Mød en fysioterapeutstuderende

Nikolaj er studerende på fysioterapeutuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole - Campus Nord! Lige nu er han på sit fjerde semester og drømmer om at arbejde med Elite sportshold, når han en dag er færdiguddannet!





Fysioterapeutuddannelsen
  • Nikolaj
  • Københavns Professionshøjskole - Campus Nord
  • 3 ½ år


Hvad handler fysioterapeutuddannelsen om? Hvad går den ud på?

Uddannelsen handler om mange ting, men det essentielle vi arbejder med, er selvfølgelig kroppen og viden om denne. Vi ser individer som det hele menneske og ikke kun problematikken i bevægeapparatet, som skal forsvinde. Vores profession går ud på at hjælpe, motivere og vejlede mennesker, så de på bedst mulig vis opnår livsglæde og livskvalitet. Man tilegner sig en bred viden i tiden som fysioterapeutstuderende, hvor det er alt fra anatomi, fysiologi, sundshedspædagogik, læren om mennesker og kultur, ernæringslære, farmakologi, kommunikation og meget andet.


Hvorfor valgte du at starte på fysioterapeutuddannelsen?

Jeg har personligt haft rigtig meget gavn af fysioterapeutkonsultationer, da jeg igennem sport har været meget skadespræget. Derigennem blev jeg mere og mere tændt på at lære mere om kroppens funktioner og hvordan man hjælper andre mennesker med deres komplikationer.


Hvordan har det været at starte på din uddannelse? 

Det har været en spændende, positiv, udfordrende og læringsrig oplevelse. Jeg fandt hurtigt fodfæstet, og jeg vidste, at det var den rette hylde, som jeg var landet på.


Hvordan er fysioterapeutuddannelsen opbygget?

Uddannelsen er opbygget af 7. semestre, som hver varer ca. 5-6 måneder, hvor der indgår tid på skolebænken og praktik. Længden på praktikken afhænger af, hvor langt man er på studiet. Igennem uddannelsen får man også lov til at arbejde tværfagligt med andre professioner som sygeplejersker, pædagoger, ergoterapeuter, psykomotorikere osv.


Hvordan er studiemiljøet på fysioterapeutuddannelsen ?

Studiemiljøet er rigtig fint. Der er stor vekselvirkning mellem klasseundervisning og gruppeopgaver samt brugen af tid i studiegrupper. Miljøet på studiet giver plads til alle studerende, uanset uddannelse, og man er sammen med til at få det hele til at gå op i en større enhed.


Hvorfor valgte du Københavns Professionshøjskole Campus Nordsjælland som uddannelsesinstitution?

Jeg vidste, at professionshøjskolen i Hillerød ikke er så stor i forhold til andre af Københavns Professionshøjskoler, hvilket for mig gjorde det nemmere at slå mig ned. Ud over dette var jeg bare heldig med min prioritering.


Hvordan har det været at gå til eksamen?

For mig er det altid nervepirrende at gå til eksamen, og vores undervisere har gjort det så afslappet, som de kunne, og de gør alt for at få deres studerende bedst muligt igennem den tid, der er i eksamenssituationen.


Hvad kan være udfordrende ved uddannelsen?

Det kan være udfordrende at studere på engelsk, når man læser litteratur, hvori der bliver benyttet faglige termer. For nogle mennesker kan det også være svært at studere fysioterapi, hvis man har lettere ved at føle sig blufærdig. Har man også svært ved kropskontakt med andre mennesker, kan det også komplicere det faglige.


Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at gå samme vej som dig?

Kan du selv lide at bruge kroppen og holde dig aktiv og måske samtidig har lyst til at gå på opdagelse i det, der sker i kroppen? Så er fysioterapi helt sikkert et fag, som du skal undersøge.

Du kan gå mange forskellige veje som uddannet fysioterapeut, og du vil helt sikkert finde en retning, som passer lige præcis til dine ønsker og tanker.


Hvad er dine fremtidsdrømme, når du er færdiguddannet?

Når jeg står på den anden side og kan kalde mig selv uddannet fysioterapeut, så vil det først og fremmest være at få mig noget erhvervserfaring. På længere sigt vil jeg gerne arbejde med elitehold inden for fodbold eller håndbold og i sidste ende være selvstændig med egen klinik.

Vil du vide mere om dine job og lønmuligheder som uddannet fysioterapeut? Tjek vores job og løn sektion!

Klik her for job og løn



Læs om fysioterapeutuddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Find din fysioterapeutuddannelse her


Annoncer