Mød Stine fra Vallekilde Højskole

Her fortæller Stine, hvorfor valget faldt på Vallekilde Højskole. Vi kan blandt andet afsløre, at Stine blev fuldstændig forelsket i bygningerne og naturen. Se mere her.

Mød Stine fra Vallekilde Højskole

Trænger du til, at der skal ske noget nyt? Overvejer du at tage et højskoleophold? Så læs med her! Stine fortæller om sit højskoleophold på Vallekilde Højskole, hvorfor hun ville på højskole og hendes anbefalinger til andre, der overvejer et højskoleophold. Bliv klogere på, hvad du kan forvente af et højskoleophold i denne artikel.


Hvorfor valgte du netop Vallekilde Højskole?

Jeg valgte at tage på højskole, fordi jeg kun havde hørt godt om højskolelivet. Jeg har ikke været på efterskole, og det fortrød jeg hurtigt, så højskolen var et oplagt valg for mig. Derudover er jeg et meget udadvendt og ekstrovert menneske, så jeg savnede under corona at møde nye mennesker fra hele Danmark.

Det blev Vallekilde Højskole fordi jeg var på et kursus her i 2018, hvor jeg blev fuldstændig forelsket i stedet, bygningerne, naturen, lærerne, faget, maden og meget mere. Jeg skulle bare gå her, og det har jeg ikke fortrudt et sekund.
Vallekilde ligger på Nordvestsjælland, og jeg kommer selv fra Midtjylland, så det var et stort spring for mig at tage, men det har været virkelig sundt og udfordrende for mig!

Hvordan er fællesskabet på Vallekilde Højskole? 

Jeg har aldrig oplevet et så fantastisk fællesskab, som jeg oplever på Vallekilde. Jeg kommer fra et lille miljø med en god kerne af venner, og havde slet ikke forestillet mig at jeg skulle opfatte 130 elever som min nye lille familie. For det er sådan det er! Min klan er som en lille familie, vi passer på hinanden og er opmærksomme på dårlige dage og udfordringer i hverdagen. Miljøet generelt er positivt og inkluderende. Der er altid plads til en mere, lige meget om vi spiller fodbold, ser film eller skal på gåtur.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig på Vallekilde Højskole?

På en typisk dag står jeg op omkring kl. 07.30. Morgenmaden er klokken 08 og efter det er der morgensamling for hele skolen. Her synger vi hver morgen en sang fra højskolesangbogen og en elev holder et oplæg om et valgfrit emne. Derefter er der beskeder fra lærere eller andre elever. Undervisningen starter kl. 09.30 og varer til kl. 12, hvor alle gør rent på uddelte rengørings områder. Efter rengøring spiser vi frokost sammen inden undervisningen genoptages kl. 13.30. Klokken 15.30 har vi fri, herefter kan jeg godt lide at løbe en tur inden det bliver mørkt, læse eller generelt slappe af med mine venner. Efter aftensmaden kl. 18 kan der være kulturarrangementer, filmaften mm. Somme tider bruges aftenen også på projekter vi har fået stillet i vore hovedfag.

Jeg har aldrig oplevet et så fantastisk fællesskab, som jeg oplever på Vallekilde.
Jeg kommer fra et lille miljø med en god kerne af venner og havde slet ikke forestillet mig,
at jeg skulle opfatte 130 elever som min nye lille familie.

Hvad er det bedste ved opholdet på Vallekilde Højskole?

Menneskene, 100%. Alle mine venner, som jeg elsker at tilbringe tid med. Jeg havde slet ikke forestillet mig da jeg startede på Vallekilde, at jeg 2 måneder efter ville have så dejlige venner som jeg har nu. Det er dém der gør det så fantastisk at være her.

Hvordan var din studietur med Vallekilde Højskole?

Jeg har været på studietur med mit hovedfag (Forfatter). Vi tog til Italien med bus sammen med hovedfagene Podcast, Spiludvikling og Design & Maker. Vi blev sat af i Milano hvor vi spredte os ud, nogen blev i og omkring Milano, nogen tog videre mod Bologna. Mit hovedfag blev i Milano nogle dage, hvorefter vi tog toget videre til en lille bjergby i Toscana, der hed Castiglione del Terziere. Her boede vi ved en borg hos et par (amerikanske Martha og italienske Antonio), samt mødte borgens ejer, Rafaella. Vi havde skriveøvelser på borgen, som omfattede den italienske natur, bjergene og følelsen af Italien.

Efter nogle dage på borgen tog vi igen toget videre, denne gang til en større by ved navn Pietra Santa. Her besøgte vi den danske forfatter Morten Søndergaard og fik rundtur på hans olivengård, i olivenlunden og fik fortællinger om hans køkkenhave samt frugttræer. Efter en enkelt overnatning tog vi igen toget til den større by, Lucca. Her slappede vi af, drak italiensk kaffe, læste bøger i solen og shoppede i butikker. Alt i alt en dejlig tur til skønne Italien, hvor vi i den grad fik nydt god vin og mad, samt hinandens selskab. 

Hvorfor vil du anbefale andre at tage på højskole og har du nogle gode råd?

Jeg vil anbefale alle at tage på højskole, især de mennesker som føler sig en smule indelukkede eller introverte. Hvis man er kørt død i livet derhjemme med enten studie, arbejde eller bare en grå hverdag, er højskolen det bedste farvekick jeg kan komme i tanke om. Man udvikler sig personligt på højskole og møder mennesker der både mindre meget om en selv og slet ikke. Man får bekendtskaber over hele landet og lærer at åbne sig op for andre – for gør man ikke det, bliver det et langt ophold. På højskole starter alle fra nul, og alle har samme udgangspunkt, der er ingen der er hævet over andre, og det der det jeg så godt kan lide. Hvis jeg skulle give nogle gode råd til andre, der enten skal eller overvejer at starte på højskole, vil det helt klart være at gå ind til det nye kapitel af ens liv med åbent sind og hjerte. Måske bliver du udfordret på de helt rigtige måder, måske finder du ud af at du faktisk elsker at spille musik eller læse avis. Måske finder du ud af, at du vil flytte til Skagen eller København. Åbenheden er virkelig vigtig at have med sig, vær åben for nye mennesker, så vil de også åbne sig for dig.

Er du interesseret i at gå på Vallekilde Højskole?

Læs mere om Vallekilde Højskole

Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Specialist hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer