SU til ungdomsuddannelser, enkeltfag og videregående uddannelser

Har du svært ved at finde rundt i junglen af regler for netop den type uddannelse, du er indskrevet på? Find ud af, hvad dit valg af uddannelse betyder for, hvor meget du modtager i uddannelsesstøtte samt på hvilke vilkår.

Værd at vide om SU til specifikke uddannelsestyper

Bliv dus med SU reglerne for din uddannelsestype

Har du svært ved at finde rundt i junglen af regler for netop den type uddannelse, du er indskrevet på? Helt overordnet afhænger dine vilkår af, hvilken af følgende uddannelser du studerer på:

I SU guiden har vi samlet alle de generelle SU regler, mens du her på siden hurtigt finder ud af, hvad dit valg af uddannelse betyder for, hvor meget du modtager i uddannelsesstøtte samt på hvilke vilkår.

Værd at vide om SU til en ungdomsuddannelse

Fra kvartalet efter, at du er blevet 18 år, har du mulighed for at modtage SU til en godkendt ungdomsuddannelse. Når du søger SU til en ungdomsuddannelse, er der flere faktorer, der påvirker dine muligheder. De tre vigtigste er din alder, om du er hjemmeboende eller bor alene og dine forældres indtægt.

Læs med og få svar på de tre oftest stillede spørgsmål om SU til ungdomsuddannelser. Husk også, at du kan få SU til op til fem påbegyndte ungdomsuddannelser. Når du afslutter en ungdomsuddannelse, kan du dog ikke få SU til flere.

Hvilke ungdomsuddannelser er SU-godkendte?

En uddannelse skal foregå på et offentligt anerkendt uddannelsessted, være af mindst tre måneders varighed, være ulønnet og tilrettelagt som undervisning på heltid for at blive betragtet som SU-godkendt ungdomsuddannelse. Foruden de gymnasiale uddannelser STX, HF, HHX, HTX, EUX og IB er der en række uddannelser, der også er godkendt af SU Styrelsen. Det gælder blandt andet:

  • Enkeltfag på AVU, FVU og HF niveau og HF fagpakker
  • Erhvervsuddannelsernes grundforløb
  • Adgangseksamen til ingeniøruddannelserne

Kontakt en SU-medarbejder på uddannelsesstedet, hvis du er i tvivl om din uddannelse er godkendt af SU.

Gælder der særlige regler for SU til enkeltfag?

Da enkeltfag som udgangspunkt ikke er tilrettelagt som et fuldtidsstudie, er der en række krav, du skal opfylde for at få udbetalt SU til denne uddannelsestype:

  • Du må ikke have modtaget SU til det samme enkeltfag tidligere
  • Du skal kunne gøre uddannelsen færdig inden for 23 måneder. 
  • Du skal have mindst 23 ugentlige skemalagte timer. 

Har du et hjemmeboende barn, der er under syv år, når du starter på din uddannelse, skal du kunne gøre uddannelsen færdig inden for 35 måneder og kan nøjes med mindst 17 lektioner på skemaet om ugen. 

Har du allerede en gymnasial uddannelse, kan du ikke få SU til HF enkeltfag. Du kan læse mere om reglerne for SU til enkeltfag under 'SU og fjernundervisning', da reglerne er de samme uanset, om du følger enkeltfag online eller med fysisk fremmøde.

Hvor meget kan jeg få i SU til en ungdomsuddannelse?

Når du går på en ungdomsuddannelse, er det først og fremmest din bopæl, der afgør, hvor meget du kan få i SU. Der er nemlig to satser for SU til ungdomsuddannelser:

  • Hjemmeboende: Grundsatsen i 2022 er på 994 kr. før skat med mulighed for tillæg afhængigt af dine forældres indkomst
  • Udeboende: 6.397 kr. før skat når du er 20 år og derover

Som 18- eller 19-årig har du som udgangspunkt kun mulighed for at få SU som udeboende med særlig dispensation eller, hvis du er forælder. I så fald vil du som udeboende modtage 4.104 kr. før skat samt et eventuelt tillæg afhængigt af dine forældres indkomst.

På SU Styrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvor meget du kan modtage i SU som hjemmeboende, hvis du er begyndt på din ungdomsuddannelse før den 1. juli 2014. Her kan du også finde ud af, hvor meget du kan få i tillæg baseret på dine forældres indkomst. Du kan også altid få svar på dine spørgsmål på på dit uddannelsessted.

Til toppen af siden

streg

Værd at vide om SU til en videregående uddannelse

Går du på en videregående uddannelse på et erhvervsakademi, en professionshøjskole eller universitetet, er SU klippekortet din bedste ven. Når du begynder på en videregående uddannelse får du nemlig tildelt SU-klip, der svarer til det antal måneder, din uddannelse varer.

Hvor mange klip har jeg på mit SU klippekort?

Har du ikke tidligere modtaget SU til en videregående uddannelse, har du sammenlagt 70 klip på dit SU klippekort. Det svarer til 70 måneder og dermed 6 års studier med SU, som du kan bruge på en eller flere videregående uddannelser. Du kan dog kun bruge flere SU klip til den enkelte videregående uddannelse, end den er normeret til, i særlige tilfælde.

TIP: Du får tildelt SU klip til de måneder, hvor du er indskrevet og studieaktiv på en videregående uddannelse. Fortsætter du direkte på din kandidatuddannelse i forlængelse af din bachelor, har du mulighed for at søge SU i sommerferien mellem de to uddannelser.

Begynder du inden for to år efter, at du har bestået din adgangsgivende eksamen, får du som udgangspunkt 12 ekstra klip til din uddannelse, som du kan bruge, hvis du bliver forsinket. Du har desuden mulighed for ekstra klip, hvis du bliver forælder under uddannelse. Modsat kan du få fratrukket SU klip, hvis du modtager andre ydelser som f.eks. revalidering, aktiveringsydelse, orlovsydelse eller uddannelsesydelse.

Hvor meget får jeg udbetalt i SU til en videregående uddannelse?

I 2022 får du udbetalt 6.397 kr. før skat i SU som udeboende på videregående uddannelse uanset alder. Bor du hjemme, og er du begyndt på din uddannelse efter den 1. juli 2014, får du 994 kr. per måned før skat. Er du mere end et halvt år forsinket i dine studier målt i ECTS, mister du retten til SU.

TIP: SU er forudbetalt, mens lønnet praktik typisk er bagudbetalt. Derfor har du mulighed for at få udbetalt dobbelt SU i måneden før en periode med lønnet praktik på en videregående uddannelse.

Hvad er bonusstipendium og hvem kan få det?

Som en del af SU reformen er der en gevinst at hente for dig, der afslutter din uddannelse hurtigere end normeret tid. Du har både mulighed for at søge om bonusstipendium til din bacheloruddannelse og din kandidat. Har du imidlertid fået fødselsklip, merit for dele af uddannelsen eller fortsat på din kandidat, før din bachelor var afsluttet, skal du være opmærksom på, at du skal have afsluttet din uddannelse hurtigere end den korrigerede normerede studietid. 

Du søger om dit bonusstipendium via minSU, og det er dit uddannelsessted, som bestemmer, om du opfylder betingelserne for at modtage bonussen. Husk i øvrigt ansøgningsfristen, der er fire uger fra sidste eksamen.

Er din videregående uddannelse SU-godkendt?

Vær opmærksom på, at en videregående uddannelse lige som en ungdomsuddannelse skal bestå af mindst tre måneders fuldtidsstudier på et offentligt uddannelsessted for at være SU-godkendt. På SU Styrelsens hjemmeside finder du en komplet liste over SU-godkendte videregående uddannelser. Her kan du også få et samlet overblik over alle regler for SU til videregående uddannelser i forhold til f.eks. forsinkelse, praktik og udlandsophold.

Til toppen

Streg

Fik du svar på dine spørgsmål?

I denne artikel og resten af SU guiden giver vi et samlet overblik over SU reglerne på et overordnet niveau. Vi gennemgår alle artikler jævnligt, men er du usikker på, om en regel gælder for dig, eller vil du have specifik SU rådgivning anbefaler vi, at du tager kontakt til SU-kontoret på dit uddannelsessted.

Tilbage til SU guiden


Annoncer