Frederiksberg som studieby

Tid til at flytte hjemmefra og starte studie? Vil du gerne have natur, byliv og gode studiemuligheder? Så læs med i denne artikel, hvor vi giver dig indsigt i, hvad Frederiksberg som studieby vil give dig af muligheder!

Frederiksberg som studieby

Tid til at flytte hjemmefra og starte studie? Vil du gerne bo tæt på København, men stadig have mulighed ro og masser af frisk luft? Så synes vi, at du skal tage et kig på Frederiksberg som din nye studieby!

Med Frederiksberg som studieby er du sikret at være tæt på alt - lige fra uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, caféer og restauranter, shoppingmuligheder og kulturelle seværdigheder. Men hvad kan man så lave på Frederiksberg? Det vil vi gerne give dig et indblik i med denne artikel. Så hvis du godt kan lide at have massere af muligheder og frihed til at gøre det, du lige har lyst til, så læs med og find ud af, hvad du vil få ved at vælge Frederiksberg som studieby! 

5 grunde til at studere på Frederiksberg

Hvad kan jeg studere på Frederiksberg

Studiemiljø

Bolig på Frederiksberg

Byliv på Frederiksberg

Karriere og studiejob

Hvad kan man lave på Frederiksberg

Sport, fritid og et bredt foreningsliv

5 grunde til at studere på Frederiksberg

1. En bred vifte af uddannelsesmuligheder 

Frederiksberg huser det anerkendte CBS, som er blandt de største business schools i Europa, hvor du kan uddanne dig til nærmest alt indenfor handel og marketing. Herudover har du på Frederiksberg mulighed for at uddanne dig til dyrlæge, fysiker, forsikringskonsulent eller tage en erhvervsuddannelse og blive elektriker eller mekaniker. Du er samtidig tæt på alle de uddannelser, som København rummer. Så vi har har ingen tvivl om, at du nok skal finde en uddannelse for dig med Frederiksberg som studieby.

2. Gode transportmuligheder - nemt og hurtigt!

Med Frederiksberg som studieby er du ikke kun tæt på alle de skønne muligheder, der er på Frederiksberg. Du har også nemt ved at komme ind til København og ud af byen. På Frederiksberg er der intet mindre end fem forskellige metrostationer, der gør det nemt for dig at komme frem og tilbage. Vil du hellere tage cyklen og nyde det gode vejr om sommeren? Intet problem! Frederiksberg har virkelig gode cykelruter, hvor vi blandt andet kan nævne “Den Grønne Sti”, der kan føre dig både til Valby og Nørrebro. Nemt, hurtigt og bæredygtigt - win win!

3. En studieby med plads til både gåture, shopping og fest

På Frederiksberg har du mulighed for at gå rolige ture i Frederiksberg Have, Søndermarken eller i Københavns Zoo samtidig med, at du kan tage på The Old Irish Pub og danse natten lang med dine studiekammerater. Om vinteren kan du stå på skøjter på Frederiksberg Runddel eller tag i en af de 90 butikker i Frederiksberg Centret.

4. Gode muligheder for at tjene penge til at supplere SU’en

Med de mange butikker, hvor vi allerede har nævnt de 90 butikker i Frederiksberg Centret, har du gode muligheder for at supplere din SU. Udover butikkerne i Frederiksberg Centret kan du langs Gammel Kongevej også finde både caféer, butikker og restauranter. Med København som nabo, der placerede sig som nr. 1 i kategorien Studiejob i 2022, er du ret godt sikret for at kunne få et studiejob, hvis du spørger os.

5. Studie, foreningsliv, by og natur - alt i én med Frederiksberg som studieby!

Hverdagen kan hurtigt blive travl, når man er studerende og skal nå både sociale aktiviteter, træning, studie, arbejde og en gang imellem også slappe lidt af. Med Frederiksberg som studieby er du tæt på det hele - både studie, træning, bibliotek og muligheder for at dyrke dit sociale liv. Det gør, at du kan spare en masse tid (og penge) på transport, som i stedet kan bruges på tid med dine nye studiekammerater. 

Hvad kan jeg studere på Frederiksberg

Frederiksberg er nok primært kendt for at være hjembyen til Copenhagen Business School, der er blandt de største business schools i Europa. Det giver alligevel lidt anerkendelse, synes du ikke? Så Frederiksberg er uden tvivl stedet for dig, der drømmer om en karriere inden for erhvervslivet!

Men Frederiksberg har alligevel mere at byde på end Copenhagen Business School. På Frederiksberg finder du nemlig også Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, der er en del af Københavns Universitet. Det Natur- og Biovidenskabelig Fakultet rummer 25 bacheloruddannelser og 36 kandidatuddannelser. Så går du og drømmer om en fremtid som dyrlæge, fysiker eller som konsulent i et forsikringsfirma, så er Frederiksberg en studieby for dig! 

Vil du en helt anden vej og i stedet tage en erhvervsuddannelse? Så fortvivl ej! Frederiksberg huser nemlig også TEC, der har mere end 30 erhvervsuddannelser samtidig med, at de har et bredt udvalg af efteruddannelser og kurser. 

På Frederiksberg er du altså ret godt dækket ind ligemeget, hvor i livet du er og hvilken retning du vil - altså tænk lige, København er indenfor cykelafstand, hvor du kan finde endnu flere uddannelsesmuligheder såsom:

  • KEA - Københavns Erhvervsakademi
  • CPH business - Copenhagen Business Academy
  • Københavns Professionshøjskole
  • NEXT Uddannelse København

Studiemiljø

Studiemiljøet er i allerhøjeste grad præget af den brede variation af uddannelsesmuligheder, som du kan finde på Frederiksberg. Med både Copenhagen Business School og Det Natur- og Biovidenskabelig Fakultet opnår Frederiksberg hurtigt en stor mangfoldighed af forskellige studerende, der skaber god diversitet i studiemiljøet. Universiteterne ligger ikke langt fra hinanden, hvilket, kombineret med en god sjat af kollegier beliggende på Frederiksberg, skaber gode muligheder for at arrangere sociale aktiviteter på tværs af uddannelserne. Så du skal ikke være bange for at føle dig alene på Frederiksberg - der er rig mulighed for at møde andre studerende og være en del af et fedt studiemiljø med plads til alle!

Bolig på Frederiksberg

Frederiksberg er som nævnt beliggende meget centralt, hvilket gør det til et populært og attraktivt område. Dette afspejler sig også på boligpriserne, hvor du godt kan risikere at skulle af med store dele af SU’en. Men fortvivl ej!

Frederiksberg huser op til flere kollegier såsom Falkoner Kollegiet, der er et moderne kollegium beliggende i hjertet af Frederiksberg og Fasanhuset, som ligger lige ved København Zoo og Søndermarken og har lejligheder helt ned til 3.000 kroner om måneden. Men du skal være ude i god tid for at få en plads på et af kollegierne på Frederiksberg. 

Har du lidt flere penge at gøre godt med, så kan du også prøve forskellige boligsider af, hvor flere studerende udlejer værelser. Her er priserne dog oftest oppe over de 5.000 kroner. Men på den positive side, så kan du hurtigt spare en masse penge på offentlig transport ved at bo på Frederiksberg med den centrale placering og lækre cykelruter!

Byliv på Frederiksberg

Selvom Frederiksberg er en tand mere rolig end København, så betyder det ikke, at du vil komme til at kede dig. For Frederiksberg rummer både barer, bodegaer og diskoteker, hvor du og dine studiekammerater kan få en festlig aften. I kan f.eks. tage på The Old Irish Pub, der er Nordens største pubkæde. Her kan I både nyde en kold fadøl efter studie, se fodbold på storskærm eller tage en hel nat med dans til de største hits fra 80’erne og 90’erne. I er næsten sikret en god stund, hvor selv Trip Advisor skriver, at man helst skal være på The Old Irish Pub i mere end 3 timer. Det giver vel god anledning til en fed fest hele natten? Når I så ligger med tømmermænd dagen efter, så har vi en god redning til jer! På Frederiksberg holder Mad & Kaffe til, hvor I helt selv kan vælge lige de retter, I lyster. Der er alt fra nuggets, bacon og ostepølser til crossainter, hjemmelavet nutella og en delikat vesterhavsost. Fristende, var?

Vil du bare gerne have en rolig og hyggelig aften med dine nye studiekammerater? Så prøv Madklubben på Frederiksberg. Her kan I få den helt store omgang med lækre burgers eller smørrebrød. Men I kan også bare vælge at dele en omgang pommes til 40 kroner. Det er da til at overkomme, er det ikke?

Er du mere til en shoppingtur? Frederiksberg har nemlig sit helt eget shoppingcenter, der hedder Frederiksberg Centret. Frederiksberg Centret er på hele 29.000 kvadratmeter og har 90 butikker. Ja, du læste rigtigt. Frederiksberg Centret har 90 butikker, hvor du kan slå dig løs!  Skulle du blive sulten, så kan du udover de 90 butikker også finde 6 forskellige madsteder i Frederiksberg Centret, hvor du kan få alt fra stenalderkost hos Palæo til vegansk hos 42Raw til en hurtig sandwich on the go fra Joe & the Juice. 

Vi sagde det til at starte med: Frederiksberg er tæt på alt - er du ved at være overbevist?

Karriere og studiejob

Vi har snakket lidt om, at Frederiksberg ikke er det billigste sted at bo. Så hvad med studiejob, kan man få det? Der kan vi svare ja! Frederiksbergs store byliv med caféer, butikker og restauranter giver dig gode muligheder for at få et studiejob, så du kan tjene penge til at supplere SU’en med. Herudover så er Frederiksberg lige opad København, hvor en god sjat af virksomheder har kontorer. Du har derfor også mulighed for at finde et studiejob, der er relateret til netop den uddannelse, du vælger.  

Går du og overvejer, at din nye studieby også skal kunne blive en by, hvor du kan gøre karriere? Så vil vi klart anbefale at tænke på Frederiksberg. Her kan du finde firmaer indenfor mange forskellige erhverv, hvor vi blot kan nævne advokat, dyrlæge, forsikring, tandlæge, ejendomsmægler og mange flere. Så Frederiksberg er et ret godt sted at gøre karriere, vil vi mene.

Hvad kan man lave på Frederiksberg?

Ligesom med København, så er spørgsmålet nærmest: Hvad kan du ikke lave på Frederiksberg? Frederiksberg huser København Zoo, Frederiksberg Have, Frederiksberg centret og Frederiksberg Slot. Det giver altså dig mulighed for at komme ud at se på dyr, gå en lang tur med dine nye studiekammerater (helt gratis!) i de fineste omgivelser og komme i læ og se på butikker, når det danske vejr bliver ustabilt. 

Vi ved, at studerende godt kan lide, når ting er gratis - ja, hvem kan ikke lide gratis ting? Derfor har vi en glædelig lille insiderviden til dig! På Frederiksberg er det muligt at parkere kvit og frit i to timer ALLE dage. Så kan du nemt invitere venner og familie fra nær og fjern ind til en gåtur i Frederiksberg have, hvor I - HELT GRATIS - kan se elefanterne i København Zoo indefra Frederiksberg Have af. What's not to like? Hvis du er træt af Frederiksberg Have, så hop over i Søndermarken og tag en picnic med, så I kan nyde en lækker frokost i den skønne natur.

Når vinteren begynder at ramme, kan man godt blive lidt energiforladt og trist. Men på Frederiksberg gøres der meget for at få dig i humør til at komme ud og få noget luft. På Frederiksberg Runddel kan du fra november til februar stå på skøjter - og hvis du har egne skøjter, er det helt gratis. Ejer du ikke et par skøjter, kan du leje et par til 50 kroner. Det er da en hyggelig - og ofte sjov - måde at lære ens studiekammerater at kende, synes du ikke?

Sport, fritid og et bredt foreningsliv

Er du sportsinteresseret? Så læs godt med nu! På Frederiksberg kan du gennem Frederiksberg Idrætsunion dyrke alt fra billard og bordtennis til håndbold og atletik. Er du nysgerrig på, om det kunne være noget for dig? Så har vi en lille gave til dig. Du kan booke en helt gratis prøvetime på den aktivitet, du er interesseret i hos Frederiksberg Idrætsunion. Så hiv fat i dine studiekammerater, få noget fysisk aktivitet og bliv en del af et unikt foreningsliv!

Ønsker du kunne sidde i ro og mag, hvor du kan læse op til studiet eller læse den nyeste bog fra din yndlingsforfatter? Så prøv Frederiksberg Bibliotek af, som i 2012 kunne fejre 125 års jubilæum! Men bare rolig, de har sørget for at holde sig moderne, hvorfor Frederiksberg Bibliotek tilbyder et virtuelt bibliotek, der har åbent hver dag året rundt. 

Udover Frederiksberg Bibliotek og Frederiksberg Idrætsunion, så rummer Frederiksberg selvfølgelig også træningscentre i form af f.eks. Fitness World og ARCA, hvor du kan træne lige det, du har lyst til. Hvis du godt kan lide vand, så har Frederiksberg også deres helt egen svømmehal. Frederiksberg Svømmehal er dog lige nu under renovering, men det betyder jo bare, at den står endnu flottere, når du er klar til at tage skridtet og vælge Frederiksberg som studieby!

Find din uddannelse på Frederiksberg her


Annoncer