Hvorfor tage en erhvervsuddannelse inden for it?
En erhvervsuddannelse er en praktisk uddannelse og kombinerer derfor undervisningen med praktik. Uddannelserne her retter sig mod et specifikt erhverv inden for it-branchen. Du vil altså sagtens kunne gå direkte ud i job, men du kan også vælge at tage en erhvervsuddannelse, som giver dig mulighed for at læse en videregående uddannelse.
Hvem kan tage en erhvervsuddannelse?
Du kan tage en erhvervsuddannelse på tre måder alt afhængig af din alder:
- Direkte efter 9.-10.-klasse
- Under 25 år
- Over 25 år
Herunder ser du en oversigt over erhvervsuddannelser, der kredser om it:
Data- og kommunikationsuddannelse (EUX)
På denne uddannelse lærer du om eftersyn og installation af telefoner, computere, kopimaskiner og andre centrale it-systemer. Det er således dig, der skal fejlfinde, reparere og installere it-udstyr og lave andre it-løsninger. Du kan arbejde både i det offentlige og det private, men du har også mulighed for starte din egen virksomhed.
Uddannelsen kan tages på erhvervsskoler rundt om i landet og varer mellem 2 år og 6 måneder til 5 år.
Digital Media (EUD)
En uddannelse i Digital Media giver dig mulighed for at arbejde både teknisk og kreativt med digitale medier. Det kan f.eks. være produktionen af enten websites eller apps.
På uddannelsen lærer du alt om brugerflade, skærmgrafik, lyd og billede samt stil, form og farver. Efter endt uddannelse kan du arbejde i både tekniske og grafiske virksomheder inden for webdesign og -udvikling.
Uddannelsen i Digital Media er normeret til 3 år og 6 måneder og kan tages på diverse erhvervsskoler.
Frontline PC-supporter (EUD)
Med denne her uddannelse bliver du ekspert i at sætte computere op. Det er altså dig, der installerer, konfigurerer og opgraderer software.
Uddannelsen giver dig et grundigt indblik i både hardware og software. Du lærer at løse it-opgaver fra bunden, og det er dig, der løser en given virksomheds arbejde med it-løsninger. Du vil altså skulle installere operativsystemer, diverse programmer og applikationsprogrammer. Du vil kunne arbejde i offentlige og private virksomheders it-afdelinger.
Uddannelsen til Frontline PC-supporter kan tages på erhvervsskoler rundt om i landet og varer omkring 2 år og 6 måneder.
Web-integrator
Som web-integrator er du uddannet til at arbejde med webdesign, programmering og kodning, ligesom du også beskæftiger dig med planlægning af produktion.
Med denne uddannelse bliver du ekspert i at arbejde med tekst, billeder, lyd, grafik og animation og til at fremstille både websider og større netløsninger. Du vil kunne arbejde både i det offentlige og det private.
Uddannelsen til web-integrator kan tages på erhvervsskoler rundt om i landet og varer omkring 1 år og 3 måneder + et praktikforløb på 20-40 uger.