Mød en bygningsingeniør i job

Mød Jesper som arbejder hos JL Engineering, hvor han er ansat som ingeniør/projektleder. I 2002 blev Jesper færdig som bygningsingeniør på Ingeniørhøjskolen i Århus. Jesper brugte en masse tid på at surfe rundt på forskellige hjemmesider fra rådgivende ingeniørfirmaer og sendte uopfordrede ansøgninger til dem han fandt interessante.

[Facebook:like]Bygningsingeniør uddannelse

Navn: Jesper Christensen

Uddannelse: Ingeniørhøjskolen, Århus

Job: Projektleder/Ingeniør hos JL Engineering

Mød en Bygningsingeniør

Mød Jesper som arbejder hos JL Engineering, hvor han er ansat som ingeniør/projektleder. I 2002 blev Jesper færdig som bygningsingeniør på Ingeniørhøjskolen i Århus. Jesper brugte en masse tid på at surfe rundt på forskellige hjemmesider fra rådgivende ingeniørfirmaer og sendte uopfordrede ansøgninger til dem han fandt interessante. Cirka én måned efter, fik han sit første job. Oven i købet der, hvor han allerhelst ville have et job. 

Se alle retningerne inden for ingeniør-feltet her

Skrevet af Informationsmedarbejder, Stephanie Fuglsang 

Hvorfor valgte du uddannelsen til bygningsingeniør?

"I skolen lå min force og interesse helt klart i de naturvidenskabelige fag. Jeg fandt ud af, at de beregninger man laver som ingeniør, rent faktisk var noget, man brugte til noget.

Det der altid irriterede mig ved f.eks. matematik, var at det for en stor dels vedkommende forblev teori. Jeg kan huske, at vi spurgte vores matematiklærer i gymnasiet hvad vi kunne bruge matematikken til. Hun svarede,at man jo for eksempel kunne bruge det til at bygge en bro. Det inspirerede mig, og var vel egentlig det svar jeg søgte - at der var et mål, med at benytte matematik og fysik som værktøj til rent faktisk at udføre noget."

Hvad er dine typiske arbejdsopgaver?

"Det er en lille virksomhed, så det veksler meget, idet vi (mine kollegaer og jeg) deltager i de fleste faser i sagerne. Vi er rådgivende ingeniører, så vores primære arbejde består i at lave projekter til byggesager. Et projekt består, kort fortalt, typisk af design og beregninger som kommer ned på papir i form af tegninger.

For at nå hertil, kræver det en del løbende møder med arkitekter, entreprenører og bygherrer mv., således at der opnås enighed om koncepter, tid, økonomi osv. Så for at svare på spørgsmålet, så er mine typiske arbejdsopgaver at regne/tegne (projektere), deltage i møder, besøge byggepladser mv."

Hvad er det bedste ved dit job?

"Det bedste ved mit job er de vekslende arbejdsopgaver i hvert projekt, samt at der ikke findes to projekter der er ens. Jeg begynder meget hurtigt at kede mig, hvis jeg skal lave det samme i for lang tid. Så en hverdag med afveksling er vigtigt.

Vores primære arbejdsområde er energi og installationer i byggeriet, hvilket er områder der er i konstant udvikling. Det er et must at holde sig up to date med udviklingen. Vi bliver altså aldrig færdige med at lære, hvilket også er en af de gode ting ved mit job.

På det mere praktiske plan, er det min personlige frihed til selv at indrette min dagligdag, hvilket er en stor fordel når man har børn."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

Hvis ”udfordrende” skal forstås negativt ladet, så er det nok, at der ofte er store tidspres i projekterne. Der er sjældent tid til fordybning.

Byggebranchen kan også være en udfordrende verden, hvor der måske ikke findes så mange gentlemen som man kunne ønske sig. Det er også en branche hvor der er mere ris end ros, men det er nu ikke noget der påvirker hverdagen.

På den positive side, er det ret sjovt at være en del af en projektgruppe (arkitekt, bygherre, entreprenører, ingeniør osv.) som hver især ser nogle forskellige værdier i et projekt. Det at forene æstetik, funktionalitet og økonomi er nogle gange svært, men meget tilfredsstillende når det lykkedes og alle er glade.

Hvordan oplever du hverdagen som bygningsingeniør, i forhold til de forventninger du havde under studiet?

"Den er heldigvis meget mere dynamisk. Da jeg læste, frygtede jeg lidt, at ingeniører, lidt overdrevet, var sådan nogle ”tørre” typer med en kuglepen bag øret og kaffepletter på deres 10 år gamle skjorte. Der hvor jeg har været, har det heldigvis vist sig ikke at holde stik!

Tro det eller ej, bygningsingeniører kan faktisk være ret sjove!"

Har du nogle gode råd til andre der overvejer at gå samme vej som dig?

Der er så mange muligheder i branchen, så sæt dig godt ind i hvad der rører sig. Tag ud og besøg en virksomhed og fornem miljøet.

Selvom man måske har eller får en fin titel og uddannelse, skal man møde alle i øjenhøjde og behandle folk pænt. Det betaler sig"

Hvad er dine fremtidsplaner?

Mine fremtidsplaner er, at være med til at udvikle det firma jeg arbejder i nu, og fortsætte med at have en spændende hverdag."

Lyder en fremtid som bygningsingeniør som noget for dig? Klik dig videre neden for og spor dig ind på dine muligheder.

Læs mere om uddannelser inden for byggeri og anlæg

Læs mere om ingeniøruddannelserne


Annoncer