Sønderborg som studieby

Det kan være et svært valg - hvad og hvor man skal studere. Sønderborg tilbyder blandt andet høj faglighed, rimelige muligheder for at finde en bolig og spændende karrieremuligheder. Læs mere om Sønderborg som studieby i denne artikel. 

Sønderborg som studieby

Er du kommet til det svære punkt i livet, hvor du skal til at tage valget om, hvad og ikke mindst hvor du skal studere? Ønsker du, at din fremtidige studieby skal have høj faglighed, rimelige muligheder for at finde en bolig og spændende karrieremuligheder? Så kan du med fordel vende blikket mod Sønderborg! Den historiske by har mange muligheder, og Sønderborg endte desuden i top ti over bedste studiebyer i Danmark i 2021. Læs med i denne artikel, og bliv endnu klogere på, hvad Sønderborg kan tilbyde dig som studerende.

5 grunde til at studere i Sønderborg 

Hvad kan jeg studere i Sønderborg? 

Studiemiljø 

Bolig i Sønderborg 

Byliv i Sønderborg 

Karriere og studiejob 

Hvad kan man lave i Sønderborg 

Sport og fritid

5 grunde til at studere i Sønderborg 

1. Billige boliger

2. Høj faglighed

3. Gode uddannelsesmuligheder

4. Mange fritidsmuligheder samt socialt miljø

5. Gode karrieremuligheder

Hvad kan jeg studere i Sønderborg? 

I Sønderborg er der mange muligheder for at studere. Du har blandt andet mulighed for at studere:

  • Bachelor-, diplom- og kandidatuddannelser på Syddansk Universitet (SDU)
  • Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser på Erhvervsakademi Sydvest (EASV)

Af uddannelser i Sønderborg kan du blandt andet følge drømmen som:

  • Byggekoordinator
  • Datamatiker
  • Designteknolog
  • Markedsføringsøkonom
  • Finansøkonom
  • Multimediedesigner

Som du måske kan fornemme er dine uddannelsesmuligheder i byen altså mange. Der er uddannelser for enhver i Sønderborg, uanset om du hælder mest til en uddannelse, der kombinerer teori og praksis eller om du er til en klassisk bacheloruddannelse, hvor du kan få lov at fordybe dig i bøger og viden. 

Desuden er Sønderborg kendt for et tæt samarbejde mellem uddannelsessteder og virksomheder, bl.a. når det kommer til undervisning, praktikpladser, projekter og studiejobs.

Studiemiljø 

Det sociale miljø er en vigtig faktor for mange studerende, både på studiet, men også udenfor den uddannelsesinstitution man vælger - og det kan vi godt forstå. Derfor er dette også en god grund til at vælge Sønderborg som din kommende studieby.

I Sønderborg finder du et stærkt socialt miljø og et solidt og spændende studiemiljø. Byens størrelse spiller også ind på det sociale fællesskab, da det er med til at sikre, at de studerende ofte kender hinanden på tværs af studieretninger og uddannelsesinstitutioner. Dette gør, at studiemiljøet i Sønderborg er livligt og sprudlende, hvor man som studerende let møder andre unge og skaber et stort netværk sammen. Desuden tilbyder Sønderborg et internationalt og aktivt studiemiljø, hvor du nemt kan møde andre unge og nye venner.

Det sociale miljø i Sønderborg har også stort potentiale til at række sig ud over campus og skolens områder, da byen har masser af spændende events og tiltag for unge, som er med til at sikre dig et spændende studiemiljø. For eksempel tilbyder Sønderborg forskellige initiativer, der er med til at fremme og styrke netværket mellem unge i byen. Der er fx både Sønderborg Student Foundation (SSF) og Sønderborg Ungdomsråd (SUR). Både SSF og SUR planlægger projekter, aktiviteter, events og lignende for studerende, og gør samtidig meget for at skabe optimale rammer for studerende i Sønderborg. 

Bolig i Sønderborg 

Er der noget der kan give en knude i maven, når man står overfor studievalg - specielt hvis den kommende studieby er langt fra ens nuværende bopæl - så er det virkelig ens kommende bolig. Både når det kommer til pris, men særligt også om der overhovedet er boliger at få i den kommende studieby. Som studerende er ens indkomst jo ikke ligefrem prangende. Derfor er det også vigtigt, at man som studerende vælger en bolig, der ikke vælter budgettet, og hvor der samtidig er råderum til at drikke en øl med vennerne fra studiet eller købe nye studiebøger.

Her er det virkelig en fordel at vende blikket mod Sønderborg! I vores studieundersøgelse på studentum.dk i 2021 placerede Sønderborg sig nemlig som den 2. billigste by for studerende, og det betyder, at lejepriser pr. kvadratmeter for studerende i 2021 var den 2. laveste blandt andre populære studiebyer.

I Sønderborg får du ikke blot muligheden for en billig husleje, men også tilbuddet om boliggaranti. Det betyder, at alle nytilkomne studerende i Sønderborg er garanteret en bolig enten i form af en lejebolig eller et kollegieværelse. Og med sine cirka 800 attraktive studie- og kollegieboliger burde det ikke være den store udfordring at finde en bolig i byen. Ydermere er der et stort antal lejeboliger i byen til rimelige priser.

Du kan finde flere artikler med tips og tricks og gode råd til dig, der søger studiebolig lige her

Byliv i Sønderborg 

Vælger du Sønderborg som din kommende studieby er der rig mulighed for at være social og opleve byens hyggelige by- og handelsliv. Sønderborg har nemlig meget at byde på, både når det kommer til hyggelige café besøg, en tur i biografen, gastronomiske oplevelser, kulturelle visit og når nattelivet kalder. 

I Sønderborg er der rig mulighed for at gå på shopping, sidde på café eller gå på opdagelse i byens natteliv. Du kan for eksempel tage en tur til shoppingcenteret Borgen, eller du kan tage en osetur op og ned ad byens gågade, som rummer hyggelige butikker og caféer. 

Sønderborg har et rigt handels- og erhvervsliv, og behøver da heller ikke tage langt, for at få handlet ind til ugen. Byen byder nemlig på gode indkøbsmuligheder, uanset om du er ude efter de større supermarkeder eller om du leder efter den nærmeste butik, hvor du kan få klarer dine mest basale dagligvareindkøb.

Udover hyggelige caféer tilbyder Sønderborg også et skønt udvalg af restauranter. Dette uanset om du har lyst til takeaway, en hyggelig søndagsbrunch eller en gastronomisk oplevelse. Sønderborg har alt, hvad du har brug for!

Karriere og studiejob 

Grundet sin placering er der gode muligheder for at finde studiejob i og omkring Sønderborg. Byen er nemlig placeret tæt op af den tyske grænse, som åbner op ud til resten af Europa, og dermed også en række muligheder, som sjældent findes magen til i andre populære studiebyer. Dette giver selvfølgelig ikke kun spændende muligheder for studiejob, men det åbner også op for unikke karrieremuligheder efter endt uddannelse.

Som studerende giver byens placering altså mulighed for, at du kan bosætte dig i Sønderborg, og samtidig arbejde på den anden side af grænsen. Det kan åbne op for store internationale virksomheder, og som bonus kan du udvide dit netværk samt udvikle dine sprogkundskaber inden for for eksempel engelsk og tysk. 

Desuden er Sønderborg kendt for et tæt samarbejde mellem uddannelsessteder og virksomheder, bl.a. når det kommer til undervisning, praktikpladser, projekter og studiejobs. Dette kommer især til udtryk blandt ingeniørfaget. I Sønderborg er der nemlig pt jobgaranti for ingeniørstuderende, hvor uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne i Sønderborg er gået sammen om at skabe et unik tilbud. Dette tilbud kaldes ’første-job-garanti-ordning’, hvor ingeniørstuderende er sikret deres første job efter endt uddannelse.

Desuden findes der mere end 3.000 virksomheder i Sønderborg, så mon ikke der også er et studiejob til dig. Du kan læse artikler samt tips og tricks og gode råd om studiejob her.

Hvad kan man lave i Sønderborg 

Du skal ikke frygte, at du kommer til at kede dig, hvis du vælger Sønderborg som din kommende studieby. Der findes nemlig masser af ting at lave i Sønderborg og omegn, både attraktioner, seværdigheder, natur og lignende.

Du kan for eksempel tage ud og nyde naturen, eller du kan besøge en af byens mange seværdigheder. Du kan for eksempel opleve:

  • Sønderborg Slot
  • Dybbøl Mølle
  • Historiecenter Dybbøl Banke
  • Den smukke kystlinje
  • Smukke skove
  • Og meget meget mere!

Der er altså en hel del muligheder for at få en på opleveren i Sønderborg. Derudover er der i Sønderborg-området rig mulighed for at opleve en masse kulturelt. Dette uanset om du higer efter koncerter, teater eller lignende, eller om du har trang til smukke slotte, storslået natur eller arkitektur. Sønderborg byder på lidt af det hele!

For dig som studerende gør Sønderborg kommune også meget, for at du får en god tid som studerende og ung i kommunen. I Sønderborg-området finder du endvidere også mere end 700 forskellige foreninger, der er klar til at tage imod dig med åbne arme. I hverdagen er der også masser af muligheder. Her kan du for eksempel forsøde tilværelsen med både byliv, kulturliv og naturoplevelser. Du skal i hvert fald ikke lede længe efter et sted at købe en kop kaffe, shoppemuligheder, museer, gode restauranter, hyggelige caféer eller et sted hvor du kan købe dig en øl og nyde weekenden med vennerne. 

Jagter I andre oplevelser er der også mulighed for at opleve comedy, koncerter, teater og lignende i Sønderborg. I byen finder du nemlig masser af spillesteder og muligheder for blandt andet bowling, sjove escape rooms, minigolf og meget mere. Dine muligheder er stort set ubegrænsede i Sønderborg-området, når du og studievennerne leder efter sjove oplevelser. 

Skal sulten stilles er der også rig mulighed for dette i Sønderborg - uanset om det er den store eller den lille sult. Der er gode muligheder for at smage på egnens delikatesser, at opleve et sønderjysk kaffebord eller få en gastronomisk oplevelse. 

Med andre ord har Sønderborg altså lidt for enhver smag, og her er helt sikkert også muligheder for, at du kan skabe minder for livet.

Sport og fritid

I Sønderborg-området finder du mere end 700 forskellige foreninger, der står klar med åbne arme til at tage imod dig som tilflytter. Ser man på byens event-kalender er der også mange gode muligheder. I skrivende stund tilbydes der for eksempel et hold i yoga for tilflyttere, så det må da siges at være en god mulighed for at lære andre ny tilflyttere at kende. 

Herunder ser du et udpluk af nogle af de aktiviteter, som du kan lave i Sønderborg kommune:

  • Badminton
  • Karate
  • Roning
  • Basketball
  • eSport
  • Ridning
  • Yoga

Og meget mere.

Udover ovenstående er der selvfølgelig også mulighed for at svømme, tage en tur i fitnesscentret, spille fodbold eller håndbold eller nyde udendørslivet på hesteryg. Er du til gature, løbeture eller mountainbike? Så har Sønderborg også gode naturområder og ruter til netop disse formål. Her finder du også forskellige klubber og foreninger indenfor netop disse interesser.

Så hvis du har brug for et pusterum og en pause fra studierne, så har Sønderborg-området altså en masse at byde på.

Find din uddannelse i Sønderborg her

Michelle Hjorth

Michelle Hjorth

Digital Content Specialist (Vis mere)
Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness. (Mindre)

Omkring

Michelle arbejder som Digital Content Editor hos studentum.dk, hvor hun blandt andet har fokus på at skrive artikler og guides, der forhåbentlig kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse og blive klogere på dine mange muligheder. Michelle er uddannet med en Professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness.

Annoncer