Søg uddannelse 👉

Tre gode råd til dig, der vil i praktik i Berlin

Overvejer du et praktikophold i Berlin? Læs om Stinnes erfaringer som online marketing intern i den tyske hovedstad og få 3 gode råd om praktik i Berlin!

Praktik i Berlin - Få tre gode råd fra praktikanten

"Gør det!" Sådan svarer Stinne uden tøven på, om hun kan anbefale andre at tage i praktik i Berlin eller tage et studieophold i byen.

Stinne er selv i praktik ved shoppingportalen Shopalike. Her står hun sammen med en Country Manager og en Quality Manager for den daglige drift og udvikling af shoppingportalen.


Her kan du læse om Stinnes erfaringer. Du får også tre gode råd til dig, der overvejer at tage en del af din uddannelse i Berlin eller tage et praktikophold i Tyskland:

  • Start med at søge bolig i god tid og skriv gerne på tysk hvis muligt. Du kan ofte finde noget hurtigere og billigere, hvis du kigger uden for Mitte og resten af centrum.
  • Brug tid på at sætte dig ind i Berlins historie og kultur og tag fx ned en weekend eller mere for at se på lejligheder og fornemme stemningen i byen.
  • Inden du kan få en adresse og en bankkonto i Berlin, skal du meldes ind i det Bürgeramt, du hører under. Ventetiden kan vare flere timer, så book gerne en tid (”termin”) i forvejen.

Find din praktikplads i Berlin

Stinne søgte blandt andet på ”Praktikum Dänisch Berlin” på Google, hvor hun fik rigtig mange resultater. Stinne fortæller desuden at der er mange internationale start-up virksomheder særligt inden for online marketing i Berlin:

"Flere af dem søger ofte praktikanter med dansk som modersmål og som også kan engelsk samt tysk. Jeg fandt opslaget fra Shopalike på StepStone, søgte det og fik det," fortæller Stinne.

Hun flyttede til Berlin i august sammen med sin tyske kæreste, som hun mødte under et ophold i Trier, som led i hendes bachelor i Tysk og Erhvervskommunikation.

De flyttede ind i en 2-værelses lejlighed centralt i Friedrichshain-Mitte. Lejligheden fik de efter fire måneders søgen, da et af deres opslag gav pote. De fik tilbudt en lejlighed som fremleje i otte måneder.

En typisk arbejdsdag

Stinne fortæller, at Shopalike stadig er en ny shoppingportal med et lille team, hvor det er Stinne, der arbejder mest med kommunikation og branding af portalen:

"Derfor bruger jeg meget tid hver dag på at udbrede kendskabet til vores side. Jeg arbejder også med branding, content/quality management, PR og meget mere, så der er hele tiden noget nyt og spændende at tage sig til."

Som Online Marketing Intern arbejder Stinne fuld tid. Det har været en stor omvæltning fra livet som studerende i Aarhus:

"Vi har flextid, så vi møder mellem kl. 7 og 10 og bliver i ni timer. I starten var det nogle lange dage, og jeg var på hele tiden. Det var en stor omvæltning fra livet som studerende, hvor man ofte kun har 2 eller 3 forelæsninger om dagen, men flextiden betyder rigtigt meget.

Hvis man lige har brug for en times mere søvn, kan man møde kl. 10 først, og det nyder jeg virkelig. Når jeg taler med mine venner fra studiet, der har været eller er i praktik i Danmark, kan jeg også se, at man arbejder mere her i Berlin," fortæller Stinne.

Det bedste ved praktikken hos Shopalike

Stinne fortæller, at det bedste ved at være i praktik ved Shopalike klart er det internationale miljø:

"Vi er 120 medarbejdere fra 15 forskellige lande, der næsten alle er under 30 år. Kombinationen af international erhvervserfaring og kompetencer inden for online marketing åbner også mange døre. Det var derfor ikke noget svært valg at udskyde mit speciale for at få muligheden for at være i praktik i et halvt år."

Den sidste måned af praktikopholdet i Berlin skal Stinne lave observationer og interviews, som hun skal samle i en rapport til studiet.

Bagefter er planen at blive i Berlin og finde en virksomhed, hvor hun kan arbejde 10-15 om ugen og samtidig skrive sit speciale for dem: "Det er en meget udbredt ordning og en fantastisk mulighed, som der er her i Tyskland."

Berlin er et besøg værd

Da vi spørger Stinne om hun kan anbefale Berlin til andre, der vil studere eller i praktik i udlandet svarer hun følgende:

"Berlin er bestemt et besøg værd. Her er utroligt meget kultur, historie og mangfoldighed. Tolerancen er højere end i Danmark, så der er plads til alle, og du når meget længere for dine penge.

Særligt maden er billigere, men det, der virkelig gør en forskel er, at Berlin giver dig mulighed for at komme ud og opleve en masse. Mange steder koster en øl kun en euro, og det er jo et plus når du er studerende. Samtidig er det oftest gratis eller billigere at komme ind mange steder end i Danmark," lyder det afsluttende fra Stinne.

Studerer du selv virksomhedskommunikation eller en anden relevant uddannelse, og lyder et praktikophold i Berlin som noget for dig?

Se dine muligheder for at studere i Berlin her


Annoncer