Mød Bastian fra Sejergaardens Musikefterskole

Bastian troede ikke at han skulle på efterskole, men blev alligevel solgt til det store fokus på musik på Sejergaardens Musikefterskole. Læs mere her.

Mød Bastian fra Sejergaardens Musikefterskole

Jeg troede egentlig, at jeg skulle starte på gymnasiet efter folkeskolen, men efter jeg var på besøgsdag på Sejergaarden, tænkte jeg, at her var virkelig fedt. Der var en god stemning og et fedt miljø. Alle eleverne virkede modne og utrolig venlige, og så kunne jeg mærke, at der var et rigtig stærkt fællesskab. Da jeg selv spiller guitar, klaver og bas tiltalte det mig også meget, at der er så meget fokus på musik her.

Det fedeste ved at gå på efterskole er, at alle dine venner er omkring dig hele tiden. Hvis du ikke ved, hvad du skal lave, kan du kan altid bare gå ned og se, hvad der sker, for der er altid gang i et eller andet på skolen. Det er også fedt at spille musik her, fordi musikken ikke er pakket ind i et skema, så du kan bare gå ned i øvelokalet og slå dig løs med forskellige instrumenter præcis, når du har tid og lyst.

Inden jeg startede på efterskolen, havde jeg været til nogle af deres koncerter - det var virkelig blæret, og nu er jeg pludselig selv en del af det.

Det var en virkelig stor oplevelse af være på tur med skolen til Los Angeles, hvor vi besøgte Los Angeles College of Music, som er en anerkendt musikskole derovre. Her fik vi lov til at arbejde sammen med nogle af de elever, der går på skolen. Jeg skrev fx en sang med en af eleverne. Det var super fedt og sejt at få et indblik i en musikskole i et andet land.  

Det kan være godt at vide, at det selvfølgelig er krævende at være sammen med folk hele tiden, men det er også det, der er det fede ved at gå på efterskole. Jeg tror, at det kan være utrolig lærerigt for alle - specielt hvis man er indadvendt, fordi man bliver tvunget ud af sin komfortzone. Det gælder bare om at turde være åben og give det en chance, så kan man virkelig vokse og udvikle sig.

Er du interesseret i at gå på Sejergaardens Musikefterskole?

Læs mere om Sejergaardens Musikefterskole


Annoncer