Mød en studerende i Strategisk Kommunikation og Digitale Medier

Cecilie læser kandidat i Strategisk Kommunikation og Digitale Medier på Roskilde Universitet. Hun drømmer om at arbejde med kommunikation og markedsføring, når hun er færdig med sin uddannelse! Bliv klogere på, hvordan det er at gå på uddannelsen. 





Kandidat i Strategisk Kommunikation og Digitale Medier
  • Cecilie
  • Roskilde Universitet
  • Varighed: 2 år


Hvad handler uddannelsen om?

Kandidaten i Strategisk Kommunikation og Digitale Medier er en blanding af flere ting, men overordnet skal den give mig som kommende cand-comm’er en kuffert fuld af teorier, metoder og værktøjer, så jeg i fremtiden kan arbejde strategisk med kommunikation i organisationer. Samtidig er den med på bølgen med nye og digitale medier, som i den grad er forudset til at blive en af de vigtigste platforme i fremtiden. 


Hvorfor valgte du at starte på uddannelsen i Strategisk Kommunikation og Digitale medier?

Jeg valgte at starte her, fordi uddannelsen udbyder lige præcis det, som jeg synes er interessant, og det som jeg gerne vil arbejde med i fremtiden.


Hvordan er uddannelsen i Strategisk Kommunikation og Digitale medier opbygget?

Den er bygget sådan op, at man har 2-3 fag pr. semester + et problemorienteret projekt, hvilket er enormt spændende, for der får man virkelig mulighed for at gå i dybden med spændende og relevante emner, hvor man kan bruge de teorier og metoder, som man lærer om i fagene.


Hvorfor valgte du Roskilde Universitet som uddannelsesinstitution?

Fordi de havde lige netop den uddannelse, som jeg ville have. Jeg har allerede taget min bachelor på RUC og jeg har været rigtig glad for denne, så derfor valgte jeg også at tage min kandidat her.

Hvad er de tre bedste ting ved din uddannelse?

  1. Udbyttet
  2. Dedikationen
  3. Alsidigheden.

Hvad kan være udfordrende ved uddannelsen?

Det kan godt være lidt besværligt med afstanden, da jeg f.eks. bor inde i byen, og universitet ligger i Roskilde. Men det er noget jeg får til at fungere, for jeg kunne ikke se mig tage en anden kandidat end denne. Hvis man er motiveret og glad for sin uddannelse, så er den ekstra transporttid ikke slem.

Mange kan også have nogle fordomme om RUC som uddannelsesinsitution, og jeg havde da også en teori om, hvordan her var. Men nu har jeg både taget min bachelor her og er i gang med min kandidat, og jeg er ikke mindre end ovenud tilfreds med, hvordan det har været og er at studere her.


Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at gå samme vej som dig?

Gør det! Det er virkelig fedt! Man lærer en masse nye mennesker at kende, og man bliver endnu mere inspireret til at løse kommunikative og organisatoriske problematikker og projektarbejde, da det er et kæmpe fokus på uddannelsen.


Hvad er dine fremtidsdrømme, når du er færdiguddannet?

Jeg kunne godt tænke mig at sidde i et mediehus eller eventbureau med både kommunikation og markedsføring.

Vil du vide mere om dine job og lønmuligheder med en uddannelse inden for kommunikation og medier? Tjek vores job og løn sektion!

Klik for job og løn




Find uddannelser inden for kommunikation og medier


Annoncer