-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
Jeg er ansat som uddannelseskoordinator og arbejder med efteruddannelse og kompetenceudvikling af vores personale - primært sygeplejersker. Mit job går ud på at strukturere og medvirke i planlægningen af kursernes rammer, og derfor arbejder jeg meget sammen med de arbejdsgrupper, der har den specialviden, som kurserne har fokus på.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
Jeg synes, at det er rigtig spændende at samarbejde med mennesker i sundhedsvæsenet, der har så meget viden om forskellige sygdomsforhold. Det er spændende at arbejde med og lære af dem, der har praktisk erfaring, fordi jeg på den måde får suppleret min faglige, teoretiske viden.
Det kan nogle gange også være udfordrende at planlægge kurserne med kursusunderviserne, da de alle har en meget travl hverdag. Underviserne har et super vigtigt stykke arbejde, hvor der skal tages højde for mange ting i planlægningen, så det kan godt være udfordrende at finde tid hos underviserne og dem, der sidder i arbejdsgrupperne for kurserne, så vi sammen kan planlægge kursets rammer for fremtiden.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
Jeg har en bachelor i Folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet. Folkesundhedsvidenskab er et meget bredt studie, der giver en god forståelse af det sociale - både inden for sociologi og sundhedsvæsenet. Jeg har fået et godt indblik i, hvordan sundhedsvæsenet er opbygget, samt hvordan kommuner og staten arbejder sammen, og selvom der ofte sker ændringer i de systemer, bruger jeg alligevel den del som en form for baggrundsviden i mit arbejde.
Med min viden om sundhedsvæsenet, kan jeg også nemmere tilgå mennesker i de forskellige afdelinger, da jeg på forhånd ved, hvad de arbejder med, og hvilken forskel de gør.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Region Hovedstaden?
For mig er det vigtigt at være en del af den drivkraft, der handler om at hjælpe sygeplejersker med at blive opkvalificeret, så de føler sig bedre klædt på til de opgaver, de har ude i praksis. Region Hovedstaden er en fantastisk arbejdsplads med nogle erfarne kollegaer, som jeg kan støtte mig op af, og som altid står klar til at hjælpe. Jeg synes også, at det er vigtigt, at der er gode muligheder for, at jeg kan videreudvikle og opkvalificere mig selv i løbet af min karriere, og det finder jeg her hos Region Hovedstaden.
-
Hvorfor er Region Hovedstaden en attraktiv organisation for dig at arbejde i?
Region Hovedstaden er en stor organisation, og jeg synes, at det er inspirerende at være en del af den og føle, at jeg igennem mit arbejde gør en forskel i samfundet ved at hjælpe på et større plan med at udvikle personalet i hele Danmarks sundhedsvæsen. Der er også rig mulighed for, at jeg kan udvikle mig i organisationen, og det betyder meget for min egen motivation. Region Hovedstaden er generelt en rigtig god arbejdsplads, hvis man har interesse for uddannelse og kompetenceudvikling.
Læs mere om Region Hovedstaden
Mød andre kandidater fra Region Hovedstaden