5 gode råd til din online eksamen

Skal du til online eksamen? Studenterrådgivningen kommer med sine 5 bedste råd til, hvordan du klarer dig igennem. 

5 gode råd til din online eksamen

Har du som studerende svært ved at navigere i den nye virkelighed og holde en struktur i din hverdag? Hvornår skal du arbejde, og hvornår skal du studere? Og hvordan forbereder man sig på de online eksaminer, der venter? Fat mod! Med et par gode råd kan du igen få styr på hverdagen.

På studentum.dk har vi rådført os med Line Brehm Johansen, der er autoriseret psykolog hos Studenterrådgivningen. Line kommer her med sine fem bedste råd til studerende, der har en kommende eksamen, som foregår online.


Hvis du som studerende står overfor en online eksamen eller en skriftlig hjemmeopgave er det essentielt, at du har struktur på hverdagen.

Herunder får du Line Brehm Johansens 5 gode råd til, hvordan du klarer dig gennem din online eksamen og/eller skriftlig hjemmeopgave.

💡 1. Hav rutiner i hverdagen

Line Brehm Johansen råder først og fremmest til, at du skaber dig nogle rutiner i hverdagen. Det skaber struktur og nogle klare rammer, som kan være givende for os alle, når vi løser opgaver hjemmefra.

"Udover forudsigelighed, kan det også være hjælpsomt at have planlagt pauser på forhånd. Det kan enten være alene, sammen med en medstuderende eller en god ven. Så husker vi nemlig at give hjernen fri, og skabe gode betingelser for vores koncentrationsevne," uddyber Line Brehm Johansen.

Line siger yderligere, at det er vigtigt at holde fast i dine gode vaner fra den "almindelige" hverdag. Det kan for eksempel være motion og social kontakt.

💡 2. Skab ritualer for dig selv

I forlængelse af første punkt pointerer Line, at det handler om at skabe ritualer i sin studietid. Det kan nemlig være svært at adskille, hvornår du har fritid, og hvornår du har studietid. Derfor et det vigtigt, at du sætter nogle klare rammer for, hvornår din studietid skal stare og stoppe, og det kommer Line Brehm Johansen med nogle helt klare råd til:

"Vi anbefaler, at du tager på campus eller en tur i læsesalen for at skrive. Det skaber en tydelig adskillelse mellem eksamenstid og fritid. Foretrækker du som studerende at skrive derhjemme, er det en god ide at undgå at have computer, bøger og andet fremme når du ikke arbejder," siger Line og fortsætter:

"Det er ligeledes en god ide at undlade at spise foran skærmen, men hold i stedet for en ægte pause og kom i kontakt med dine basale behov. Dem kan vi nemt overhøre når vi bruger alt vores fokus på eksamen. For nogle studerende, kan det også være virksomt at have mindre ritualer op til de skal arbejde. Det kan fx være at høre en bestemt sang inden de går i gang med dagen, have et fast morgenritual eller lign. Det kan hjælpe en med at komme i rette stemning til at arbejde, fordi hjernen primes til at vide hvad den skal om lidt."

💡 3. Lav online aftaler med din studiegruppe

Selvom din eksamen eller din skriftlige hjemmeopgave foregår online, er det vigtigt at bruge dit netværk og din studiegruppe.

"Vi ser ofte, at studerende isolerer sig i eksamensperioden når de kommer under pres. Det kan være på grund af, at den studerende arbejder så intensivt for at leve op til egne høje forventninger til eksamen, at den studerende ikke tillader sig selv at lave andet end at fokusere på eksamen, selvom vedkommende sandsynligvis kunne have brug for det."

Vi ser også, at der er studerende som skammer sig over ikke at trives med eksamen og derfor føler sig som en dårlig eller inkompetent studerende, hvorfor de ikke søger kontakt til andre af frygt for, at de er de eneste som har det sådan, fortæller Line Brehm Johansen.

"En sidste grund vi også hyppigt ser er, at det er svært at søge kontakt, hvis man har svært ved at få hul på eksamen og derfor frygter at man er ”bagud” sammenlignet med de andre. I virkeligheden er man langt fra den eneste som påvirkes af at gå til eksamen. Udover at ses enten fysisk eller online, så kan det for nogen øge motivationen, hvis en anden medstuderende arbejder samtidig med at man selv arbejder. Det kan for eksempel gøres på en læsesal eller over Zoom. Studenterrådgivningen tilbyder også et studiefællesskab tre gange ugentligt i form af 'studiezonen'., som måske kan være til gavn for nogle."


💡 4. Vær realistisk i din forberedelsestid

Uanset hvad rammerne for eksamen er, så er det vigtigt med realistiske forventninger til sig selv og sin forberedelsestid.

"Det er afgørende for vores motivation, koncentration og proces. Risikoen ved at have for høje forventninger er, at vi udskyder og slet ikke kommer i gang, fordi kravet om perfektion bliver uopnåeligt eller også ser vi, at der skrues op for arbejdstempo og indsats i en grad at man risikere at blive udbrændt – nogle gange også inden man når i mål med eksamen.

Konkret anbefaler vi derfor at læse på tid frem for mål. Det betyder, at du sætter et ur på fx 25 min og stopper når det ringer, uanset hvor du er nået til. Det hjælper dig til at fokusere på proces frem for slutresultatet."

💡 5. Øv dig på online eksamen

Det er altid en god ide at forberede sig på eksamensformatet inden man går i gang. Læs fagbeskrivelsen i studieordning inden og undersøg færdighedskrav til den pågældende eksamen.

"Hvis muligt, så læs gamle eksamensbesvarelser. Sørg også for at have al pensum tilgængeligt inden du starter, og orienter dig i, hvor du kan finde hvad. Vi anbefaler også, at du laver aftaler med studiegruppe eller medstuderende inden eksamen begynder," lyder det fra Line Brehm Johansen.

Forbered også gerne hjemmet ved at sørge for at have handlet ind og andre praktiske gøremål, så det ikke er en barriere eller anledning til overspringshandlinger.

Hvem er Studenterrådgivningen?

Studenterrådgivningen er et gratis rådgivningstilbud for alle studerende på videregående uddannelser, og hvis du har brug for at tale om studierelaterede problemer, ensomhed eller andet, kan du altid kontakte Studenterrådgivningen.


Annoncer