Nikita Olsen, SOSU

En ungdomsuddannelse er kun starten på en karriere

Lige nu sidder utallige unge randrusianere og overvejer udbuddet af ungdomsuddannelser. Valget er ikke let, da kun få teenagere ved, hvad de vil bruge resten af livet på. Men det behøver de heller ikke vide, mener Nikita Olsen, der selv gik i 9. for kun et år siden. Nikita Olsen ved endnu ikke med sikkerhed, hvordan hendes fremtidige karriere skal se ud, men hun vil gerne arbejde med mennesker. Derfor søgte hun ind på Randers Social- og Sundhedsskole.

For et år siden kiggede Nikita Olsen sammen med klassekammeraterne på byens gymnasier. Men på et brobygningsforløb hos Randers Social- og Sundhedsskole blev hun klar over, at det var her, hun ville slå sine folder:

”Jeg besøgte et gymnasium og Randers Social- og Sundhedsskole. Efter at have set skolen her, var jeg ikke i tvivl. Underviserne var så søde, og fagene virkede vildt spændende,” forklarer hun.

”Jeg ved stadig ikke helt, om jeg vil være sosu eller måske sygeplejerske på en skadestue. Men jeg har masser af tid til at finde mit drømmejob, og drømmen kan ændre sig undervejs. Derfor er jeg glad for, at min uddannelse åbner så mange døre,” siger hun.

En almindelig misforståelse

Uddannelsesvejleder på Randers Social- og Sundhedsskole, Inge Vinther Pedersen, taler ofte med grundskoleelever, der forgæves forsøger at svare på spørgsmålet om, hvad de vil være, når de bliver voksne.

”Det er desværre en meget almindelig misforståelse, at en erhvervsuddannelse er et definitivt jobvalg. Når jeg taler med de unge og deres forældre, gør jeg derfor meget ud af at fortælle, hvilke døre man åbner med vores uddannelser. Mange bliver overraskede over, hvor forskellige jobs man kan få, og hvor mange muligheder man har for at videreuddanne sig til for eksempel sygeplejerske, fysioterapeut eller jordemoder.”

Når fællesskabet er vigtigt

Når man er ung, er det sociale vigtigt. Fællesskabet er da også det første, Nikita fremhæver ved Randers Social- og Sundhedsskole:

”Det fællesskab, der er her, har jeg aldrig oplevet andre steder. Jeg har lært nogle virkelig søde mennesker at kende, og det er som om, man kan mærke, at alle har en fælles interesse for at arbejde med mennesker. Her er sådan en god atmosfære, hvor der er plads til os alle med hver vores forskelligheder,” siger hun.

Teori og praksis hænger sammen

Selvom Nikita er vild med sin uddannelse, mener hun ikke, at den er for hvem som helst. Man skal være motiveret og brænde for faget.

”Jeg er rigtig glad for, at min uddannelse både er boglig og praktisk. Vores undervisere har selv erfaring fra praksis, så de er gode til at gøre selv de svære fag, som for eksempel naturfag, interessante og til at forstå. Vi får en del lektier for, men jeg synes, mængden er passende, fordi det hele er så spændende,” siger Nikita med opbakning fra Inge Vinther Pedersen:

”Der er efterspørgsel på både hjælpere og assistenter i samfundet. Men det betyder ikke, at arbejdsgiverne ansætter hvem som helst. Det er komplekst at arbejde med mennesker, og det kræver både en solid faglighed og en stærk personlighed. Derfor stiller vi også store krav til eleverne her på skolen, og man er nødt til at besidde en vis portion evner og motivation for at gennemføre vores uddannelser.”




Læs mere om Social- og sundhedsassistent
Læs mere om Social- og sundhedshjælper

Vil du vide mere?


Få information

Kom I kontakt med Randers Social- og Sundhedsskole
Ingen omkostninger eller forpligtigelser

reCAPTCHA logo Denne hjemmeside er beskyttet af reCAPTCHA og Googles privatlivspolitik og servicevilkår gælder.