Hjælp os med at besvare vores store studievalgsundersøgelse - og vind et sæt Airpods!

Søg uddannelse 👉

Magnus Lyck Hansen, Adelaide, Australien

Vil du gerne opleve Australien? Mød Magnus, der her giver dig et indblik i hans oplevelser, da han var på udveksling i Adelaide, Australien.

Magnus Lyck Hansen: Udveksling i Adelaide, Australien

Navn: Magnus Lyck Hansen

Alder: 22 år

Udvekslingsby/land/universitet:
Adelaide, Australien, The University of Adelaide

Uddannelse i Danmark:
Produktion og Konstruktion, DTU

Hvornår rejste du?

Efteråret 2018

udveksling

Hvorfor valgte du at tage på udveksling til Adelaide?

Jeg valgte at tage til Adelaide, da jeg havde et ønske om at studere i Australien for at danne mig et internationalt netværk og for at kunne rejse i netop Australien under og efter opholdet samtidig med. Mit universi-tet/DTU havde en samarbejdsaftale med Adelaide, og da jeg fik tilbudt pladsen på University of Adelaide tænkte jeg ikke længe før jeg sagde pænt ja tak. På dette tidspunkt vidste jeg ikke mere om Adelaide, end hvor det lå.

Hvordan var studielivet i Adelaide?

Mit studieliv i Adelaide opfyldte bestemt mine forventninger. Gennem universitet blev der de første uger ar-rangeret mange sociale events og indgange til at deltage i fællesskaber indenfor alle tænkelige interesseområder. Universitet har stor fokus på at få én integreret i de nye rammer med Orientation Week, Cultural Nights, studenternetværket ESN med ugentlige arrangementer og buddy groups. I mine kurser synes jeg generelt, at folk var gode til at række ud til én, men det krævede selvfølgelig også, at man selv var klar med et smil og en interesse i modparten. Gennem universitet fik jeg således hurtigt en stor social omgangskreds. Dertil hjalp det også, at jeg havde fundet en bolig med varierende national baggrund kun for udvekslingsstuderende.

Fagligheden i mit studieliv levede også op til mine forventninger. Med en planlagt varierende sværhedsgrad i mine kurser havde jeg en god balance mellem at tilegne mig nye akademiske kompetencer og samtidig ud-nytte opholdet gennem andre gøremål som rejser, udflugter og social samvær.

Hvad brugte du din fritid på?

Min fritid blev brugt på at opleve området i og omkring Adelaide med internationale og lokale venner gennem dykning, cykelture i Adelaide Hills omkring byen, svømning i universitets svømmeklub, arrangerede udflugter gennem universitets bjergklatrings- og vandreklub, vinture i Adelaides verdenskendte vindistrikter, fester, besøg på lokale restauranter, rejser til hhv. Kangaroo Island, Cage Diving med hvidhajer i Port Lincoln og en roadtrip ned gennem Australien fra Darwin til Adelaide i vores Spring Break med ni venner. Efter eksamensperioden i sen november rejste jeg rundt i Australien i to måneder.

Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold i Adelaide?

De muligheder området omkring Adelaide gav var uden tvivl det bedste. Adelaide lægger med sin placering og yderliggende aktiviteter op til, at man kommer ud af byen og får det maksimale ud af området.

Hvad overraskede dig som udvekslingsstudent i Adelaide?

Jeg havde en god og mindre god overraskelse ved min ankomst og mit ophold. Den gode overraskelse var den gæstfrihed og imødekommende attitude jeg blev mødt af de lokale i Adelaide. Ud fra deres eget udsagn har Adelaide den mest åbne befolkning af alle større australske byer, hvilket jeg godt kan nikke genkendende til efter selv af have besøgt 3 ud af 4 af de byer, der er større end Adelaide. Dette hænger måske sammen med Adelaides opbygning, hvilket var den mindre gode overraskelse. I Adelaide boede der under mit ophold kun 1% af befolkningen inde i bymidten og resten er spredt ud i byens enorme forstadskvarterer. Dette var muligvis medvirkende til, at bymidten ikke vibrerede på samme måde som i andre storbyer.

Har du gode råd til at andre, der overvejer at tage til Adelaide?

Udnyt naturen og området omkring Adelaide! Dyre- og plantelivet og naturen i Adelaide er helt unik og skal opleves på tætteste hold. Der er masser af muligheder, så find din interesse og kom i gang. Det bliver aldrig nemmere at få dine nye bekendtskaber med på ture end her.

Se dine uddannelsesmuligheder i Australien


Annoncer