Vis studentum.dk som: Mobile

Mathilde Petersen, pædagogisk assistent

Flere skifter ungdomsuddannelse

Næsten hver femte elev afbrød deres første ungdomsuddannelse sidste år. Det tal er steget de seneste år, viser en statistik fra UU Randers. Én af eleverne i statistikken er Mathilde Petersen, der droppede 2.g for at starte på pædagogisk assistentuddannelsen.

”Gymnasiet er rigtig godt for mange, men jeg valgte det af de forkerte årsager. Jeg overvejede ikke mine muligheder efter 9. klasse, fordi jeg bare fulgte med mine venner og søskende,” fortæller Matilde Petersen, der allerede i 1.g kom i tvivl om sit valg.

”Det gik fint, og jeg havde det godt både socialt og fagligt. Men så blev jeg utrolig skoletræt og kunne ikke finde motivationen,” siger hun.

Halvdelen skifter til en erhvervsuddannelse

Ifølge UU Randers var det i 2014 15,3 % af årgangen, der afbrød deres ungdomsuddannelse, mens det i 2017 var 18,5 %.

Størstedelen af dem, der dropper deres første valg, begynder dog på en ny ungdomsuddannelse umiddelbart efter. Og ifølge en landsdækkende analyse, som DEA offentliggjorde i april i år, vælger godt halvdelen af dem en erhvervsuddannelse.

Det overrasker ikke Inge Vinther Pedersen, der er uddannelsesvejleder på Randers Social- og Sundhedsskole:

”Mange unge i dag oplever det som et pres at vælge ungdomsuddannelse. Derfor virker det nemt og trygt at følges med vennerne, og for en del betyder det, at gymnasiet bliver det naturlige førstevalg. Men når de så starter, finder flere ud af, at det ikke nødvendigvis er det rigtige for dem, og først dér begynder de at orientere sig mod andre muligheder som for eksempel en erhvervsuddannelse,” siger hun.

Hvad er et dårligt snit værd?

I 2.g var motivationen stadig ikke dukket op hos Matilde. Tvært i mod blev hun bare mere og mere skoletræt:

”Jeg følte mig ikke tilpas, og jeg var hverken glad i skolen eller derhjemme. Jeg havde virkelig brug for noget nyt, og det gjorde ikke nogen forskel, at jeg var halvejs gennem gymnasiet,” fortæller hun.

”Da jeg gik i 9. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg ville, så jeg tænkte, at hvis jeg fulgtes med vennerne i gymnasiet, ville jeg holde alle døre åbne. Men jeg fulgte ikke rigtig med i undervisningen, og med den indsats ville mit gennemsnit alligevel ikke åbne mange døre,” forklarer hun.

Det giver mening at gå i skole nu

41 % af de unge i DEAs analyse mener, ligesom Matilde gjorde, at gymnasiet er det bedste valg, hvis man ikke ved, hvad man vil. Men i dag har Matilde fundet ud af, at en erhvervsuddannelse også kan åbne mange døre:

”Når jeg er færdiguddannet, kan jeg selv bestemme, om jeg vil søge arbejde eller læse videre. Og lige nu får jeg lov til at arbejde med det, der interesserer mig allermest. Når vi har arbejdet teoretisk med et pædagogisk emne, skal vi i praktik og afprøve teorien,” siger hun og uddyber:

”Selv når vi er på skolen, er undervisningen praksisnær. Samfundsfag er for eksempel ikke bare samfundsfag, fordi vi arbejder med samfundsfaglige pædagogiske temaer. Det giver meget mere mening for mig at tage i skole nu, og mine forældre har også sagt, at jeg er blevet mere glad og mig selv igen.”




Læs mere om Pædagogisk assistent

Vil du vide mere?


Udfyld dine kontaktdetaljer hvis du vil i kontakt med Randers Social- og Sundhedsskole og høre mere om deres uddannelser.

Danmarks Bedste Studieby

Danmarks Bedste Studieby

Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i udviklingen og dine muligheder på uddannelsesområdet.
Test dig selv