Statskundskabs julegalla 2018

Læs hvad der skete til statskundskabs julegalla 2018!

Statskundskabs julegalla 2018

Dato: 21/12-2018

Derfor skal du tage til julegalla

Du skal tage til julegalla, hvis du er statskundskaber eller samf’er, der elsker at glamme op og gerne vil have en hyggelig aften sammen med venner!

Koncept

Julegalla starter kl. 17, hvor institutlederen og formanden for Jacques D holder tale. Herefter er der lækker 3-retters menu, hvor der undervejs er festsange og spas. Løbende under maden danses der lanciers, hvor der til årets julegalla var et banebrydende twist (læs om twistet under ’På baren med Karen’). Kl. 21.30 er mad og dans forbi, og så står den ellers bare på fest til den lyse morgen i enten Jacques D eller Kommunen - alt efter hvilket armbånd, du har købt.

Stemning fra 1-10: Sikker 10er
Lokation: Øster Farimagsgade 5, CSS
Barpriser: 70 kr for vin, 10 kr. for øl - du må selv medbringe alkohol til spisningen
Musik: Alt fra lanciers til Medina
Aktiviteter: Fotovægge, lanciers, mad, dak og beerpong

Fra Lanciers

"Venstre, højre, bajer, smøger"

På baren med Karen

Julegalla fylder det meste af CSS, og i aften er det kun posh statskundskabere og samf'ere, der er accepteret i de gamle bygninger på Øster Farimagsgade.

Da jeg trådte ind på den røde løber i Christian Hansen auditoriet, hvor køen til nattens armbånd skulle hentes, blev jeg fuldstændig blændet af synet af velklædte studerende. Aftenens gæster havde været igennem den helt store transformation foran spejlet inden festen - og efter stemningen at mærke indtaget lidt dåsemad (bajs) for at blive klar til aftenens strabadser. Mændene var i hvide skjorter og jakkesæt. Kvinderne havde skruet max op for krøller, læbestift, glimmer og kilometerlange ben grundet de fine stiletter, der var fundet frem i dagens anledning. Det blev hurtigt klart, at det ville blive sådan en aften, hvor man bliver lidt forelsket i alle.

Julegalla er nok også den eneste fest på året, hvor du finder statskundskaberne til en studiefest, hvor de ligner nogen, der er inviteret til bal hos dronningen - som man forestiller sig en del af dem bliver inviteret til sammen med resten af Christiansborg inden for et par år - kontra det afslappede look med sneaks, de plejer at rocke, når man møder dem i Kommunen til dak.

Ikke nok med at de studerende lignede kendisser, i løbet af aftenen kom alle også til at føle sig som stjerner. Til julegalla vil alle have taget billeder med dig ved en af de utallige opstillede fotovægge og have en lille sludder. På denne aften bliver du ikke væk fra dine venner, for lige meget hvor du går hen, møder du en gammel eller ny ven, du lige skal vende verdenssituationen med - som man bedst gør det med to øl for meget indenbords. Alle kender dig, og alle kender alle til julegalla.

Efter velkomsten i Chr. Hansen satte vi os sammen med vores stamhold og spiste den lækre masseproducerede 3-retters menu. I dagens anledning var der smækket papirsduge og levende lys på bordene. Hvis stemningen ikke var der ved ankomsten, så kom den, da den traditionsrige ’flyversangen’ blev sunget.

Løbende under spisningen blev der danset lanciers, hvor den famøse huskeremse ”venstre, højre, bajer, smøger” blev taget i brug. Aftenens helt store overraskelse kom til den sidste lancierssang, der startede på normalvis, men udviklede sig til et remix, der lagde op til kæmpe dak i bedste ”Er det lanciers eller dak?”-stil.

Den euforiske stemning efter surprise-dakken fortsatte resten af aftenen, hvor folk enten gav den gas på floor i Kommunen eller i Jacques D. Til dem, der havde ondt i fødderne, var der i Jacques D sat et lounge-område op, der gjorde det muligt at hyggesnakke og spille lidt beerpong eller bordfodbold.


Annoncer