Lisbeth Mølby Farmann, Uddannelsesvejleder, UU Vejle

Lisbeth er Uddannelsesvejleder i UU Vejle, hvor hun bl.a. varetager individuel og kollektiv uddannelses- og karrierevejledning af unge i grundskoleregi.

UU Vejle
Uddannelsesvejleder
  • Lisbeth Mølby Farmann
  • Ansat siden 2015
  • Cand.mag. fra AU, og Diplomuddannelse i Uddannelsesvejledning

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er ansat som uddannelsesvejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning – UU Vejle i Vejle Kommune. I UU Vejle er vi organiseret i teams, der varetager henholdsvis individuel og kollektiv uddannelses- og karrierevejledning af unge i grundskoleregi, undervisning i Uddannelse og job på de kommunale grundskoler samt uddannelsesvejledning af unge op til 25 år, der er færdige med grundskolen og endnu ikke har gennemført en ungdomsuddannelse.

Jeg er grundskolevejleder og tilknyttet seks grundskoler i kommunen som uddannelsesvejleder – herunder både normalskoler og specialskoler. På normalskolerne samarbejder jeg med lærere og skoleledelse om uddannelsesparathedsvurderinger på 8., 9. og 10. klassetrin samt opfølgning herpå. Skole og UU-vejleder skal i samarbejde med elev og forældre udarbejde og følge op på en målrettet skole- og vejledningsindsats, når en elev vurderes foreløbigt ikke-uddannelsesparat. Målet er, at eleven opnår uddannelsesparathed inden afslutningen af 9. eller 10. klasse.

Som vejleder følger jeg sammen med elever og lærere op på skoleindsatsen. Jeg er ansvarlig for vejledningsindsatsen for ikke-uddannelsesparate elever. Jeg følger op på brobygning og praktik samt laver vejledningsplaner og ansøgninger til 10. klasse og ungdomsuddannelser sammen med elever og forældre. Jeg deltager i skole-hjem-samtaler vedr. uddannelsesparathed og uddannelsesplaner i det omfang, det vurderes nødvendigt og som minimum en gang i forbindelse med den indledende parathedsvurdering.

På specialskolerne er der ofte flere aktører omkring de unge, og det kræver samarbejde og koordinering at indstille eleverne til specialtilbud som FGU (forberedende grunduddannelse) og STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse). Her deltager jeg løbende i elevkonferencer og statusmøder, og jeg er ansvarlig for såvel vejledning som indstilling til efterfølgende specialtilbud.

Arbejdet som uddannelsesvejleder kræver gode relationskompetencer, samarbejds- og koordineringsevner samt faglig indsigt i skole- og uddannelsesområdet. Det er vigtigt hele tiden at have fingeren på pulsen og være opdateret på nye uddannelsesområder, reformer og lovgivning, der vedrører uddannelsesvejledningen af unge inden for både normal- og specialområdet.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det mest udfordrende og spændende ved mit arbejde er selve vejledningen af eleverne, hvor jeg med udgangspunkt i deres ønsker, behov og forudsætninger undersøger og er i dialog med den unge om uddannelsesmuligheder og karriereveje.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger mine generalistkompetencer fra min cand.mag.-uddannelse samt mine efterfølgende erfaringer som henholdsvis underviser på et sprogcenter og vejleder på en ungdomsuddannelse. For at bestride arbejdet som UU-vejleder er det lovpligtigt at have en diplom- eller masteruddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning (eller tilsvarende). Diplomuddannelsen understøtter vejledningsfaglige metoder og teorier og giver et godt fundament til at varetage vejledningsopgaverne.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos UU Vejle?

1. Jeg har en spændende og alsidig arbejdsdag med mange kontakt- og samarbejdsflader.

2. Jeg har mulighed for at gøre en forskel ved at understøtte de unges karrierelæringskompetencer og udfordre deres uddannelsesvalg.

3. Jeg arbejder i en organisation, hvor faglighed og etik vægtes højt.

  • Hvorfor er UU Vejle en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

For mig er det attraktivt at arbejde i en organisation, der sætter mennesket i centrum og fordrer høj faglighed og etik.

Jeg trives med en arbejdsdag, der kræver stor selvstændighed og ansvarlighed i forhold til planlægning af og opfølgning på aftaler med elever, forældre, samarbejdsparter og kollegaer. Vores teamstruktur og samlede UU Center skaber gode rammer for at vedligeholde faglighed og give rum til sparring.

Læs mere om UU Vejle


Annoncer