Kasper Nordal, Projektleder, Brøndum

Kasper er ansat hos Brøndum, hvor hans primære arbejdsopgaver består af forskellige former for projektledelse samt opgaver inden for økonomistyring og kvalitetssikring.

Brøndum
Projektleder

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder inden for industri og fjernvarme, og mine primære arbejdsopgaver består af forskellige former for projektledelse. Det vil sige, at jeg har ansvaret for mandskabet og agerer som koordinator mellem bygherrer og montører. Derudover er der også en del opgaver inden for økonomistyring og kvalitetssikring i forhold til at sikre, at projekterne udføres med den kvalitet, som kunden ønsker og betaler for. Der bliver stillet en række krav til os fra kundens side, og det er min opgave at sikre, at vi overholder dem.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

De spændende og udfordrende opgaver er de opgaver, som knytter sig til planlægning og kommunikation mellem arbejdsledere og arbejdstagere. Det er blandt andet mit ansvar at sikre, at vi når arbejdet inden for den givne tidsramme, og det kan sommetider være en udfordring at få det hele til at gå op. Kommunikationsdelen er også spændende, fordi det i virkeligheden er en lang forhandlingsproces, der handler om at sikre, at alle interessenter i sidste ende er tilfredse med det endelige resultat.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

I mit nuværende job inden for industri og fjernvarme anvender jeg ikke min oprindelige uddannelse som Energispecialist/VVS-montør. Gennem min lærertid og mit arbejde som montør har jeg dog opnået en faglig og teknisk forståelse for processerne, så på den måde bruger jeg min uddannelse i forhold til planlægge og lede vores projekter. 

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Brøndum?

1. Et godt arbejdsmiljø med gode kollegaer og arbejdsforhold

2. Frihed og ansvar

3. Muligheden for personlig udvikling

  • Hvorfor er Brøndum en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Brøndum er en attraktiv arbejdsplads for mig, fordi de støtter mig i min personlige udvikling og giver mulighed for, at jeg kan vokse og udvikle mig i organisationen. Jeg har også forholdsvis frie tøjler til at styre mine projekter, og det betyder meget for mig, at der er en stor grad af ansvar og autonomi. Derudover har jeg også meget kompetente kollegaer, som jeg lærer meget af. 

Læs mere om Brøndum

Mød andre kandidater fra Brøndum


Annoncer