Løn og fremtidsudsigt for Speciallæge i psykiatri

Psykiaternes arbejdsfelt er meget bredt og omfatter funktions- og udviklingsforstyrrelser, samt psykologiske, fysiske og adfærdsmæssige lidelser.

Psykiaternes arbejde indledes altid af en afdækning af problemet og patientens eventuelle psykiske lidelse. Dette arbejde kaldes diagnosticering og er grundlaget for den efterfølgende behandling og forebyggelse af psykiske lidelser.

Når psykiateren skal bestemme årsagen til psykiske sygdomme og deres forløb, indgår der biologiske, psykologiske og sociale faktorers betydning, og alle tre emner bliver derfor inddraget i forbindelse med diagnosticering og behandling.

Behandlingen af psykiske lidelser og sygdomme er baseret på forskning og udvikling af medicinske og psykologiske behandlingsmetoder samt andre behandlingsformer.

I behandlingen bruges ofte en eller flere kombinerede metoder, som kan supplere hinanden. Behandlingen kan blandt andet omfatte:

• medicinsk behandling, henholdsvis af psykiske og fysiske symptomer,
• samtalebehandling (psykoterapi), enten alene for den enkelte patient eller i gruppe,
• miljøterapi (deltagelse i et socialt eller praktisk fællesskab), fx på et sengeafsnit på en behandlingsinstitution,
• oplysning om og undervisning i den konkrete psykiske lidelses specielle forhold (psykoedukation),
• sociale foranstaltninger med henblik på, at patienten skal kunne klare sig i lokalmiljøet efter en psykisk lidelse
• elektrostimulans (electro convulsive therapy, forkortet ECT). ECT, også kaldet elektrochok, anvendes kun ved særlige lidelser, især de sværeste depressioner.

Behandlingen af psykiske lidelser sker som regel på ambulatorier og under indlæggelse på et psykiatrisk center eller hospital.

Psykiateren tilpasser så vidt muligt behandlingen til den konkrete lidelse. Dog er det sjældent, psykiateren på forhånd kan vide, om behandlingen har gode resultater.

Lider patienten af en fobi eller neurose, vil samtaleterapi kombineret med konfrontation af den konkrete årsag til forbien under kontrollerede forhold ofte give et positivt resultat, der i bedste fald kan føre til total helbredelse.

For andre alvorligere psykiske sygdomme, hvor egentlig helbredelse endnu ikke er mulig, er behandlingens mål at bringe sygdommen så meget under kontrol, at patienten kan leve en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Da mange psykiatriske lidelser stammer fra impulser i hjernen, sigter behandlingen mod at lokalisere de pågældende impulsers oprindelse i hjernen.

Her kan kirurgiske indgreb og medicinsk behandling komme på tale som behandling. De operative indgreb kan være mindre, specifikt rettede, kirurgiske indgreb. (Det såkaldte "hvide snit" anvendes ikke mere i Danmark.)

Som oftest bruges medicinsk behandling i form af medikamenter, der skal dæmpe eller fjerne impulsernes mulighed for at påvirke patientens dagligdag. Ulempen ved medikamenter er risikoen for bivirkninger.

Behandlingssystemet tilstræber ambulant behandling. Det sker på lokale centre, der helst skal have de ressourcer, behandlingen kræver. I de tilfælde kan patienten bo i nærmiljøet og alligevel modtage behandling.

På centrene arbejder - ud over psykiatere og andre læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andet plejepersonale, desuden psykologer, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter.

Egentlig indlæggelse sker som regel kun, hvis der er fare for, at patienten vil gøre skade enten på sig selv eller på sine omgivelser.

Tvang som behandling anvendes på psykiatriske hospitaler. Tvangen kan omfatte frihedsberøvelse, Electro-shock ECT, tvangsbehandlinger og tvangsmedicinering, fiksering ved fastspænding af patienten i sengen eller fysisk magtanvendelse i form af fastholden eller beroligende medicin.

Tvangsbehandling kan også bestå i alarm- og pejlesystemer på kroppen.

Læger og psykiatere skal følge Sundhedsstyrelsens såkaldte referenceprogrammer i behandlingen af de forskellige diagnoser som fx angst, depression og skizofreni. Referenceprogrammerne skal sikre samme behandling for den samme diagnose i hele Danmark.

Forskning
En del psykiatere forsker til stadighed i emner som neuropsykiatri (herunder skizofreni, depression, angst, tvangstanker, bipolar lidelse og stofmisbrug), samt forebyggelse af psykisk sygdom (profylakse).

Desuden foregår der forskning inden for børne- og ungdomspsykiatri og psykoterapi.

Et særligt område er patienter med dobbeltdiagnoser, det vil sige patienter, der både har en psykisk lidelse og et misbrug, fx psykose som følge af brug af ulige bevidsthedsudvidende stoffer, herunder hash.

Speciallæge i sexologi
Et særligt område inden for psykiatrien er sexologi. Sexologi handler om menneskers seksualitet og seksuelle udvikling.

Speciallæger inden for dette område kaldes kliniske sexologer, og deres arbejder handler om afdækning og behandling af seksuelle adfærdsforstyrrelser.

Der kan være tale om patienter med seksuel afhængighed, seksuelt misbrug, eller anden adfærd, der volder patienten problemer eller stærkt påvirker personens normale seksuelle udfoldelse og i nogle tilfælde fører til kriminelle handlinger.

Psykiatere er ansat på psykiatriske centre og hospitaler inden for sundhedsvæsnet. De kan også arbejde i privat praksis, ofte sideløbende med deres offentlige ansættelse.