Følg en sygeplejerskestuderende i Ghana

Spring ud i det med åbent sind og forlæng opholdet alt det, som du kan! Sådan siger Rikke om sit ophold i Ghana sidste år. Sammen med 14 medstuderende fra sygeplejerskeuddannelsen ved Professionshøjskolen Metropol tog hun afsted på fem ugers studietur, der bragte dem helt tæt på lokalbefolkningen.

[Facebook:like]

Rikke med et af de lokale børn- Spring ud i det med åbent sind og forlæng opholdet alt det, som du kan!

Sådan siger Rikke om sit ophold i Ghana sidste år. Sammen med 14 medstuderende fra sygeplejerskeuddannelsen ved Professionshøjskolen Metropol tog hun afsted på fem ugers studietur, der bragte dem helt tæt på lokalbefolkningen.

- Vi kom helt ud i ekstremerne. Sult, tørst, ingen kloakering og langt over halvdelen af tiden var vi uden strøm. Der gik geder og høns rundt inde i lokalerne på Sundhedsklinikken, der mest af alt lignede noget fra krigstiden eller et støvet loftsrum, der ikke var blevet rørt i mange år. Folk var så syge og havde så lidt. Hver gang man hjalp en, gjorde det derfor virkelig en forskel. Det var noget, der både gjorde et stort fagligt og personligt indtryk.

Studietur til Afrika er en ’Once in a lifetime’ oplevelse

Beslutningen om at tage til Ghana lå ikke lige for, da Rikke skulle planlægge indholdet af det valgfrie modul 13 på sygeplejerskeuddannelsen. Her kan man sætte op til tre ønsker på sin prioriteringsliste. Som for mange andre sygeplejestuderende var valgfagene ’Akut sygeplejepraksis’ og ’Børn og unges sundhed og sygdom’ øverst på ønskelisten til at begynde med.

- Jeg var bestemt tiltrukket af valgfaget ’Global Health’, der gav mulighed for at rejse til Ghana, Kina eller Palæstina og arbejde med folkesundhed i et helt andet perspektiv. Men når man som jeg har mand og to børn, så jeg ikke det som en realistisk mulighed at rejse væk i en måned.

Hun tog det alligevel op med sin mand, der hurtigt kunne mærke, hvor meget hun brændte for det og forsikrede hende om, at han nok skulle få enderne til at mødes på hjemmefronten.

- For at sige det med min mands ord, så er det virkelig ’Once in a lifetime’, at man får chancen for at komme til et uland på denne her måde, så han gav mig fuld opbakning. Hvis ikke han havde presset så meget på for, at jeg skulle springe ud i det, er jeg ikke sikker på, at jeg var taget afsted.

Efter mange overvejelser sendte Rikke sin ansøgning. Det er en beslutning, som hun ikke har fortrudt siden. Under studieturen holdte hun løbende kontakt med familien via Skype og ved at dele billeder på Instagram, så børnene kunne følge med i oplevelserne.

Sygeplejerske i Ghana i teori og praksis

Folkesundhed i ulande i teori og praksis

Valgfaget ’Global Health’ kombinerer teori om menneskerettigheder og folkesundhed i et globalt perspektiv med besøg i lokale sundhedsklinikker, sundhedsprojekter og lignende. Her bliver de sygeplejestuderende inddelt i grupper, der arbejder med oplysning og undervisning.

- Vores gruppe underviste i håndhygiejne. Vi tog udgangspunkt i en tidligere eksamensopgave, men det blev hurtigt tydeligt for os, at der er nogle helt andre problematikker, når der ikke er kloakering og adgang til rindende vand. Det var en udfordring i sig selv at forklare, hvorfor det er nødvendigt at gå ud til brønden og vaske hænder, inden for eksempel en vaccination. Det var voksne mennesker, som aldrig i deres liv er blevet introduceret til håndvask eller i det hele taget introduceret til nogle form for håndhygiejne.

Den sidste uge af forløbet er dedikeret til en skriftlig opgave. Det er valgfrit, om man skriver opgaven i Ghana eller i Danmark. Til trods for at der ikke altid adgang til strøm eller internet, er der store fordele ved at blive i Ghana, mens man skriver.

- For mig var det et naturligt at blive så længe som muligt i Ghana. Ikke bare fordi, at det nok er den eneste gang i mit liv, at jeg kommer dertil og ikke mindst så tæt på sundhedstilbuddene der. Mens jeg skrev opgaven, var det også en fordel at være i de forhold, som adskiller arbejdet med folkesundhed i ulande så meget fra arbejdet herhjemme.

Erfaringerne kan også bruges i arbejdet som sygeplejerske i Danmark

Selvom forholdene i Ghana er langt fra standarden på de danske sygehuse, er Rikke ikke i tvivl om, at erfaringerne fra studieturen også kan bruges herhjemme. Efter sin sidste eksamen i sommers, fik hun arbejde på et neurologisk sengeafsnit.

- Vi har mange patienter med kognitive skader. I kommunikationen med dem, kan jeg mærke, at mine erfaringer fra Ghana gør en forskel. Jeg har virkelig lært, at gøre kommunikationen simpel. En kognitiv skadet patient kan ikke rumme og forstå lange teoretiske forklaringer om sin tilstand, men bør alligevel behandles og tillales til med respekt, som en hver anden patient.

Hun peger på, at det er en kunst at holde kommunikationen meget simpel samtidig med, at man taler til patienten med værdighed.

- Der er ingen af mine patienter, der skal tales til som var de 3 år og heller ingen pårørende, der skal føle, at jeg taler ned til deres far eller mor. Nogle kognitive skadede patienter, har mistet forståelse og normsæt for helt almindelige basale ting, som skal forklares igen og igen med en hvis værdighed. Det er fuldstændig på samme måde, som vi i Ghana skulle undervise voksne mennesker i simpel håndhygiejne som for eksempel at vaske hænder efter af have besørget, i vigtigheden af at vaskehænder imellem hver patient og så videre.

Det er imidlertid særligt i forhold til patienter med en anden etnisk baggrund, at Rikke kan mærke en forskel. Her gør kulturforskelle, at det, der er ment som en hjælp, hurtigt kan virke som et overgreb.

- Selvom de patienter, som jeg mødte i Ghana, var virkelig syge af for eksempel malaria, aids og alt muligt andet, så var der ikke noget klynk. De klarede i høj grad sig selv, og man lærte hurtigt at aflæse deres forventninger og personlige grænser. Den evne har jeg meget glæde af, når jeg har patienter med en anden kulturel og etnisk baggrund at gøre i mit arbejde som sygeplejerske.

At vælge rejsen til Ghana har givet Rikke en lang række faglige og erfaringer, som alle gør, at hun ikke er i tvivl, når man spørger hende, om hun vil anbefale ’Global Health’ til andre.

Ghana er kontrasternes land


Fakta om ’Global Health’ og modul 13

Modul 13 på de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser er din mulighed for at sætte dit personlige præg på din uddannelse. Her kan du vælge mellem:

  • Teoretiske, praktiske eller kliniske valgfag på tværs af uddannelserne
  • Valgmoduler i Danmark eller i udlandet, der kan være tilrettelagt af dig selv

Vil du tage dit modul 13 i udlandet skal du kontakte den internationale koordinator på dit uddannelsessted.

Det samlede omfang af modul 13 er 10 ECTS. Vælger du ’Global Health’ får du 4 ECTS teori og 6 ECTS klinik. Selve undervisningen er gratis, men du betaler selv for vaccinationer, flybilletter mv.

Læs mere om sygeplejerskeuddannelsen

Tilbage til udlandsguiden


Annoncer