Mød en E-designer

Mød Maria, der har studeret E-design på KEA, og bliv klogere på, hvad uddannelsen handler om! I interviewet fortæller hun om, hvordan det er at være E-design studerende på KEA. Og giver dig, der drømmer om en karriere med det kreative i fokus, et par gode råd med på vejen!




Entrepreneur-design studerende

 
  • Maria
  • Københavns Erhvervs Akademi
  • Varighed: 2 år

bjælke

Hvordan fandt du ud af, at du skulle studere E-design?

Efter HF vidste jeg ikke helt, hvad jeg gerne ville studere. Jeg arbejdede derfor en periode for min fars virksomhed TAP-TAP by FABCO, hvor jeg arbejdede med forskellige grafiske opgaver i relation til website, billedmateriale af produkter til kunderne og lavede diverse udstillinger af produkt-porteføljen.

Jeg lærte også lidt omkring erhvervsøkonomi og afsætning, og det vækkede min interesse for at tage et 3 måneders kursus på Niels Brock med undervisning i markedskommunikation, virksomhedsøkonomi og afsætning.

Da jeg derefter skulle til at søge uddannelse, så vidste jeg, at jeg gerne ville kombinere det kreative med det business-orienterede. Så jeg vidste, at jeg skulle i en kreativ retning, men ikke hvilken – omdrejningspunktet skulle bare være, at jeg kunne få lov til at være kreativ, skabende og udviklende.

Jeg blev anbefalet at se nærmere på KEA’s uddannelser, og tog sammen med min søster til et åbent hus arrangement på skolen. Jeg havde udvalgt to uddannelser, som jeg gerne ville høre mere om, men E-design var sjovt nok ikke en af dem.

Heldigvis havde jeg min søster med som fik mig overtalt til at gå over og høre mere om uddannelsen – hvilket jeg heldigvis gjorde for det blev jo min drømmeuddannelse gennem de næste 2 år!

Hvordan er uddannelsen struktureret?

Hele uddannelsen tager 2 år fordelt på 4 semestre, hvorefter du kan vælge at søge et job eller studere videre på en Top-up/overbygning. Efter 3,5 år har du så en professionsbachelor.

Uddannelsen er meget praktisk orienteret, hvor vi får mange cases og opgaver fra virksomheder, der gerne vil have hjælp til at designe et produkt eller finde en løsning på problemstillinger. Undervisningen er baseret på moduler, hvor fagene inddrages gennem et bestemt emne. Modulerne er nogle gange projekt-koordineret af underviserne, andre gange inddrages samarbejdspartnere fra erhvervslivet.

På 1. semester er der dog et mere individuelt fokus, hvor vi arbejder med, hvem du er som person, hvordan du sælger dig selv til en virksomhed og så videre. Det er super god erfaring at have med i bagagen, når du skal ud og søge job.


Hvilke cases har du arbejdet med i løbet af din uddannelse?

Jeg har blandt andet været med til at idégenerere, hvordan Carlsberg kunne lave et nyt flaskedesign til deres Sommersby. Vi havde også en case, hvor vi skulle hjælpe Københavns kommune med at finde en innovativ løsning til at få flere borgere til at tage cyklen frem for kollektiv transport som bil, bus og tog. Vi arbejdede i grupper af seks personer, og brainstormede på en masse idéer samt undersøgte, hvorfor folk ikke cykler og hvad der ville få dem til at cykle mere?

Vi løste problemstillingen med en løsning, der skulle udarbejdes i samarbejde med COOP. Vores idé var at få børnefamilier til at tage cyklen oftere, hvor de som belønning ville få point eller gavekort til COOP’s forretninger. COOP’s fortjeneste ville fremkomme af, at børnefamilierne skulle have monteret reklameskilte på deres cykel eksempelvis for Fakta, Irma eller lignende. Der skulle så påsættes en GPS på skiltet, der kunne tracke, hvor langt deltagerne cyklede. På denne måde kunne COOP omregne antal kilometer til point. Vi ville selvfølgelig også udvikle en app, som cyklisten skulle tænde hver gang han eller hun cyklede, sådan at GPS’en ville begynde at tracke.


Case: Zoologisk Have

Et andet semester valgte jeg faget Nudging, hvor Zoologisk have havde brug for hjælp til at løse forskellige udfordringer i forhold til adfærden hos de besøgende. En af dem var at få folk til at refundere deres billet til et årskort.

Vores løsning var, at nudge de besøgende gennem information og interaktion og derigennem aktivere de besøgende til at refundere deres billet til et årskort.

Nudging er en metode, der bruges i stedet for forbud, afgifter og informationskampagner, og er dermed en positiv måde at hjælpe mennesket i en retning mod et bedre valg uden at begrænse deres valgmuligheder.

Vi fandt på at designe informations-skilte ved dyrene som vækker nysgerrighed hos de besøgende. På denne måde får man, som besøgende i Zoo gennem sin tur rundt i haven små ’nudge’. Et informations skilt kunne oplyse om, hvornår der kommer en ny flodhestunge til verden: ’Jeg kommer til verden d.d. Byt din billet til et årskort og kom og hils på mig’. Dette er dog kun et af de mange tiltag, som vi lavede under dette projekt og var blandt andet et af de tiltag, der skulle ’puffe’ folk i den ønskede retning. Det var en super sjov case at arbejde med, hvor vi afprøvede forskellige teorier og havde vores dagligdag i ZOO – direkte i felten!

Har du været i praktik i løbet af din uddannelse?

Ja, det er obligatorisk at skulle i praktik på 4. semester af E-design. Det er super sejt, at vi får tiden til det, og det gør de meget ud af på KEA. 

Jeg var i praktik hos Brand in music i Århus, der er et kreativt idébureau, som arbejder med at matche musik og brands i strategiske kommercielle samarbejder, og som arbejder med at forene musikverdenen og erhvervslivet i innovative samarbejder. De udvikler langsigtede brandstrategier, kreative koncepter, autentiske oplevelser og relevant indhold på de kommunikations- og medieplatforme, der bringer brands, artister og fans sammen på nye måder. Dertil er det et lille firma, og jeg blev derfor inddraget i alle processer. Undervejs havde jeg blandt andet følgende arbejdsopgaver:

  • Konceptudvikling på igangværende projekter, herunder research, idéudvikling, brandstrategi og kreativ kommunikation
  • Grafisk udformning af kampagne- og konceptløsninger
  • Social media marketing
  • Udformning af visuel identitet, herunder designguide og websites

Den slags kan kun læres i praksis og ikke på skolebænken.

Hvordan er det at være studerende på KEA?

Jeg startede på et hold, hvor vi var 60-70 studerende med vidt forskellige baggrunde både aldersmæssigt og personligt - men med samme passion for at kunne få lov til at skabe og udvikle. Jeg har været super heldig, at vi havde et vildt godt sammenhold, var meget sociale, holdt fester og så videre.

Underviserne gør meget ud af at gøre det klart, at vi jo ikke er konkurrenter, men skal kunne bruge hinanden som sparringspartnere. 

Det handler om at skabe sig et netværk, så derfor tror jeg, at folk bare har været mere villige til at investere i sammenholdet her på uddannelsen. Underviserne støtter virkelig op omkring, at vi skal have et godt skolemiljø, hvor vi kan udfolde os rent kreativt og personligt.

Skal man være en bestemt type for at studere på KEA?

Det handler selvfølgelig om have en kreativ sjæl – men det at være E-designer handler også om at være fleksibel og kunne tilpasse sig sine omgivelser samtidig med at tænke ud af boksen, men ellers lærer man det undervejs på uddannelsen! Jeg tænker også, at du bør være god til at se tingene på en anderledes måde og dermed se andre løsninger end dem, der befinder sig lige for næsen af én. I bund og grund tror jeg egentlig bare, at det handler om at turde udfordre det ’normale’ - altså at være nysgerrig og stille spørgsmålstegn til det allerede eksisterende produkt, løsninger, idéer eller koncepter.

Har du et godt råd til unge, der drømmer om at gå samme karrierevej?

Du skal ikke fortvivle, selv om alle andre ser ud til at vide, hvad de vil. Det virker som om alle andre har styr på hvad de vil, men det har de ikke nødvendigvis. Tandhjulene finder lige pludselig ud af at passe sammen i de rigtige takker, og så finder du også selv din plads.

Hvordan ser dine fremtidsplaner ud?

Efter jeg har været i praktik, er der lidt gået et lys op for mig om, at det sagtens kan lade sig gøre at kombinere ens hobby med et arbejde – hvilket jeg fjollet nok, ikke troede, var muligt, førhen. Jeg tænkte pludselig: ’Gud, hvor er det sjovt at tage på arbejde’. Så jeg håber, at jeg har det på samme måde om 10 år - at mit indre drive stadig er på den måde.

Da jeg startede på KEA, vidste jeg ikke helt, hvilken karrierevej jeg ville gå. Og så sagde underviserne, at vi som studerende skulle huske, at vi selv var med til at forme, hvilken vej vi hver især skulle gå.

I starten var jeg ikke helt enig, men i dag kan jeg jo godt se, at underviserne havde ret. Lige pludselig kunne jeg jo godt se, at jeg havde truffet nogle aktive valg og selv har formet starten på min karriere. Jeg vil rigtig gerne afprøve om min store passion er at kombinere min kommunikative viden med musikken!”.

Vil du vide mere om dine job og lønmuligheder med en uddannelse inden for E-design? Tjek vores job og løn sektion!

Klik her for job og løn

Find din designuddannelse her

Læs mere om uddannelserne på KEA her


Annoncer

Du er måske også interesseret i: