-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
Jeg er ansat i Uddannelsesafdelingen i Center for HR i Region Hovedstaden. Her arbejder jeg med administrationen af kurser af kort og lang varighed, hvor jeg lægger kurserne i Kursusportalen, booker lokaler, bestiller forplejning og sørger for, at det administrative og praktiske omkring kurserne fungerer.
Derudover er jeg tilknyttet SOSU-assistentuddannelsen, hvor Region Hovedstaden ansætter 400 elever årligt. Her har jeg kontakt til eleverne både før og under uddannelsen, så de får mest muligt ud af deres uddannelsesforløb i Region Hovedstaden.
Jeg har været med til at implementere IT programmet Workzone, som Region Hovedstaden bruger til elektronisk arkivering. Eftersom jeg har været med fra starten, har jeg fået mulighed for at stå for oplæring af mine kollegaer i systemet. Jeg afholder kurser for medarbejdere og oplæg på sektionsmøder, hvor jeg bl.a. informerer og præsenterer, når der sker ændringer og opdateringer i systemet, så alle medarbejdere er på samme niveau.
Jeg er superbruger på diverse IT-platforme i Regionen Hovedstaden bl.a. Xmedia og SurveyXact.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
Det mest spændende og udfordrende ved mit arbejde er, at dagene ikke er ens, og at jeg har indflydelse på, at arbejdsopgaverne løses på bedste vis. Jeg skal kunne navigere i mange forskellige IT-systemer, hjælpe kollegaer og byde ind med forslag til opgaveløsningen af mangeartede opgaver.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
Jeg bruger min uddannelse i Offentlig Administration både til en konkret opgaveløsning og i samarbejdet med andre. Jeg er med til alt lige fra at nytænke arbejdsgange til at arrangere afdelingsseminarer og undervise kollegaer i IT-systemer.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Region Hovedstaden?
De tre vigtigste ting for mig er, at jeg bliver udfordret i mit job dagligt, at det er et meningsfuldt arbejde, som gavner mange mennesker, og jeg er omgivet af dygtige og søde kollegaer.
-
Hvorfor er Region Hovedstaden en attraktiv organisation for dig at arbejde i?
Det er en dynamisk organisation i konstant udvikling, hvor målet hele tiden er at gøre tingene lettere og bedre, så det kommer borgerne til gode. Det giver mig en stor tilfredshed at føle, at jeg gør en forskel i organisationen. Samtidig gives der god plads til at kunne udvikle sine færdigheder samtidig med, at man har god mulighed for at lære nye kompetencer.
Læs mere om Region Hovedstaden