Nanna Pajor, Junior Master Planner, CPH

Mød Nanna der er ansat som Junior Master Planner i afdelingen Master Planning i Københavns Lufthavne A/S (CPH). 

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er ansat som Junior Master Planner i afdelingen Master Planning i Københavns Lufthavne A/S (CPH), som har ansvaret for den strategiske og langsigtede planlægning af lufthavnens udbygning. Kerneopgaven for Master Planning er at sikre rettidig beslutningstagen for udviklingen af infrastrukturen i takt med behovet.

Mine primære arbejdsopgaver består i at indhente viden og analysere behov på baggrund af blandt andet trafikvækst. Derudover er jeg med til at udarbejde strategier og scenarier for udvikling af den fysiske infrastruktur eksempelvis flyenes standpladser, gates med mere. Arbejdet er oftest en kombination mellem selvstændige opgaver og projektarbejde.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

De mest spændende opgaver er dem, hvor jeg gennem analyse kan være med til at pege på anbefalinger relateret til den fremtidige udbygning. Det mest udfordrende har været at tillære diverse lufthavnsprocesser, som kan være ekstremt komplicerede, og som man ikke oplever som passager.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg har gennem min uddannelse opnået en generel viden om byggeri og kommunikation mellem forskellige interessenter og fået opbygget en analytisk tilgang, som jeg anvender dagligt. Det er dog svært at sige, hvordan jeg 1:1 kobler min uddannelse med min nuværende stilling. De kompetencer, jeg fik under uddannelse, oplever jeg mere som en slags basisviden, jeg har med mig, hvor der efterfølgende kan bygges ovenpå. Sådan vil jeg tro, at det vil være for mange nyuddannede.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos CPH?

Det vigtigste for mig som nyuddannet er at arbejde i en virksomhed, som tilbyder nogle udfordrende og udviklende opgaver, der kan bygge på den viden, jeg fik under min uddannelse. Derudover er det vigtigt for mig at være ansat i en anerkendt og respekteret virksomhed som CPH, som samtidig er fremadskuende og i konstant udvikling. Som det tredje vil jeg nævne fokus på medarbejdertrivsel, som jeg synes, at CPH er meget bevidst omkring og prioriterer højt.

  • Hvorfor er CPH en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

CPH er for mig en attraktiv virksomhed, fordi det er en virksomhed i vækst, som står over for en historisk udvidelse over de næste mange år. Derudover er det enormt spændende at arbejde i en virksomhed, som både opererer med en enorm bygningsmasse og samtidig skal kunne håndtere og drive infrastruktur 24 timer i døgnet, året rundt. Det er blandt andet det, der gør det ekstremt spændende, men også kompliceret i forhold til planlægningen.

Læs mere om CPH

Mød andre kandidater fra CPH