Anders Nielsen: Vejen til en erhvervsuddannelse

Selvom det var en række tilfældigheder, der førte Anders Nielsen til en tømrer uddannelse, er han meget glad for sit valg. Læs mere i interviewet her. 

Anders Nielsen

Anders Nielsen valgte en erhvervsuddannelse efter inspiration fra venner og en række tilfældigheder. Det viste sig at være det helt rigtige valg, da Anders hurtigt fandt glæde i sit tømrerarbejde. I denne artikel går vi tæt på, hvordan Anders' uddannelse har åbnet døre til karrieremuligheder såvel som muligheder i privatlivet.

Anders Nielsen er fortaler for, at en erhvervsuddannelse er en fed uddannelsesvej, som mange vil finde glæde ved. Det er ikke kun de dumme og de skoletrætte der bliver håndværkere, som Anders selv har italesat via et opslag på de sociale medier tilbage i 2019 og igen i august 2023. Derfor har vi i denne artikel sat Anders Nielsen i stævne til en snak om, hvorfor han selv valgte en erhvervsuddannelse, gode råd til unge mennesker, der står overfor valg af uddannelse og meget mere. 


Anders Nielsen

Anders Nielsen

Uddannelse: Tømrer
Anders Nielsen har opbygget et imponerende CV siden han blev udlært tømrer i 2011. CV'et, der tæller mere end 13 års erfaring inden for byggebranchen, består blandt andet af podcast, tekstforfatter samt medvirken i TV-programmer som "Mesterskaberne" på DR1 og "Til Salg i 100 år" på TV2.

Udover sit byggetalent har Anders også passion for stand-up, hvor han humoristisk deler sine erfaringer fra byggebranchen. Sammen med sin kæreste har han desuden Instagramprofilen @salmonstreet, hvor de giver et indblik i renoveringen af deres smukke præstebolig fra 1913.

Hvad fik dig til at vælge en erhvervsuddannelse?
Det var egentlig en tilfældighed der gjorde, at Anders Nielsen tog en erhvervsuddannelse. En tilfældighed, som han i dag er rigtig glad for. Som Anders selv fortæller: "Jeg blev egentlig inspireret af mine venner fra folkeskolen, der valgte at gå direkte af håndværkervejen. Jeg tog selv et år på efterskole, hvorefter jeg tog tre år på gymnasiet, et halvt år hvor jeg arbejdede, efterfulgt af et halvt år på højskole. I mellemtiden var mine venner fra folkeskolen jo blevet udlært, hvorfor de havde råd til bil, hus, og alt det, der følger med. De begyndte at spørge mig, om ikke jeg kunne hjælpe til med at renovere deres hus, og det sagde jeg selvfølgelig ja til at hjælpe med, og jeg synes egentlig det var lidt spændende at være med til at skabe noget selv og skabe nogle resultater. Det var egentlig det, der gjorde, at jeg fik øjnene op for det," lyder det indledende fra Anders Nielsen.

For selvom Anders synes, at det var spændende og fedt at bruge hænderne, så var vejen til en uddannelse som tømrer stadig en tilfældighed, og vejen dertil var derfor ikke ligefrem skåret i granit. Da Anders er ved at være færdig med sit højskoleophold, har han en ide om, at han skal til København og læse videre, for som han selv siger: "Det er jo det, man gør". 

Med sit gennemsnit fra gymnasiet havde Anders egentlig ganske fornuftige muligheder for at tage en videregående uddannelse, men det var ikke rigtig nogle af mulighederne, der lød specielt fængende i Anders' optik. Anders ville dog i gang med et eller andet. Derfor spurgte Anders sin far, som på det tidspunkt var selvstændig mekaniker og havde adskillige tømrervirksomheder som kunder, om han ville prøve at plante et frø hos nogle af de forskellige tømrere om, at Anders muligvis gerne ville i lære som tømrer, hvis ikke han kom ind på en videregående uddannelse. Anders fortæller, at der ikke gik lang tid før han fik et opkald fra sin far: "Jeg har en læreplads til dig, hvis du gerne vil have den". 

Og sådan gik det altså til, at Anders Nielsen fik sin læreplads som tømrer. Faktisk inden han overhovedet nåede at søge plads på en videregående uddannelse. Som Anders selv fortæller det, var det en række tilfældigheder, der gjorde at han gik i lære som tømrer. Men igen tilfældigheder, han er rigtig glad for. Og den glæde fandt han også hurtigt frem til dengang: "Allerede inden for den første uge af min tid som tømrer fandt jeg ud af, at det var det helt rigtige for mig. Arbejdsdagene gik utrolig hurtigt, fordi jeg lavede noget, som jeg synes var vildt fedt. Og på baggrund af den følelse var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg havde valgt helt rigtigt," lyder det opsummerende fra Anders Nielsen.

Hvad vil du sige til unge, der overvejer en erhvervsuddannelse? Har du nogle råd eller vigtige overvejelser, de bør tage med i deres beslutningsproces?
"Anerkendelsen skal nok komme, men den kommer bare først ret sent i livet. Der kan nemlig gå lang tid, før folk omkring dig, får øjnene op for vigtigheden af, at der er nogen der kan komme og fixe din bolig eller komme og ordne dit toilet eller lignende. Så det handler om at have tålmodighed, men anerkendelsen skal nok komme," lyder det fra en overvejende Anders Nielsen.

Derudover ligger det Anders Nielsen særligt på sinde, at man stopper med at sige, at man "bare" er håndværker. Og generelt omtaler sig selv som "Jeg er bare (indsæt selv erhverv)". For som Anders siger er det ikke noget "bare". En erhvervsuddannelse er lige så god som en universitetsuddannelse, og der er brug for os alle sammen, som Anders pointerer. Den ene uddannelse leder ikke nødvendigvis til et mere lykkeligt liv end den anden.

Og som Anders også fremhæver, så slutter uddannelseslivet jo heller ikke nødvendigvis fordi man tager en erhvervsuddannelse. Der er stadig gode muligheder for opkvalificering og videreuddannelse senere i livet.

Som endnu et vigtigt råd vil Anders opfordre til, at man tager en erhvervsuddannelse, hvis det er det, man drømmer om. Han er klar over at det kan være svært, hvis man ikke føler, at man har opbakningen. "Jeg havde selv opbakningen, hvilket jeg faktisk selv blev overrasket over, at jeg havde. Samfundsnormerne gav mig det indtryk, at det var dumt af mig at jagte en erhvervsuddannelse, når jeg havde færdiggjort gymnasiet. Derfor var jeg også nervøs for at fortælle min forældre om mine overvejelser. Jeg blev af min daværende kæreste mødt med en reaktion der var, at jeg jo var meget klogere end det. Det gjorde, at det krævede mod at fortælle om mine overvejelser til mine forældre. Jeg havde en klump i halsen op til, at jeg skulle fortælle det. Men helt uden grund! For min fars reaktion var bare, at det lød da som en rigtig god ide," lyder det fra Anders Nielsen.

Den reaktion havde Anders ikke lige set komme, hvilket Anders ikke helt selv forstår, for som vi har været inde på tidligere, er Anders' far selv mekaniker. Men efter mange års indoktrinering i, at den eneste rigtige vej er en videregående uddannelse, var det en kæmpe lettelse for Anders at blive mødt med forståelse og at det ikke var noget, han skulle kæmpe for at få sine forældre til at forstå eller "få lov til".

Dog vil Anders Nielsen også påpege, at man skal være bevidst om, at man træder ind i en meget "voksen" verden, når man vælger at tage en erhvervsuddannelse. Der er i højere grad nogen, der er afhængige af dig, og du har et vist form for ansvar i rollen, også selvom du er lærling. 

Hvordan har en erhvervsuddannelse åbnet døre for forskellige karriereveje og muligheder for dit vedkommende?
"Det har for det første givet nogle muligheder for at investere i en bolig og dermed sætte mine penge i noget fornuftigt. Det har givet mig en enorm ro, at jeg med min tømreruddannelse i realiteten kan gå ud og tage et job fra den ene dag til den anden. Derudover har det givet mig mulighed for at sætte nogle penge til side og jagte nogle af mine andre drømme, som for eksempel stand-up. Og så har jeg selvfølgelig fået en masse kompetencer med, der gør, at jeg kan lave mange ting selv," lyder det fra Anders.

Derudover føler Anders også, at uddannelsen har givet ham en personlig udvikling og gjort ham stærkt rustet til at håndtere hårde situationer i livet. Der er nogle bestemte og faste rammer, og der er nogle forventninger til en, som Anders Nielsen personligt føler sig godt tilpas i. Dog er det ikke kun bestemte og faste rammer, der venter en i byggebranchen. Anders lægger nemlig også vægt på, at han ikke andre steder har oplevet et så stærkt sammenhold, som han har været vidne til i sin tid i branchen. Byggebranchen er både mangfoldig og tilgivende og alle er lige meget værd, uanset hvilken bagage de kommer med.

Anders fortæller ligeledes, at hans erhvervsuddannelse i samarbejde med hans humor har underbygget nogle af de muligheder, han har fået i løbet af sin karriere. Når Anders for eksempel står på scenen og laver stand-up er det i mange tilfælde med udgangspunkt i hans erfaringer og oplevelser fra byggebranchen. Uddannelsen som tømrer danner derfor mere eller mindre grundlag for mange af de ting, som Anders Nielsen beskæftiger sig med i dag, uanset om det er medvirken i TV-programmer, renoveringsmateriale til Instagramprofilen @salmonstreet eller stand-up materiale.

Hvad vil du sige er højdepunktet i din karriere?
Det første højdepunkt, Anders Nielsen gerne vil fremhæve, er måske til den mere personlige eller private side, men det gør det ikke mindre vigtigt. Anders Nielsen fremhæver nemlig det højdepunkt, at hans håndværksmæssige evner gav ham mulighed for at købe sin første lejlighed. "At kunne købe min første lejlighed i form af et håndværkertilbud og få transformeret den til en god investering, der har skabt grundlaget for min store drøm, nemlig at købe en murermestervilla på et tidspunkt. Der står jeg i dag, og det er jeg sindssygt taknemmelig for og virkelig stolt over," forklarer Anders. 

Et andet højdepunkt for Anders er en tid i hans karriere, hvor han fik lov til at arbejde på gamle fredede bygninger. Som han forklarer os, er det en oplevelse, der er de færreste håndværkere forundt. Samtidig er Anders Nielsen en gammel romantiker som han selv beskriver det, og han finder det derfor interessant at få kendskab til den gamle byggeskik og bevare noget gammelt, fremfor bare at rive ned og bygge nyt. 

Anders Nielsen er en kreativ mand, med mange innovative ideer og løsninger, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk på Instagramprofilen @salmonstreet, som han har sammen med sin kæreste Trine. Her viser de deres evner og kreative løsninger, når de renoverer deres gamle præstebolig fra 1913. I 2017 vandt de prisen som "Årets Boligstylister" kåret af Boligmagasinet for renoveringen af deres gamle lejlighed. Anders Nielsen beskriver det som endnu et højdepunkt, at så mange finder inspiration i deres instagramprofil, og at så mange har lyst til at følge med. Instagramprofilen har også ført til nogle samarbejdsmuligheder, som Anders Nielsen muligvis ikke ville have, hvis ikke det havde været for hans kreativitet og de evner og kompetencer, han har opnået gennem sin erhvervsuddannelse. 

Er der nogle udbredte misforståelser eller fordomme omkring erhvervsuddannelser, som du gerne vil udfordre? 
Først og fremmest vil Anders Nielsen gerne udfordre forestillingen om, at alle kan blive håndværkere. For som han siger, det kan alle ikke. Det gør dig ikke til tømrer, bare fordi du kan finde ud af at skære i en krydsfinerplade: "Det kræver en helt særlig mentalitet, som ikke alle besidder. Bevares, man kan altid tilegne sig de nødvendige evner, men hvis ikke lysten, viljen og nysgerrigheden er der, så nej - så kan alle ikke blive håndværkere. Det er en skrøne," lyder det fra Anders Nielsen.

Desuden ønsker Anders at udfordre opfattelsen af, at en erhvervsuddannelse er et valg for dem, der er trætte af skolen eller mangler ambitioner. Han siger: "For mig er det at tage en håndværksmæssig uddannelse ikke mangel på ambitioner. For du kan på din egen måde opnå rigtig mange ting på baggrund af en erhvervsuddannelse. Sandheden er jo, at alle der har taget et grundforløb, de er startet præcis samme sted som mig. Så det handler egentlig mest af alt om ens mindset og hvad man er villig til at 'ofre', for man kommer heller ikke sovende til det," lyder det afsluttende fra Anders Nielsen, der supplerer med, at man kan opnå de samme ting i livet, uanset om man har en erhvervsuddannelse eller en universitetsuddannelse.

Find din tømreruddannelse her

Anders Nielsen

Anders Nielsen

Tømrer, komiker, tekstforfatter og podcaster (Vis mere)
Anders Nielsen har opbygget et imponerende CV siden han blev udlært tømrer i 2011. CV'et, der tæller mere end 13 års erfaring inden for byggebranchen, består blandt andet af podcast, tekstforfatter samt medvirken i TV-programmer som "Mesterskaberne" på DR1 og "Til Salg i 100 år" på TV2. Udover sit byggetalent har Anders også passion for stand-up, hvor han humoristisk deler sine erfaringer fra byggebranchen. Sammen med sin kæreste har han desuden Instagramprofilen @salmonstreet, hvor de giver et indblik i renoveringen af deres smukke præstebolig fra 1913. (Mindre)

Omkring

Anders Nielsen har opbygget et imponerende CV siden han blev udlært tømrer i 2011. CV'et, der tæller mere end 13 års erfaring inden for byggebranchen, består blandt andet af podcast, tekstforfatter samt medvirken i TV-programmer som "Mesterskaberne" på DR1 og "Til Salg i 100 år" på TV2. Udover sit byggetalent har Anders også passion for stand-up, hvor han humoristisk deler sine erfaringer fra byggebranchen. Sammen med sin kæreste har han desuden Instagramprofilen @salmonstreet, hvor de giver et indblik i renoveringen af deres smukke præstebolig fra 1913.
Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer