Leder hos Ørsted: “De, der kan vise, at de har løst nogle udfordringer i praksis, kan noget særligt”

Julian Johansen droppede ud efter et år på sit drømmestudie, HA(fil). I stedet har han fået en masse erhvervserfaring – og en nu næsten færdiggjort HD-uddannelse fra CBS. Læs hans historie her.

Julian Johansen droppede ud efter et år på sit drømmestudie, HA(fil). I stedet har han fået en masse erhvervserfaring – og en nu næsten færdiggjort HD-uddannelse fra CBS. Nogle gange er de mest interessante kandidater til en stilling ikke dem, som er gået den direkte vej gennem uddannelsessystemet, men dem, som formår at koble teorien med praktisk erfaring, fortæller Anders Thoft Marcussen, Head of Wind Farm hos Ørsted.

Julian Johansen havde en klar idé om, hvad han ville efter gymnasiet: Han ville holde sabbatår og blive klogere på sig selv og på livet på arbejdsmarkedet, og så ville han læse HA(fil.) på CBS.

Det blev til tre sabbatår i forskellige servicejobs og et år på HA(fil.), før Julian Johansen fandt ud af, at planer er til for at blive ændret. Han droppede ud af drømmestudiet, for som han siger: “Det er vigtigere at have det godt, end at have en HA(fil.), fortæller han:

“Der skete nogle ting i mit privatliv, som gjorde, at jeg kom skævt ind på mit studie. Jeg holdt ud i to semestre, hvor jeg havde konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne gøre det så godt, som jeg gerne ville, og reflekterede meget over, om uddannelsen overhovedet var det rigtige for mig. Så droppede jeg ud."

“Det var med blandede følelser, for det var jo noget, jeg havde villet i mange år. Men jeg følte også, at jeg spildte alles tid, min egen, mine medstuderendes og mine underviseres, ved ikke at kunne gøre det fuldt ud. Måske ser omverdenen det som et nederlag at droppe ud, men jeg synes egentlig, at det kræver både mod, styrke og selvindsigt at sige: Det her er ikke det rigtige for mig. Jeg må gøre noget anderledes.”

Fik HD og erhvervserfaring på CV’et i stedet

I stedet fik Julian Johansen job i en vinbutik og avancerede hurtigt fra butiksarbejdet til den stilling, han stadig har i dag som Brand Manager hos Østjysk Vindforsyning. Og ved siden af arbejdet læser han en HD-uddannelse på CBS – en beslutning, som han tog sammen med sin chef:

“Jeg følte mig efterhånden klar til at læse igen, og jeg talte med min chef om, hvad mulighederne var. Han nævnte et salgskursus, men jeg var egentlig interesseret i noget med lidt mere pondus, og ville gerne tilbage på CBS. Så fandt vi HD, og det tiltalte mig med det samme,” siger han.

HD-uddannelserne på CBS giver mulighed for at studere samtidig med, at man har et fuldtidsarbejde, og det er en del af undervisningen, at man inddrager de studerendes praktiske erfaringer og udfordringer fra erhvervslivet. Uddannelserne kan tilpasses den enkeltes karriere og behov: Man kan for eksempel læse dem over fire år på deltid eller sprede dem ud over længere tid, ved at læse dem som enkeltfag.

“Jeg er jo glad for mit job, så det var win-win for mig både at kunne beholde mit job og få en videreuddannelse samtidig. Der er en stor grad af fleksibilitet fra CBS’ side, så man kan tilpasse studierne til sine arbejdstider. Og det tiltaler mig, at man kommer ud bagefter med både uddannelse og fire års erhvervserfaring,” siger Julian Johansen.

På arbejdspladsen er de også glade for Julian Johansens beslutning om at læse videre, mens han arbejder, er hans indtryk:

“Efter fire måneder på HD’en havde jeg en samtale med min chef, hvor han fortalte, at han nærmest fra dag et havde lagt mærke til, at jeg var blevet mere struktureret, effektiv og målrettet i mit arbejde. Han fortalte også, at jeg var blevet mere kommerciel på den gode måde, fordi jeg var blevet bedre til at læse kunderne og formidle det nødvendige budskab. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg pludselig har skullet strukturere min hverdag på en helt anden måde, for at få tid til både arbejde, privatliv og CBS. Det gennemsyrer både de dage, hvor jeg er på CBS og de dage, hvor jeg ikke er. Så det har helt haft klart en positiv effekt på mit arbejdsliv, selvom det jo også er hårdt i perioder.”

Fra lærdom til praksis

Anders Thoft Marcussen, Head of Wind Farm hos Ørsted, har selv læst to HD-uddannelser og ser positivt på, at medarbejdere tager efter- eller videreuddannelse, mens de arbejder. Han oplever, at HD-uddannelserne giver medarbejderne overblik og kompetencer til at arbejde på tværs af faggrupper i organisationen:

“Jeg bakker gerne op og giver medarbejderne den fleksibilitet, der skal til for at gennemføre, men jeg vil selvfølgelig også gerne have, at de har de rigtige overvejelser, inden de går i gang. For på papiret lyder det jo godt, at man læser HD i nogle år, og så er man opkvalificeret, men en af konsekvenserne er jo, at man er væk 10-15 timer mere om ugen. Så det kræver, at man har opbakning fra sit bagland også,” siger han.

“Jeg tror på, at jeg får noget igen, ved at støtte medarbejdere i at læse videre. Ikke at jeg kan gå ind i et excel-ark og tjekke min præcise return of investment. Men jeg synes, at jeg oplever nogle medarbejdere, som pludselig får mere overblik på tværs. Pludselig kan de forstå, hvordan andre faggrupper i organisationen tænker og se nogle problemstillinger fra en anden vinkel.”

Julian Johansen har gennem både sit arbejde og sin uddannelse fået et anderledes syn på, hvad han kan bidrage med i et potentielt nyt job. For mens gode karakterer er et godt skridt på vejen, har hans arbejdsliv også vist ham, at det langt fra er det eneste, man bliver vurderet på.

“Jeg tror ikke, at en potentiel anden arbejdsgiver, der skal se på mit CV, kommer til at sidde og studere, om jeg har gode karakterer i erhvervsøkonomi. Men de kan se, at jeg har kunnet balancere et arbejdsliv, et privatliv og et skoleliv, og det siger noget om, at jeg kan have mange bolde i luften. Jeg tror, at der bliver læst lidt mellem linjerne også,” siger han.

Når Anders Thoft Marcussen selv leder efter kandidater til en stilling er det ikke altid kun typen af uddannelse, der er afgørende, men også, at medarbejderne kan vise noget forståelse for at koble teorien med praktiske problemstillinger, som de f.eks. er tilfældet med Julian Johansen.

“Der er selvfølgelig nogle stillinger, hvor man er nødt til at have en eller anden teoretisk baggrund. Men når det er sagt, så ser jeg ikke kun efter kandidater, som har en eller anden specifik uddannelsesmæssig baggrund. For mig handler det at uddanne sig grundlæggende om, at man lærer at tilegne sig noget viden, som man kan sætte i spil i praksis. Og i den forbindelse synes jeg, at det er lige så relevant, hvis man kan vise noget praktisk erfaring og vise, at man har løst nogle konkrete udfordringer. Jeg har selv en projektlederafdeling, hvor der både er nogle, som har læst fysik, nogle, der har læst industriel økonomi, og to officerer fra Forsvaret. Det er nogle meget forskellige profiler, men det, som binder dem sammen, er, at de har praksisomsat nogle ting.”

Julian Johansen håber i dag, at hans CV vil være interessant for arbejdsgivere af andre grunde, end bare karakterer og navnet på hans uddannelse, og at en en kommende chef også vil se på de evner, han har med sig fra arbejdsmarkedet allerede.


Annoncer