Agnes Daugbjerg, SOSU

Jeg valgte en karriere med mennesker

Agnes Daugbjerg har altid fået høje karakterer i skolen. Men det gjorde ikke uddannelsesvalget nemmere. Det gode karaktergennemsnit førte hende automatisk til gymnasiet, men først da hun selv tog stilling og valgte en karrievej med mennesker, fandt hun sin rette hylde.

”Allerede fra dag et på Randers Social- og Sundhedsskole kunne jeg mærke, at det var den rigtige beslutning at skifte uddannelse. Min første praktik var på et demensafsnit, og selvom jeg var ung, elskede jeg at være elev,” fortæller Agnes Daugbjerg, der som 16-årig droppede sin første ungdomsuddannelse til fordel for en ny.

I dag kan Agnes i en alder af 25 år bryste sig af et stærkt sundhedsfagligt CV. Det drager hun nu nytte af på uddannelsen til socialrådgiver.

Den direkte vej til drømmejobbet

Beslutningen om at skifte ungdomsuddannelse handlede om at finde den direkte vej til drømmejobbet. Agnes ville arbejde med mennesker, og som SOSU-elev kunne hun udleve den drøm allerede under uddannelsen. Efterfølgende har hun haft rig mulighed for at folde drømmen ud som faglært medarbejder.

”Noget af det, der fascinerer mig ved SOSU-faget, er, at du ikke har ét speciale. Du er den helhedsorienterede sundhedsmedarbejder, der samler op på alle borgerens behov på tværs af fagligheder og ekspertiser. SOSU-uddannelsen var den rigtige for mig, der gerne ville arbejde med mennesker, men som endnu ikke havde lyst til at dedikere hele min karriere til ét specifikt speciale,” siger hun.

Ville ikke gøre noget om

Nu har arbejdet med mennesker givet Agnes smag for at tage endnu en uddannelse:

”Som elev var jeg i praktik på et bosted for borgere med misbrugsproblemer. Den oplevelse gjorde så stort indtryk på mig, at jeg ikke har kunnet slippe den siden. Det er en af årsagerne til, at jeg har valgt at læse til socialrådgiver,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg kunne godt have færdiggjort gymnasiet og læst videre derefter. Men dengang vidste jeg ikke, at jeg ville være socialrådgiver. Og selv hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke gjort noget om. Min SOSU-uddannelse har givet mig fem fantastiske år i sundhedsvæsenet og en solid erfaring at bygge videre på.”




Læs mere om Social- og sundhedsassistent

Vil du vide mere?


Få information

Kom I kontakt med Randers Social- og Sundhedsskole
Ingen omkostninger eller forpligtigelser

reCAPTCHA logo Denne hjemmeside er beskyttet af reCAPTCHA og Googles privatlivspolitik og servicevilkår gælder.