Mød en studerende i Politisk Kommunikation og Ledelse

Alberte ønskede at starte på en uddannelse, hvor fokus var på det teoretiske aspekt frem for det praktiske. Efter at have taget en bachelor DMJX, der var meget praktisk var hun klar til at stikke hovedet i bøgerne og hun valgte derfor at starte på kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Mød Alberte her!




Cand.soc. Politisk Kommunikation & Ledelse
kommunikation
  • Alberte
  • Copenhagen Business School
  • Varighed: 2 år

Hvad handler uddannelsen om?

Kort fortalt handler PKL om at få blik for det politiske i organisatoriske og ledelsesmæssige praksisser. Vi lærer at træde et skridt tilbage og få øje på andre muligheder end dem, der lige ligger for, og vi får et analytisk blik for de kommunikationslogikker, der er dominerende i private, frivillige og offentlige virksomheder og organisationer. Derudover handler det om at kunne identificere beslutningsprocesser og at kunne iagttage en virksomheds iagttagelser - og på baggrund af dette rådgive og tilrettelægge strategisk kommunikation, der er til gavn for virksomheden.


Hvorfor valgte du at starte på uddannelsen?

Jeg har en bachelor i Kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som er meget ’learning by doing’ og derfor meget praktisk. Jeg følte, at jeg havde brug for en teoretisk tung kandidat, der kunne skabe balance i min praktiske færdigheder og mit teoretiske blik.


Hvordan har det været at starte på din uddannelse? 

Det har været specielt. Der er helt klart en anden tilgang til tingene på CBS end på DMJX, og det har jeg skullet vænne mig til. Til gengæld har det været enormt givende at blive udfordret på et højere teoretisk plan og føle, at jeg får opbygget et reservoir af begreber og løsningsmetoder.


Hvordan er uddannelsen opbygget?

PKL er opbygget således, at man som studerende undervises i og færdiggøre tre fag samt starter på et fjerde, som afsluttes på andet semester. Den første uge var et introduktionskursus, men det var ikke introduktion til CBS generelt. Det var en hardcore introduktion til de tunge teoretikere, som vi vil arbejde med de næste to år, så vi var nogenlunde forberedte på, hvad det var, der ventede os. Derudover har vi afsluttet fagene ’Samfundets kommunikative differentiering’ og ’Organisation og ledelse som kommunikation’, hvor vi skriver semesterprojekt i sidstnævnte. Andet semester er bygget op om et forsættende fag fra første semester kaldt ’Metode og analysestrategi’ samt ’Teknologi og ledelse’, ’Magt og kommunikation og ’Refleksiv intervention og kommunikation’. Dette semester sluttes af med et projekt i ’Refleksiv ledelse og strategisk kommunikation).

På 3. semester kan man vælge at tage valgfag, tage på udveksling eller kommer i et praktikforløb, og 4. semester er Speciale.


Hvorfor valgte du Copenhagen Business School som uddannelsesinstitution?

Jeg havde brug for en teoretisk tung kandidat, og det følte jeg, at CBS kunne gi’ mig. Derudover, så har jeg altid lidt ’drømt’ om at gå på CBS… Jeg ved ikke, om det er den lidt majestætiske bygning på Solbjerg, der har gjort sit indtryk på mig.


Hvordan har det været at gå til eksamen?

Jeg har kun haft én 48 timers eksamen, som var helt fin. Rammerne for opgaven var lidt slørede, men det gjorde den også ekstra udfordrende og spændende.


Hvad er de tre bedste ting ved din uddannelse?

  • Vores undervisere (som er top-dedikerede til deres fag)
  • Følelsen af at rykke sig og blive bedre
  • Holdstørrelsen (vi er lige omkring 60 mennesker, og det gør, at man føler, man kender sine medstuderende – det er fedt).


Hvad kan være udfordrende ved uddannelsen?

Uddannelsen udformes i et meget teoretisk sprog, som kan være svært at komme ind i, hvis ikke man har arbejdet så meget med Luhmann, Foucault, Saussure m.fl. Det havde jeg ikke på DMJX, og det har helt klart været mest udfordrende for mig, at navigere rundt i de forskellige teoretikere og verdensopfattelser og lære deres ’sprog’ at kende – og også at bruge det til noget brugbart, så det ikke bare bliver en sludder for en sladder.


Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at gå samme vej som dig?

Spring ud i det og for Guds skyld – lad vær med at gå i panik, når der er noget, du ikke forstår i teksterne eller til undervisningen. Det kommer! Og derudover, så brug dine medstuderende/din studiegruppe. De er guld værd.


Hvad er dit drømmejob?

Lige nu er jeg projektleder hos Kunde & Co, og jeg håber på at kunne fortsætte derinde og blive en bedre projektleder. Inden jeg startede i den stilling, har jeg altid haft lidt svært ved at se, hvad jeg var god til… men projektstyring, det er jeg vildt god til, og jeg synes, det er enormt sjovt og udfordrende, så det er nok min drøm at blive en af de bedste projektledere (hvis ikke på Kunde & Co, så et andet sted).


Vil du vide mere om dine job og lønmuligheder med en uddannelse inden for politisk kommunikation og ledelse? Tjek vores job og løn sektion!

Klik her for job og løn

Find din uddannelse inden for ledelse

Læs mere om Copenhagen Business School


Annoncer