Odense: Danmarks 4. bedste studieby 2021

Vil du gerne studere i en by, hvor både faglighed, karrieremuligheder og infrastruktur er i rivende udvikling? Så kan Odense være noget for dig. 

Vil du gerne studere i en by, hvor både faglighed, karrieremuligheder og infrastruktur er i rivende udvikling? Eller har du måske ambitioner om at arbejde med medicin, journalistik, tech, IT, eller robotteknologi på højeste niveau? Så kan Odense være noget for dig.

Odense lander i årets undersøgelse over Danmarks bedste studieby på en flot 4. plads. Den fynske hovedstad kan da også juble over det flotte spring fra sidste års 12. plads, hvor det særligt må siges, at byen endelig høster frugten af de sidste par års intensive arbejde i byen. Odense scorer generelt højt på alle parametre i årets undersøgelse, mens særligt ‘Byliv’, ‘Karriere’, ‘Studiejobs’ og ‘Transport’ skubber Odense opad på listen. En udvikling af masser af nye boliger, jobs, kulturelle tilbud og bedre infrastruktur har nemlig sat sit positive aftryk på byen. Læs mere om, hvorfor Odense kan være noget for dig.

Fakta om Odense:

Antal indbyggere:  204.895

Antal barer og caféer: 257

Gennemsnitlig husleje: 94 kr. / m2

Antal studiejobs årligt: 278

At rejse er at leve

.... Som skrevet af den berømte Odenseanske digter, H.C. Andersen. Noget, der bestemt er muligt i Odense, både transportmæssigt, men også i åndelig og dannelsesmæssig forstand.

Starter vi med den fysiske rejse, scorer byen i år 4. højest i ‘Transport’-kategorien, da du finder et hav af stoppesteder, som nemt kan sende dig videre på din færd. Efter en række nye initiativer til at lette mobiliteten i byen, har Odense nu en stærk infrastruktur af cykelstier, busruter og inden længe også en letbane, som du vil nyde godt af som studerende i byen. Selvom Odense står som Danmarks 3. største by, kan du cykle fra den ene ende af byen til den anden, i løbet af ganske kort tid. Så når du om morgenen skal ud til dit studie, kræver det i langt de fleste tilfælde ikke mere end en let cykeltur på maks 20 minutter.

Som midtpunkt i det danske land og koblingspunkt for meget transport, har du i Odense et utal af muligheder for at komme rundt, hen, op, ned, frem og tilbage. Diverse forbindelser med InterCity- og Regionaltog, samt velfungerende busruter skaber både mange karriere- og oplevelsesmuligheder, mens det også skaber en tryghed for byens mange tilflyttere. Tiltænker du som tilflytter at studere i byen, kan du da også nyde godt af byens gode muligheder for nemt og hurtigt hoppe på et tog, og komme hjem på besøg hos familie og venner.

Forbindelserne skaber også et væld af attraktive jobmuligheder for dig, da du nemt kan komme til nogle af de omkringliggende større byer som Middelfart, Fredericia, Nyborg, Svendborg, Korsør og Slagelse, hvorfor du ikke er betinget geografiske afstande.

Selvom de fysiske rammer har været på plads en del tid, er den fynske storby i mere overført forstand transcenderet til nu at skabe endnu mere sammenhæng til resten af landet. Overgangen fra diverse lokale transportforanstaltninger som KVIK-kort i Fynbusserne, til den mere ensartede tilgang med Rejsekort, har nemlig skabt en bedre forbindelse og en nemmere overgang mellem de regionale dele. Transporten giver derfor ingen anledning til unødig bekymring, når du ankommer til byen.

Skal du rundt omkring inden for byens grænser, er udsigterne også gode. Busserne kører med jævne mellemrum, mens udbyggelsen af letbanen også skaber nemme forbindelser på tværs af byen. Du vil derfor uden problemer kunne komme fra f.eks. området ved Odense Stadion i Bolbro til både stationen, midtbyen, shoppingcentret Rosengårdcentret, universitetet og helt ud til det spritnye universitetshospital. Med masser af stoppesteder fra både bus og letbane, er du altså sikret gode forbindelser i Odense i de næste mange år.

En fagligt attraktiv by for unge studerende

Ser vi på den dannelsesmæssige rejse, satser Odense stærkt på at være fremtidens by. F.eks. er Odense en af verdens førende inden for robotteknologi, ligesom Odense også har en hel lufthavn dedikeret til dronefly i Hans Christian Andersen Airport. Odense ligger da også i den gode ende på kategorien ‘Faglighed’ i et ellers tæt løb med de andre byer, mens det dog er klart, at Odenses indsats på området omkring tech, IT og robotteknologi klart er værd at bemærke.

Her må man heller ikke glemme Odenses stærke indsats på den medicinale front, da Odense både rummer det store og anerkendte Odense Universitetshospital (OUH), samt det spritnye supersygehus i Odense S. Rammerne for medicinstuderende er derfor i top.

Som én af danmarks få udbydere af journalistuddannelsen, samt placering af TV2 på Kvægtorvet, rummer Odense attraktive arbejdspladser for alle typer fagområder, og der er både gode muligheder under og efter studie.

På et fagligt niveau lander Odense derfor også højt i årets undersøgelse. På en hhv. 4. plads i studiejobs og med 3. flest årlige jobopslag, samt en 5. plads ift, lønhop efter 10 år, har Odense både kvalitet i uddannelse, masser af jobs og gode karrieremuligheder.

Pulserende natteliv og masser af kulturelle tilbud

Udover det faglige rummer byen en masse gode kvaliteter for unge; bl.a. populære barer, værtshuse, diskoteker, caféer og restauranter i midtbyen. Selvom Odense er Danmarks 3. største by, er det dog ikke nogen storby i klassisk forstand. For i Odense er den hyggelige fynske sjæl velbevaret og gennemtrængende i de fleste aspekter, hvorfor du får den perfekte kombination af storbyens fordele og den rolige, imødekommende folkesjæl.

Søger du kulturelle tilbud og oplevelser, præsenterer Odense en række større events som f.eks. H.C. Andersen Festival, Tinderbox i Tusindårsskoven, Odense International Film Festival, Odense Blomsterfestival, og Generator. Ellers kan du tage en tur i den populære Odense Zoo langs åen, se ‘De striwede’ give den gas på EWII Park, eller måske tage en kort udflugt til Egeskov slot?

Én ting er sikkert. Det er ikke storbyens trængsel, du vil opleve i Odense. For i hverdagen vil du i langt de fleste tilfælde finde dig selv slentrende på gågaden, eller mødes med dine venner i  byens mest populære område, Munke Mose. Her kan du nyde en iskold Albani, gå en tur om søen, slappe af på det grønne område, og grille, spille bold eller sejle en tur langs åen i en vandcykel. Netop alle disse muligheder gør, at Odense i år rangeres højt, på en 4. plads i kategorien ‘Byliv’.

Rammerne for et godt socialt miljø er derfor også ekstraordinære i Odense. Foruden det gode byliv, vil du også hurtigt bemærke, at livet i byen er skræddersyet til studielivet. For det unge leben er en stærk del af byens DNA. Af byens 200.000 indbyggere udgør unge 20-29 årige langt størstedelen, hvor ca. hver femte indbygger i Odense faktisk falder inden for denne alderskategori. Det er næsten dobbelt så mange som de 30-39 årige, der ellers er næst-flest af.

Du skal nok finde en bolig i Odense

I Odense skal du nok finde bolig til en ordentlig pris. Med en kvadratmeterpris på under 100 kr, og med et hav af nybyggede lejlighedskomplekser og kollegieværelser, samt renovationen af byens gamle og charmerende bindingsværkshuse, er der rig mulighed for at finde en god bolig tæt på centrum. 

Er du tilflytter, vil du også være omfattet af kommunens ‘Tag over hovedet-garanti’, som kan hjælpe dig, hvis ikke du har fundet en lejlighed inden studiestart. Det vil dog være en god idé at starte boligsøgningen i god tid, og selv at prøve at finde bolig, da garantien er en nødløsning, og du derfor typisk vil finde langt større kvalitet ved selv at vælge bolig.

Og bare rolig, der er nok at vælge mellem. Odense har f.eks. masser af gode kollegier, du kan bo på. Vil du gerne bo centralt i byen, kan du med fordel kigge mod kollegier som Bikuben College, Finlandkaj Kollegiet, Fattiggården, Munke Mose Park, J.B. Winsløwkollegiet, Sct. Joseph Kollegie, Slotsgadekollegiet, Åløkkekollegiet samt det spritnye PFA Kollegiet. Vil du hellere bo tæt på SDU Odense og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskolen, finder du også det populære H.C. Ørstedkollegiet, og de spritnye kollegier Campuskollegiet og Cortex Park Kollegiet. Uanset hvor du vælger, vil du have kort afstand til både indkøb, transport og uddannelse.

Grøn idyl i storbyen

Karakteristisk for Odense er også de mange grønne områder, der idyllisk er en integreret del af byen. Har du brug for at lufte tanker og sind, er der derfor rig mulighed for at rehabilitere din psyke i naturskønne områder som Åløkkeskoven, Odense Havn, Munke Mose, Den Fynske Landsby, Klosterhaven, Eventyrhaven m.fl. Men også byens charmerende stræder og kvarterer som Skibhuskvarteret er et besøg værd, når du har brug for at koble fra.

På mange af de grønne ruter, har du sågar mulighed for at booste krop og sind med noget udendørs-fitness, da der er investeret en god del i at fremhæve den sunde livsstil i bybilledet. Du finder f.eks. en rute af flere stande med forskelligt fitnessudstyr ude omkring EWII Park, som du kan udfordre dig selv på. Der er derfor rig mulighed for at holde dig sund i både krop og sjæl som studerende i Odense.

Se hvordan Odense klarede sig i undersøgelsen

Se alle dine uddannelsesmuligheder i Odense


Top 10 studiebyer | Om undersøgelsen


Annoncer