May Kjærsgaard, Digital redaktør, Benjamin Media

May er digital redaktør på BO BEDRE, hvor hun er ansvarlig for alt digitalt - lige fra sitet bobedre.dk, over sociale medier og til emails og SEO - og BO BEDRE's brand digitalt.

Benjamin Media
Digital redaktør
  • May Kjærsgaard
  • 33 år
  • Ansat siden 2017
  • Journalist fra DMJX samt Digital Design og Kommunikation, ITU

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er digital redaktør på BO BEDRE, og jeg er ansvarlig for alt digitalt - lige fra sitet bobedre.dk, over sociale medier og til emails og SEO - og BO BEDRE's brand digitalt. Og meget, meget mere. Jeg opererer på 3 planer; et strategisk, et praktisk og udførende samt et udviklende.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Jeg er især vild med den del, der handler om konceptudvikling, altså udvikling af nye projekter, nye produkter og formater. Men faktisk er det især samspillet mellem de utrolig mange forskellige opgaver og områder, der både udfordrer mig og giver mig energi. 

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger især min journalist-baggrund til at vinkle og tænke de gode historier og kunne versionere indholdet, så det fungerer på de forskellige platforme. Det er vigtigt, at jeg som redaktør med det samme kan se, hvordan en historie skal foldes ud for brugerne, afhængig af om de bliver præsenteret for det på Instagram, i et nyhedsbrev, via Google eller på Pinterest.  Vi udkommer på så mange platforme og al indhold skal skæres perfekt til den specifikke platform for at sikre mest mulig trafik og den bedste brugeroplevelse.

Fra IT Universitetet har jeg især en ballast inden for digital og kreativ forretnings- og konceptudvikling, ligesom det er en enorm styrke, at jeg kan basal kodning, webdesign, UX og servicedesign.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Benjamin Media?

Jeg er fagligt drevet af udvikling, og jeg har brug for at der konstant sker udvikling af det område, jeg er ansvarlig for, de projekter vi kører, af mig selv og af mine medarbejdere. Jeg har en enorm stor frihed i mit arbejde, hvilket jeg sætter stor pris på, og så arbejder jeg sammen med nogle fantastisk dygtige og passionerede mennesker, som konstant inspirerer mig til at gøre det bedre og hele tiden blive dygtigere. 

  • Hvorfor er Benjamin Media en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Benjamin Media er - ligesom alle andre forlag og ældre mediehuse - i gang med en digital transformation, og det er enormt spændende og udfordrende at få lov at være med i den process og sætte sit præg på den retning og linie, der bliver lagt. Benjamin Media er et mediehus med en ung sjæl, hvor nysgerrighed og agilitet bliver vægtet højt.

Samtidig er jeg ansvarlig for et legacy-brand som BO BEDRE med en enorm tyngde og ekstrem høj brandværdi. Det betyder, at der er mulighed for at rykke hurtigt på idéer og skabe nye digitale formater, men det betyder også, at alt hvad jeg sætter i søen skal holde en ekstrem høj standard for at kunne bære BO BEDRE's brand.

Læs mere om Benjamin Media

Mød andre kandidater fra Benjamin Media


Annoncer