Vælger du uddannelse
ud fra prestige?
Går du op i prestige, og er det vigtigt for dig, at du bliver anerkendt i kraft af dit job? 2020 danskere deltog i en undersøgelse foretaget af YouGov for Ugebrevet A4 og Avisen.dk. Man tog temperaturen på, hvilke jobtitler der hitter, og hvilke der ikke er megen prestige ved.
Drømmer du om at gøre en forskel for børn, unge, syge, handicappede, udsatte eller ældre, er der godt nyt. I forhold til de tilsvarende prestige-undersøgelser i 2006 og 2012 er særligt sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere klatret op af rangstigen. Mens de to førstnævnte er rykket seks pladser op, er socialrådgiverne rykket hele otte pladser op. Derudover er sosu-assistenterne rykket fire pladser frem.
Prestige spiller ind på uddannelsesvalget
Efter mange år med lav status og løn, er der altså udsigt til, at du kan ranke ryggen som en af fremtidens 'varme hænder'. Det afspejler sig også i de seneste års søgning til de videregående uddannelser, hvor særligt velfærdsuddannelserne er stormet frem. Det er dog stadig advokater, læger, piloter og professorer, der er i front, hvis du vil have en jobtitel med høj prestige. Her kan du få inspiration til alternativer til de populæreste uddannelser.
Kreativitet frem for fysisk krævende arbejde
De jobs der ligger højest på rangstigen over de mest prestigefyldte, er dem der kræver kreativitet eller længerevarende uddannelser. De jobs danskerne placerer lavest på rangstigen er de fysisk krævende og lavtlønnede job, der kræver kort eller ingen uddannelse. Vi ser dermed at uddannelsens længde er en vigtig faktor, når det kommer til bedømmelse og anerkendelse fra resten af samfundet.
Danskerne har størst interesse i de længerevarende uddannelser
Mens blandt andet de kreative jobs har høj prestige blandt danskerne, er håndværker-fagene dem, der vurderes til at have lavest prestige i Danmark. Det kan også ses, at der, inden for de seneste par år, er sket en kraftig stigning i danskere, der efter afsluttet ungdomsuddannelse, vælger at tage en længerevarende uddannelse, i modsætning til en korterevarende uddannelse.
De mest prestigefyldte jobs i Danmark
(Karakterer fra 0 til 10)
JOBTITLER I FRONT
Pilot (8.01)
Hospitalslæge (7,95)
Praktiserende læge (7,86)
Advokat (7,63)
Universitetslektor (7,42)
BUNDSKRABERNE
Reklameomdeler/bud (2,67)
Parkeringsvagt (2,88)
Rengøringsassistent (3,30)
Kassedame (3,51)
Ufaglært bygningsarbejder (3,55)
Kilde: YouGov
Læs mere om undersøgelsen og se hele listen her: Ugebrevet A4