produktejer på den del af vores system, der tager data fra de andre systemer i BEC og sender det til udstilling i vores CEM system. Hver dag prioriterer jeg opgavelisten og samler input til fremtidige opgaver, så der altid er en klar opgaveliste som mit udviklingsteam kan tage opgaver fra.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det mest spændende i jobbet er samarbejdet med mit team, kunderne og de andre kolleger i BEC – hver dag møder jeg nye udfordringer, som gør, at jeg ikke bare kan slå autopilot til. Vi arbejder i et agilt rammeværk, der hedder SAFe (Scaled Agile Framework), hvor teams konstant stræber efter at forbedre måden, hvorpå de arbejder, og vi udfordrer både os selv og hinanden til at gøre tingene smartere, så vi kan levere bedre kvalitet hurtigere.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling? 

Jeg bruger rigtigt meget af det, jeg lærte på Cand.it - IT-ledelse i Aalborg i min hverdag. Alt lige fra IT-alignment, projektledelse, arkitektur, ledelse til procesmodellering.

  • Hvad er de tre vigtigste ting i dit arbejde hos BEC?

1. At jeg arbejder i en professionel og nørdet organisation, hvor medarbejderne er i fokus, og samtidig er der en flad struktur i virksomheden

2. At jeg samarbejder med topprofessionelle teams om at levere fede løsninger til kunderne

3. At jeg har mulighed for at bidrage til bedre oplevelser hos vores kunder ved forhåbentlig at frigive tid til det, som rådgiverne er bedst til - nemlig at rådgive kunder

  • Hvorfor er BEC en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i?

Jeg synes, at BEC er Danmarks bedste arbejdsplads. Fagligheden er enormt høj, og der en grundlæggende virksomhedskultur, der handler om, at man hjælper hinanden. Det er vigtigt for mig at være i en virksomhed, der værdsætter sine medarbejdere, og det kan man mærke i BEC. Der er både faglige og uformelle netværk, der gør det muligt for medarbejderne at mødes efter arbejde, hvor vi kan tage et spil golf, spille rollespil, brætspil, dele vores passion for øl gennem smagninger og meget andet.

I BEC er der også tradition for, at man fastholder medarbejdere ved at give dem muligheden for intern rokering, hvis man leder efter nye udfordringer. 

Læs mere om BEC

Mød andre kandidater fra BEC


Annoncer