Lars Højte, Køkkenchef på Scandic Glostrup

Mød Lars Højte, der både er uddannet tjener og kok, men som de sidste 5 år har arbejdet som køkkenchef på Scandic Hotel i Glostrup. 

[Facebook:like]Køkkenchef Scandic Glostrup

Navn: Lars Højte

Alder: 39 år

Job: Køkkenchef, Scandic Hotel Glostrup 

Uddannelse: Kok og Tjener

Mød en køkkenchef

Lars Højte startede først på kokkeuddannelsen, og tog derefter uddannelsen til tjener, hvor han startede i lære. Han arbejdede i knap 10 år som tjener, hvor han til sidst kørte død i faget. Han overvejede derfor muligheden for at vende tilbage til køkkenet og startede stille ud med et job i en kantine. Dette var dog ikke noget for ham, og han vendte hurtigt tilbage til restaurationsbranchen, hvor han fik job som kok.

Som kok har man mange arbejdstimer pr. uge, og Lars er ingen undtagelse. Hans arbejdstider er typisk mandag-fredag og ofte fra kl. 9-23. Hvis der er arrangementer i weekenden, møder han også op der. De sidste 8 år har han arbejdet som kok, hvor han de sidste 5 år har været ansat på Scandic Hotel i Glostrup som køkkenchef. Tjener-arbejdet er ikke noget han savner, men skulle det ske om nogle år, at han ville tilbage, så er muligheden der.

Han fortæller her om dagligdagen som kok og hvordan hans karriereforlør har udviklet sig. Han giver desuden gode råd til dig der overvejer at uddanne dig som kok.

Skrevet af Informationsmedarbejder, Stephanie Fuglsang

Hvad er det bedste ved dit job?

“Det bedste ved mit job, det er jo selvfølgelig det drive og det kick man får, når der sker noget - til tider også noget uventet. Det er også ens kollegaer, sammenholdet med ens kollegaer. Det er det, der i hvertfald får mig til at komme på arbejde.”

"Og så selvfølgelig at præstere noget godt, så vi får nogle glade gæster. Det er altid rart at få nogle gæster igennem, fordi man har gjort et godt stykke arbejde.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

“Det mest udfordrende, det er at arbejde med mennesker. Det er hele set-up’et med, at man er et team, som skal fungere sammen.”

“Det er ikke så meget det at lave maden, for det kan de allesammen - men det er mere, hvordan man får koordineret tingene sammen og får præsteret sammen. Alt i alt, så er alt der har med personale at gøre altid en udfordring.”

Skal man være god til at samarbejde med andre, for at være kok?Lars Højte Kok Scandic

“Man skal have forståelse for andre mennesker, og man skal kunne give og tage. Men først og fremmest er det forståelse for andre mennesker.”

Hvordan var overgangen fra uddannelsen til dit første job?

“Min overgang var faktisk lidt svær - fordi det første år man er nyudlært, er man på sin vis stadigvæk på elev-stadiet. Man går ud, også får man en svendeløn. Men man kan ikke præstere et svendearbejde, så der er man altid lidt fanget i en gråzone. Det er jo først, når man har været i faget i et tidsrum, at man begynder at få noget mere erfaring.”

“Mange gange fra elevtiden har man tit fået at vide, hvad man skal gøre og hvornår man skal gøre det. Man har også fået vist, hvordan man skal gøre det. Og når man kommer ud som udlært, så forventes det, at man kan stå på egne ben. Og det kan godt være svært for nogle personer. Det kommer jo selvfølgelig også an på ens egen personlighed - hvordan man griber tingene an. Men jeg vil sige, at det første år er altid det sværeste.”

Du havde det også svært?

“Ja. Jeg havde det da svært. Men jeg havde det bare ikke som kok. Jeg tog kokkeuddannelsen først, også gik jeg i lære som tjener bagefter. Så jeg nåede ikke at have det svært som kok, men jeg havde det som tjener i stedet.”

“Fordi lige pludselig stod man og skulle stå på egne ben og man stod helt alene nogle gange, hvor man før i tiden havde været vant til, at der var en udlært ved ens side. Og det at man ligepludselig skulle stå alene og være den udlærte, eller selv have en elev ved sin side. Det var hårdt.”

hvilken uddannelsesbaggrund har du? Og hvorfor valgte du den?

“Jamen halvvejs i mit forløb som kokkeelev fandt jeg ud af, at jeg egentlig også ville have tjeneruddannelsen for at udvide mine muligheder senere hen i livet. Jeg havde et godt samarbejde med de tjenere, der arbejdede på det sted, hvor jeg stod i lære. De fortalte mig lidt om, hvad uddannelsen gik ud på, og jeg blev lidt mere grebet af det. Også tænkte jeg; får man ikke arbejde i det ene fag, så kan man altid tage arbejde i det andet. Så for at skabe nogle flere muligheder på længere sigt valgte jeg begge uddannelser.”

Hvem passer jobbet som kok til?

Der findes jo rigtig mange typer i et køkken. Man har jo tit oplevet de sure, de hidsige og de meget fandenivoldske kokke. Jeg tror bare, man får udtrykt sine følelser på en lidt anderledes måde i køkkenet, end man gør i restauranten. Netop fordi man i køkkenet generelt står ude bagved. Hvor man som tjener er mere inden foran gæsten.”

“Men der er helt klart en forskel mellem kokke og tjenere, især i deres adfærdsmåde. Kokkene siger nok tingene lidt mere ligeud og har måske også en væsentlig hårdere tone. Jeg tror ikke de [red. kokkene] mener så meget med det, det kommer bare ud med det samme, hvor tjenerne er nødt til at bearbejde det på en anderledes måde.”

“Men en decideret type - jeg tror man man skal have viljen til det. Fordi det er også et psykologisk hårdt pres man sætter sig under, specielt tidspres. Man ved, at man skal have nogle ting færdige til et vist tidspunkt, og man ved aldrig, hvad der sker bagefter. Psykologisk skal man nok være godt skruet sammen.”

Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at gå samme vej som dig?

“Jeg vil nok anbefale, at man generelt giver det en chance. Og når man har givet det én chance, så giver man det en chance mere. Fordi vi møder alle sammen modstand, måske ikke dagligt, men vi vil møde modstand af en eller anden form."

"Også er det vigtigt, at man ikke bare kaster håndklædet i ringen, men at man bliver ved med at klø på. Fordi det skal nok lykkedes i sidste ende. Det har helt sikkert også noget med ens vilje at gøre, at man vil det her.”

Hvad er dine planer for fremtiden?

“Jeg har nok kørt de karrieremuligheder, som jeg har haft mulighed for inden for restaurationsbranchen. Jeg er udlært både kok og tjener, har været restaurantchef, været køkkenchef, været f.o.b-chef - som er en deling af både køkken- og restaurantchef. Lige nu har jeg opnået de mål, som jeg havde sat mig.”

Fakta om kokkeuddannelsen

Du kan uddanne dig til kok på en af landets mange erhversskoler. Uddannelsesforløbet tager 4 år og veksler mellem teoretisk undervisning og praktik, hvor du kan forbedre dine kompetencer i praksis. Du får en fundamental viden om sundhed, ernæring og madlavning. Du vil desuden lære, hvordan du bedst muligt betjener kunder.

Du kan eksempelvis blive kokkeelev hos Novo Nordisk. Læs mere om elevforløbet hos Novo Nordisk her!


Annoncer