Mød en ergoterapeutstuderende

Hvordan er studiemiljøet, eksaminerne og undervisningen på ergoterapeutuddannelsen? Det kan du få et indblik i her! Amalie er ergoterapeutstuderende på Københavns Professionshøjskole og fortæller om hendes oplevelse og hvad hun drømmer om at bruge sin uddannelse til i hendes karriere. 




Ergoterapeutuddannelsen
ergoterapeut
  • Amalie
  • Københavns Professionshøjskole
  • Varighed: 3 ½ år


Hvad handler ergoterapeutuddannelsen om?

Jamen ergoterapeutuddannelsen handler i bund og grund om aktiviteters betydning for menneskers sundhed og trivsel. Vi arbejder med anatomi, fysiologi, udviklings- og tilknytningspsykologi samt sundhed og forebyggelse. Uddannelsen kombinerer det humanistiske med det naturvidenskabelige og ser på mennesket som en helhed. I ergoterapien er der stor fokus på klientcentrering, så det altid er klienten selv, der er i fokus.
De faglige områder inden for ergoterapi er fx genoptræning af børn og voksne, arbejdsmiljø, rehabilitering, psykiatri, velfærdsteknologi og hjælpemidler.
Derved giver uddannelsen kompetencer til at behandle og genoptræne børn og voksne til at opnå en velfungerende hverdag, når deres færdigheder af en eller anden årsag er gået tabt, eller forebygge, at dette sker. Man får derfor både indflydelse på andre menneskers dagligdag men også deres fremtidige liv.


Hvorfor valgte du at starte på ergoterapeutuddannelsen?

Jeg har altid haft en drøm om at arbejde i psykiatrien, og ergoterapien gav mig muligheden for at kombinere dette med min interesse for anatomi og fysiologi. Jeg kan godt lide, hvordan der bliver set på mennesket, som en helhed, frem for bare at fokusere på sygdommen eller skaden.
Derudover har jeg mega krudt i røven, så at gå på en uddannelse med masser af praksisundervisning og praktik, er helt perfekt for mig.
Samtidig åbner uddannelsen også for så mange forskellige muligheder, så der er lidt for alle, uanset om man vil arbejde på sygehus eller i kommunen – med genoptræning, psykiatri, ergonomi eller hjælpemidler.


Hvordan har det været at starte på din uddannelse? 

Det har været helt vildt fedt! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle læse ergoterapi, da jeg førhen drømte om at læse psykologi, men nu kan jeg slet ikke forestille mig selv på et andet studie.


Hvordan er ergoterapeutuddannelsen opbygget?

Uddannelsen er en professionsbachelor, opdelt i 7 semestre som tilsammen tager 3 ½ år. Undervisningen veksler mellem teoretisk undervisning og praktisk/klinisk undervisning. Den kliniske undervisning foregår bl.a. på hospitaler, i kommuner og i det private inden for det somatiske, det psykiatriske og det ergonomiske arbejdsområde samt i hjælpemiddelformidlingen og varer tilsammen 28 uger.
Hvert semestre er delt op i forskellige undervisningsforløb med forskellige emner og afsluttes med en mundtlig eller skriftlig eksamen. På 7 semester skrives der et bachelorprojekt, som man kender fra andre bacheloruddannelser.


Hvordan er studiemiljøet på ergoterapeutuddannelsen?

Det er virkelig godt. Vi er ca. 50 mennesker på mit hold, og selvom vi er meget forskellige og der er et stort aldersspænd, så har vi det bare sindssygt godt sammen. Derudover huser Campus flere forskellige uddannelser, så man har mulighed for at møde en lang række forskellige professioner, når man færdes på gangene eller får et par øl i fredagsbaren. Sigurdsgade har nemlig sin egen fredagsbar (Sigurdsbar) og det er bare ALTID pisse sjovt at bruge sin aften der.


Hvorfor valgte du Københavns Professionshøjskole som uddannelsesinstitution?

Jeg valgte KP fordi det giver mig en blanding af både teoretisk og praktisk undervisning, så det sjældent bliver kedeligt. Man skal ikke bare sidde med hovedet begravet i bøgerne.


Hvordan har det været at gå til eksamen?

Eksamenerne på KP har været de ”bedste” jeg været til, hvis man kan sige det. Jeg har aldrig haft en ubehagelig oplevelse, og selvom man selvfølgelig er nervøs, så ender det altid med, at jeg bliver helt rolig undervejs. Man bliver klædt virkelig godt på til både de skriftlige og de mundtlige – og så er der kun 1 eller 2 pr. semester, så det bliver aldrig helt uoverskueligt.


Hvad er de tre bedste ting ved din uddannelse?

  • Det sociale sammenhold og fredagsbaren
  • Blandingen mellem teori og praktisk undervisning
  • Pisse fede og mega spændende fag inden for bl.a. psykiatri, psykologi, anatomi og fysiologi.


Hvad kan være udfordrende ved uddannelsen?

Det udfordrende er selvfølgelig at der er dele af uddannelsen, som man synes er mindre spændende end andre – men sådan vil det jo være på alle uddannelser.
Det handler bare om at få fulgt med så godt man kan og stadig gøre sit bedste. Man får helt sikkert brug for dele af denne viden andre steder inden for sit interessefelt.


Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at gå samme vej som dig?

At ha et åbent sind overfor alle dele af uddannelsen. Jeg kender flere på mit hold, som havde en forestilling om, hvad de gerne ville brugen den til efterfølgende, men som undervejs er blevet meget overrasket over, at de faktisk har fundet nogle helt andre ting meget mere spændende!
Og så måske også bare at kaste sig ud i alting når man er i praktik – det er her du lærer mest!


Hvad er dit drømmejob?

Jeg drømmer om at arbejde på et psykiatrisk hospital, enten på et intensivt afsnit (en lukket afdeling) eller på et retspsykiatrisk afsnit, hvor man er indlagt, hvis man er for syg til almindeligt fængsel. Det er ergoterapi på en lidt alternativ måde, men det giver mig mulighed for virkelig at gøre en forskel for patienterne.


Vil du vide mere om dine job og lønmuligheder som uddannet ergoterapeut? Tjek vores job og løn sektion!

Klik her for job og løn

Find din ergoterapeutuddannelse

Læs mere om Københavns Professionshøjskole