Anna Trøjgaard Amundsen, Frisør, STUHR

Mød Anna Trøjgaard Amundsen, der har taget den 4-årige frisøruddannelse. Anna arbejder hos virksomheden STUHR, hvor hun bruger sin uddannelse hver eneste dag.

STUHR
Frisør
  • Anna Trøjgaard Amundsen
  • 24 år
  • Ansat siden august 2014
  • Den 4-årige frisøruddannelse

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er uddannet frisør og arbejder i en salon, hvor vi tilbyder stort set alle behandlinger. Derved kan min dag byde på klipninger, farver og strukturbehandlinger for at nævne nogle eksempler. De opgaver, som jeg oftest arbejder med, er klip - både herre og dame, samt farvebehandlinger.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det er svært at vælge nogle opgaver frem for andre, da jeg er en person, som "nørder" faget meget og finder alt spændende, da hver dag bringer nye mennesker og dermed nye opgaver. Det er spændende, hvordan man kan påvirke en kundes selvværd med den helt rigtige behandling, og ligeledes er det spændende at være med vores kreative team (STUHR Interschool) til shows og undervisning.

Udover det, er jeg konkurrencefrisør, hvor jeg har været til danmarksmesterskaber, DM I SKILLS og et enkelt VM, hvor alle konkurrencer har været udfordrende og spændende. Det er utroligt spændende at være i et fag, hvor man kan være i konstant udvikling.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger min uddannelse i alt, hvad jeg foretager mig. Den 4-årige frisøruddannelse klæder os godt på til, hvordan vi kan takle det håndværksmæssige i dagligdagen, samt det psykologiske aspekt ved at arbejde tæt med sine kunder. Det er et stort ansvar at få det bedste frem i vores kunder, få dem til at føle sig tilpas og give dem en positiv oplevelse ved at sætte sin lid til den uddannede.

Under uddannelsen lærer vi om hårets biologi, hvilket jeg kan bruge hver gang, jeg laver en håranalyse for at vurdere, hvilke produkter og hvilken behandling der vil egne sig bedst til den individuelle kunde. Ligeledes bruger jeg vores farveteori ved hver kunde for at sørge for, at jeg ender med det ønskede resultat. Til sidst har vi vores formforståelse og klippeteknikker, der giver os det bedste fundament til at kunne bygge en frisure rigtigt op og derved give vores kunder deres perfekte frisure.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos STUHR?

1. For det første er kvalitet en høj prioritet. Kunden skal altid være i fokus og kun blive tilbudt den bedste behandling. Det omfatter selv miljøet i forretningen, men også at vi som frisører er ’’up to date’’ med nye tendenser og teknikker.

2. For det andet er det muligheden for kreativitet. Der er tusind måder at gøre hver ting på, og det fantastiske ved det er, at vi hver især kan skabe en signatur og personliggøre forskellige fremgangsmåder. Der er altid mulighed for at udvikle sig og plads til nye ideer, hvilket giver et inspirerende miljø for en som medarbejder.

3. For det tredje er det et godt team. Hver af vores forretninger er unikke og har nogle kompetente medarbejdere, og det at vi er flere giver en fleksibilitet, som jeg ikke ville være foruden. Vi har et fælles mål om at tilbyde høj kvalitet og faglighed og formår stadig at give plads til hver personlighed, hvilket jeg synes giver en ro i kroppen, når jeg tager på job, fordi jeg ved, at der er plads til at være sig selv. Ligeledes er det et støttende miljø, hvor alle arbejder mod det bedste.

  • Hvorfor er STUHR en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Det bedste svar på, hvorfor jeg finder min arbejdsplads attraktiv, vil være at opsummere mine svar på forhenværende spørgsmål. Da jeg i sin tid startede i lære hos STUHR, vidste jeg, at jeg ville blive uddannet på bedste vis, og jeg er kun blevet bekræftet i dette. Sidenhen er jeg blevet ansat som frisør, hvor jeg synes, at jeg har alle muligheder for at blive ved med at dygtiggøre mig. Det er en arbejdsplads, hvor folk brænder for faget, og det giver en stor arbejdsglæde for mig.

Læs mere om STUHR

Mød andre kandidater fra STUHR


Annoncer