Mød en gartnerelev

Louise Heissel er gartnerlev ved Jordbrugets UddannelsesCenter i Århus. Hun er netop gået i gang med sit afgangsprojekt og kan se tilbage på uddannelsesforløb som få andre. Undervejs har hun både høstet grankogler på bjergskrænter i Georgien og ledet ufaglærte på en planteskole på Island. Få hendes historie og gode råd her.




Gartnerelev med speciale i skovplanter
Fuldmægtig
  • Louise
  • Jordbrugetsuddannelser Århus
  • Varighed: 4-5 år

Læs mere om Jordbrugets UddannelsesCenter Århus

Hvordan faldt valget på gartneruddannelsen og dit speciale?

Det var faktisk lidt tilfældigt. Jeg besøgte skolen til et Åbent Hus arrangement og blev vild med stemningen og stedet med det samme. Først var tanken, at jeg ville være anlægsgartner. Jeg søgte en elevplads i Vejle, men det viste sig, at de slet ikke søgte en elev til trods for, at der var et opslag på skolen. Så jeg talte med studievejlederen på skolen, der spurgte, om det skulle være omkring Vejle.

Hun nævnte en planteskole i Børkop, der søgte en elev. Jeg tog derned til samtale og fik elevpladsen. Så jeg blev planteskolegartner med speciale i produktion, og min praktiktid har gjort, at jeg har specialiseret mig i skovplanter. Johansens Planteskole er faktisk Danmarks største med speciale i skovbrug.


Hvordan er studiemiljøet på gartneruddannelsen ved JU Århus?

Vi bor jo sammen i skoleperioderne, så vi kommer rigtigt tæt på hinanden. Vi er en blandet klasse, hvor der både er handelsfolk med interesse for forretningsdelen på planteskolerne og så os produktionsfolk, som gerne vil ud og have jord under neglene. Vi er ti i hver klasse, og vi har både fag sammen og hver for sig. Selve undervisningen er struktureret, som en rigtig arbejdsdag også er.

Både i undervisningen og i fritiden giver det noget ekstra, at vi bor sammen. Vi er rigtigt gode til at sparre med hinanden og hjælpe på tværs af vores interesser og specialer. Vi har jo alle en fælles interesse for natur og planter, så der kan godt gå lidt nørderi i den. Vi kører fx ind til Botanisk Have i Århus og nørder planter engang imellem.

Hvor stor en del af din tid som gartnerelev har du taget i udlandet?

Det er omkring et halvt år sammenlagt. Jeg startede med tre måneder på Island fra juni sidste år, hvorefter jeg var hjemme i fem dage, før jeg tog til Georgien. Her var jeg en måned, før jeg var et par dage hjemme og så tilbage i Island året ud.
Under hele forløbet har den internationale koordinator på skolen hjulpet mig virkelig meget. Både med gode råd og med det konkrete papirarbejde eller logistikken. Når jeg var det mindste i tvivl, kunne jeg bare skrive eller ringe til hende.


Hvordan faldt valget på udlandspraktik i netop Georgien og Island?

Det startede med, at jeg var oppe til et foredrag med min chef fra planteskolen i Børkop. Her mødte jeg et dansk firma, der har en entreprenør i Georgien, der høster kogler til såning af juletræer. Det var så specielt, at det var jeg nødt til at prøve, så jeg kom i kontakt med det danske firma, der satte det hele i stand. Jeg skulle bare starte med seks måneders praktik hos dem i Hillerød.

Praktikken i Hillerød sluttede i juni, så jeg havde et par måneder, før jeg skulle til Georgien i september. Der troede jeg egentlig, at jeg skulle i skolepraktik, men så hørte jeg om elevpladsen på en planteskole i Island. Ti dage senere var jeg på vej derop.


Hvilke erfaringer har du taget med dig hjem fra dine to praktikophold i udlandet?

Rent fagligt har jeg måske ikke lært så meget, men begge ophold har givet så meget andet. På Island fik jeg en ny familie, og jeg fik virkelig meget ansvar. Selvom jeg var elev og altid fik hjælp, når jeg havde brug for det, fik jeg også ansvar for mange af de ufaglærte. Det var også lidt sjovt at se, at mange af de planter, som vi ser som ukrudt, dem dyrker de som haveplanter.

I Georgien boede jeg i en lille landsby oppe i bjergene, hvor vi nærmest ikke havde elektricitet eller rindende vand, og hvor vi næsten var selvforsynende. I arbejdstiden kørte jeg rundt på mudrede små bjergveje. Jeg prøvede virkelig nogle ting, som jeg ikke kunne prøve andre steder. På den måde har begge ophold virkelig udviklet mig som menneske og givet nogle oplevelser for livet.

Hvordan oplever du forskellen på at være gartnerelev i udlandet og her i Danmark?

Jeg har fundet ud af, at den måde gartneruddannelsen og andre erhvervsuddannelser er bygget op herhjemme, er unik for Danmark. På Island skal gartnerelev først have al teorien i en lang skoleperiode og så to år i praktik.
Jeg ville ikke være foruden de særlige fordele ved hele tiden at prøve teorien af med det samme og evaluere det, som man har lært i praktikperioderne. Særligt den sidste skoleperiode og afgangsprojektet, hvor man samler alt, hvad man har lært, ville jeg ikke undvære.


Hvad ser du som de største forcer og de største udfordringer ved gartneruddannelsen?

Det er helt sikkert fedt, at den er så praktisk og man kommer ud og prøver faget af. Vi har også nogle virkeligt engagerede lærere, der vil gå igennem ild og vand for at give os en god uddannelse. De svarer på mails klokken halv ti om aftenen og er altid parate til at hjælpe.

På udfordringssiden så er det måske det med, at gartnerfaget er så sæsonbetonet. Det kan også godt være svært at finde en elevplads, hvis man er geografisk bundet.


Har du nogle gode råd til andre, som overvejer at gå samme vej som dig?

Det er min erfaring, at man ikke skal tage sig selv så højtideligt. Ser man en mulighed, skal man bare gå efter den. Jeg kan virkelig se nu, at jeg har fået et CV som få andre har.

Jeg vil helt sikkert også råde nye gartnerelever til at gøre brug af muligheden for at komme til udlandet – og til at tænke bredt geografisk. Det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, men for mig var det helt oplagt, da jeg hverken har mand eller børn.


Hvad er dine fremtidsdrømme som færdigudlært gartner?

Jeg er jo ved at gå i gang med mit afgangsprojekt og bliver færdig i slutningen af marts. Jeg har allerede fået tilbudt et job på en planteskole oppe nordpå, men jeg holder alle muligheder åbne. Til september regner jeg med at læse videre til jordbrugsteknolog og specialisere mig endnu mere.


Vil du vide mere om dine job og lønmuligheder med en uddannelse inden for landbrug? Tjek vores job og løn sektion!
Klik her for job og løn

Find din gartner uddannelse


Annoncer