Vis studentum.dk som: Mobile
Viser 1-7 af 7
Viser 1-7 af 7
 

Vælg en håndværkeruddannelse med fremtid i

Der findes rigtig mange forskellige uddannelser indenfor håndværkerfaget. Men uanset, hvor forskellige de er indholdsmæssigt, har de en ting til fælles. Nemlig den, at alle håndværkerlærlinge lærer at skabe resultater. 

Er du på udkig efter en uddannelse, hvor du får chancen for at bruge dine hænder og dit hoved? Og hvor du uddanner dig til en fremtid med masser af muligheder uanset, hvilken vej du vælger at gå: mere uddannelse eller direkte i job? Så er en håndværkeruddannelse måske noget for dig. Du kan uddanne dig på en erhvervsskole som fx en teknisk skole i nærheden af, hvor du bor eller drømmer om at bo. Med andre ord står din fremtid åben.

Med en håndværkeruddannelse kommer du igennem et skræddersyet forløb, der veksler mellem skoleperioder og praktik, der hvor du er elev.

Tip: Læs tre fordele ved at gå fra erhvervsuddannelse til videregående uddannelse

Hvilken slags håndværker drømmer du om at blive?

Om din drøm er at få en bil, som er gået i stå til at køre igen, om det er at male facaden på den næste store, landsdækkende virksomhed eller, om det er at bygge fundamentet til et nyligt solgt hus eller noget helt fjerde, så får du muligheden for at udleve den som håndværker inden for områder som:

  • Jern og metal
  • Træindustrien
  • VVS industrien
  • Mekanikerfaget
  • Malerfaget

Her på siden får du svar på alle dine spørgsmål om håndværkeruddannelser. Læs med og find fx ud af svaret på spørgsmål som "hvem kan blive håndværker?", "hvad kan jeg blive?" og "hvordan er mine fremtidsmuligheder med en håndværkeruddannelse?"

Hvilken håndværkeruddannelse vælger du?

Hvem kan blive håndværker?

På papiret kan alle, der har afsluttet folkeskolen med minimum karakteren 02 i fagene dansk og matematik komme ind på et grundforløb inden for hovedområdet Teknologi, produktion og transport. Det er første trin til en teknisk erhvervsuddannelse, som man også kan kalde en håndværkeruddannelse.

På de fleste erhvervsuddannelser skal du også have indgået en elevaftale, før du kan komme i gang med dit hovedforløb. Der er dog også håndværkeruddannelser, hvor du kan komme i skolepraktik, hvis du ikke har haft heldet med dig. Her skal du opfylde en række betingelser. Læs mere om elevpladser og reglerne for skolepraktik her.

Hvilke håndværkeruddannelser kan jeg vælge imellem?

Er du meste til teknik og elektronik? Drømmer du om biler eller byggeri? Mulighederne er mange for dig, der vælger at gå i gang med en teknisk erhvervsuddannelse. Faktisk kan et grundforløb inden for Teknologi, produktion og transport  føre til hele 15 håndværkeruddannelser:

  • Automatiktekniker
  • Byggemontagetekniker
  • Bygningsmaler
  • Elektriker
  • Industrioperatør
  • Industritekniker
  • Lastvognsmekaniker
  • Maskinsnedker
  • Murer
  • Personvognsmekaniker
  • Smed
  • Snedker
  • Struktør
  • Tømrer
  • VVS-energi

Derudover kan du inden for samme hovedområde vælge at fortsætte på næsten lige så mange erhvervsuddannelser, der omfatter vidt forskellige retninger lige fra chauffør eller lageroperatør til kosmetiker eller frisør med tekniske uddannelser som fx datatekniker, teknisk designer, digital media eller webintegrator midt imellem.

Hvilke håndværkeruddannelser, du kan vælge imellem afhænger af dit konkrete grundforløb. Starter du i løbet af det første år efter, at du har afsluttet folkeskolen, kan du vente til slutningen af det første grundforløb af 20 uger med at foretage dit endelige valg. Du fortsætter herefter på andet grundforløb af 20 uger, før du starter på din egentlige håndværkeruddannelse. Er du over 25 år afhænger dit uddannelsesforløb af din tidligere uddannelse og erfaring.

Tip: Læs mere om optagelse og opbygning på erhvervsuddannelserne

Hvordan ser min fremtid ud med en håndværkeruddannelse?

Selvom Danmark er et videnssamfund vil der også i fremtiden være behov for dygtige håndværkere - både inden for byggeri og anlæg og inden for industrien. Med en håndværkeruddannelse i værktøjskassen kan du derfor se frem til en karriere med gode jobmuligheder og en god løn. Det gælder ikke mindst, hvis du formår at følge med tiden og nye teknologiske muligheder i din branche. Du kan også vælge at blive din egen mester som iværksætter.

Bliver du sulten efter mere viden og andre muligheder, kan du også vælge at læse videre. Du kan fx vælge en relateret uddannelse som:

  • El- eller VVS-installatør
  • Produktionsteknolog
  • Byggetekniker eller bygningskonstruktør

Vælger du at blive student og håndværker med en uddannelse i form af en EUX får du de samme muligheder for at søge ind på videregående uddannelse, som hvis du havde valgt en gymnasial uddannelse.

Gå på opdagelse i oversigten længere oppe på siden og find de håndværkeruddannelse, der matcher dine drømme!

Ønskeliste
Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i udviklingen og dine muligheder på uddannelsesområdet.