Mette Blomsterberg: Rejsen gennem konditorkunsten

Man kan ikke snakke dansk konditori, uden også at nævne Mette Blomsterberg. Men hvad fik egentlig Mette til at vælge en erhvervsuddannelse? Læs med her.

Læs om Mette Blomsterbergs rejse gennem konditorkunsten

Det kræver ikke mere end en hurtig søgning på Google, før det står klart, at Mette Blomsterberg har vundet danskernes hjerter med sine evner inden for konditori. Mette Blomsterberg omtales ofte som Danmarks ukronede bagedronning, men hvordan er hun egentlig kommet dertil?

I dette interview har vi taget en snak med Mette Blomsterberg om hendes rejse gennem konditorkunsten, og hvorfor valget faldt på en erhvervsuddannelse. Derudover kommer Mette også med gode råd til dig, der står overfor valget af uddannelse, og hvor vigtigt det er, at du vælger med hjertet.


Mette Blomsterberg

Mette Blomsterberg

Uddannelse: Konditor
Siden Mette Blomsterberg i 1990 afsluttede sin konditoruddannelse ved Kransekagehuset i København, har hun skabt en imponerende karriere. Hendes første job efter endt uddannelse var som chefkonditor på skydebanen "Sølyst", og siden da er der kommet en del punkter til CV'et.

Mette er blandt andet foredragsholder og forfatter til hele 13 opskriftsbøger. Derudover har Mette Blomsterberg sin egen bageserie Blomsterbergs, der i 2023 kan fejre 10-års jubilæum, ligesom du måske har set hende i forskellige TV-programmer.

Hvad fik dig til at vælge en erhvervsuddannelse?
Mette Blomsterberg forklarer, at der var flere ting, der spillede ind, da hun valgte at tage en erhvervsuddannelse. Blandt andet havde Mettes mor en finger med i spillet: "Min mor mente, at jeg ville være en rigtig god konditor, hvilket nok var én af grundene til, at jeg valgte at prøve det af i erhvervspraktik. Jeg havde også kok oppe og vende som en mulighed, og jeg overvejede også, om jeg skulle lave noget med blomster - altså som blomsterdekoratør. Jeg var også i praktik hos Novo Nordisk som laborant. Så jeg udforskede lidt forskellige muligheder, men jeg måtte alligevel hurtigt erkende, at jeg havde tabt mit hjerte til konditorfaget," lyder det indledende fra Mette Blomsterberg.

Der var nemlig noget ægte ved konditorfaget, som Mette Blomsterberg faldt pladask for: "Der var noget over råheden og håndværket i faget, som jeg ikke kunne stå for. Der var noget ved jargonen og det ansvar man har, der tiltalte mig fra første øjeblik. Man står til ansvar overfor andre mennesker, og alle løfter i flok. Alene dét passede rigtig godt til mig og min person, og det er nok også en af grundene til, at jeg så hurtigt fandt mig til rette i faget," uddyber Mette.

Mette lægger også vægt på, at det med at skabe noget og processen bag inspirerede hende. At gå fra at stå med et tomt lærred på førstedagen til slutningen af et projekt, hvor andre folk nyder godt af det, man har skabt, var også noget af det, der hurtigt fejede benene væk under hende. Endvidere peger Mette på, at selvstændigheden og råden over egen tid også var nogle af de faktorer, der gjorde at konditorkunsten blev hendes retning i livet. 

Hvad vil du sige til unge, der overvejer en erhvervsuddannelse? Har du nogle råd eller vigtige overvejelser, de bør tage med i deres beslutningsproces?

Det første, og det Mette Blomsterberg lægger mest vægt på, er, at man vælger noget, der gør en glad, og at man mærker efter i maven:

"Jeg ser det som afgørende, at man vælger noget, der oprigtigt gør én glad. Det kan godt være at det kræver, at man udforsker sine muligheder før man tager en beslutning, og det er helt i orden! Tag dig tiden til det, og se det som en investering i din fremtid. Det er helt okay at være nysgerrig og måske udfordre dine forældre og andre omkring dig på dit valg. Det er dig, der skal være glad hver eneste morgen når du står op og skal på arbejde, så sørg for at mærke efter i maven, om det er det rigtige for dig," lyder det fra Mette Blomsterberg.

Derudover lægger Mette vægt på, at det - uanset dit valg - er vigtigt, at du tager dig tiden til at tage en uddannelse. Mette sammenligner uddannelsesvalget med en seng - noget, vi tilbringer utallige timer i, men alligevel har en tendens til at negligere. Hun påpegede vigtigheden af at tage beslutningen om ens fremtidige karriere lige så seriøst som valget af en seng. "Vi tilbringer en betydelig del af vores liv på vores uddannelse, ligesom vi gør i sengen. Det er afgørende at vælge noget, der passer til os og vores behov," uddyber Mette Blomsterberg, hvortil hun supplerer: "Tag dig tid til at forstå, hvad der virkelig betyder noget for dig, og hvad der får dig til at trives. Ligegyldigt om det er at bage kager eller forfølge en anden passion, så er det vigtigt at vælge en sti, der gør dig lykkelig."

Den erfarne konditor understreger, at selvom uddannelsesvalget måske virker som en overset detalje i livet, har det en afgørende indflydelse på vores fremtidige trivsel og succes. Hendes analogi om sengen fungerer som en påmindelse om, at valget af uddannelse bør være velovervejet og personligt meningsfuld, fordi det former de kommende år af vores liv.

Hvordan har en erhvervsuddannelse åbnet døre for forskellige karriereveje og muligheder for dig?
Som Mette Blomsterberg ser det, har en erhvervsuddannelse åbnet dørene for mange muligheder: "At jeg tog en erhvervsuddannelse har ført til mange af de muligheder, jeg har haft i min karriere. Jeg har udgivet 12 opskriftsbøger, og nummer 13 er lige på trapperne. Derudover har jeg haft mulighed for at komme på TV i forskellige sammenhænge, og det er helt klart muligheder, jeg direkte eller indirekte kan takke min erhvervsuddannelse for," lyder det fra Mette.

Dog peger Mette Blomsterberg også på, at det ikke er muligheder, man kommer sovende til. Det kræver dedikation, og langt hen ad vejen er det lysten, der driver værket: "Det er selvfølgelig muligheder, der har krævet hårdt arbejde og en god portion tålmodighed. Man kommer selvfølgelig ikke på TV, hvis ikke man arbejder for det, og er god til det, man laver," opsummerer hun.

Udover en erhvervsuddannelse, mener Mette Blomsterberg også, at hendes formidlingsevner har bidraget til nogle af hendes muligheder: "Det falder mig meget naturligt at formidle, og det har det altid gjort. Det er også noget, jeg har fået mange komplimenter for gennem tiden, hvilket nok også har været en fordel i forbindelse med min medvirken i forskellige TV-programmer. Derudover er det også noget, der kommer mig til gode, når jeg er ude og holde foredrag på skoler og for virksomheder rundt omkring i Danmark," forklarer Mette Blomsterberg.

Derfor mener Mette Blomsterberg, at en erhvervsuddannelse har været medvirkende til at bane vejen for de forskellige muligheder hun har haft siden hun blev udlært konditor i 1990. Dette gælder dog ikke kun hendes karriere, fortæller Mette. Hun mener nemlig også, at erhvervsuddannelsen har rustet hende til rollen som mor, familielivet og de logistiske driftsopgaver, der følger med. En ekstra gave, som hun aldrig ville være foruden, for som Mette Blomsterberg siger: "Det er også en virksomhed, at drive en familie."

Hvad vil du sige, er højdepunktet i din karriere?
Selvom Mette Blomsterberg har gjort sig mange erfaringer, og hendes CV viser en lind strøm af beskæftigelse, så tager det hende ikke lang tid at overveje, hvad hun særligt ønsker at fremhæve som et højdepunkt i karrieren, og hvorfor:

"Der må jeg uden tvivl svare mine egne programmer. Nok i særdeleshed "Det søde liv". Der var noget magisk ved det TV-program, hvor jeg var 'med i køkkenet' med danskerne, store som små. Jeg elsker at dele ud af min passion for at skabe noget, og det følte jeg virkelig at jeg gjorde med 'Det søde liv'," lyder det fra Mette Blomsterberg.

For Mette Blomsterberg har mad og bagværk, der nydes omkring spisebordet, altid været et samlingspunkt, uanset om det er med venner eller familie. Og særligt det følte hun blev indfriet i de tre sæsoner af TV-programmet 'Det søde liv', hvor andre kunne glædes over hendes opskrifter og forhåbentlig blive smittet af glæden over at skabe noget, til mennesker, man holder af, og det nærvær og sammenhold, der er forbundet med det. 

Mette Blomsterberg supplerer: "Det søde liv var et program, der fik mange voksne til at tage deres børn med i køkkenet, og det gør mig meget meget stolt."

Er der nogle udbredte misforståelser eller fordomme omkring erhvervsuddannelser, som du gerne vil udfordre? 
Der er særligt én ting inden for sit fag, som Mette Blomsterberg gerne vil belyse og komme med et opråb omkring: "Vi danskere vil gerne forsøde tilværelsen og nyde livet med delikatesser som lækkert bagværk og smagfulde restaurantbesøg. Desværre glemmer vi nogle gange at tænke over det hårde arbejde og de lange arbejdstimer, der ligger bag disse oplevelser. Lønnen afspejler ikke altid det arbejde, der lægges i at skabe disse madoplevelser, og det kan skabe en skævvridning i vores opfattelse af, hvad der er rimeligt. Vi vil gerne forkæle os selv, men vi bør også anerkende værdien af det arbejde, der gør det muligt."

Mette Blomsterberg ønsker at understrege vigtigheden af, at vi formår at komme med en anerkendelse af, at bag hvert lækkert stykke bagværk eller hvert udsøgt restaurantbesøg, er der en dedikeret håndværker, der fortjener anerkendelse og retfærdig kompensation for sit arbejde.

Mette Blomsterberg indrømmer ærligt, at vejen til en lukrativ indkomst inden for branchen kræver hårdt arbejde og dedikation, men hun understreger samtidig også, at det bestemt er muligt at tjene godt inden for branchen.

Afslutningsvis understreger Mette Blomsterberg, hvor meget man får med i rygsækken, hvis man tager en erhvervsuddannelse, som vi også har været lidt inde på tidligere i interviewet. "Jeg ville i hvert fald ikke bytte min karriere inden for konditorfaget ud for noget andet," lyder det afsluttende fra Mette Blomsterberg med et smil i stemmen.

Find din uddannelse som konditor her

Mette Blomsterberg

Mette Blomsterberg

Konditor, forfatter, foredragsholder og selvstændig (Vis mere)
Mette Blomsterberg blev uddannet konditor fra det landskendte Kransekagehuset i København i 1990, og siden da har hendes karriere ikke stået stille. Som færdigudlært blev Mette chefkonditor på Den kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg, og siden da har hun drevet flere caféer og konditorier. Gennem tiden har du måske oplevet Mette Blomsterberg hjemme fra sofaen i morgen tv og/eller TV-programmer som ”Det søde liv”, ”Den store bagedyst”, ”Price & Blomsterberg” m.fl. Derudover har Mette Blomsterberg også udgivet 12 opskriftsbøger, og måske kender du hende også fra hendes egen bageserie Blomsterbergs, der i 2023 kan fejre 10 års jubilæum. (Mindre)

Omkring

Mette Blomsterberg blev uddannet konditor fra det landskendte Kransekagehuset i København i 1990, og siden da har hendes karriere ikke stået stille. Som færdigudlært blev Mette chefkonditor på Den kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg, og siden da har hun drevet flere caféer og konditorier. Gennem tiden har du måske oplevet Mette Blomsterberg hjemme fra sofaen i morgen tv og/eller TV-programmer som ”Det søde liv”, ”Den store bagedyst”, ”Price & Blomsterberg” m.fl. Derudover har Mette Blomsterberg også udgivet 12 opskriftsbøger, og måske kender du hende også fra hendes egen bageserie Blomsterbergs, der i 2023 kan fejre 10 års jubilæum.
Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer