Marie Schmidt, Digital Specialist, Precis Digital

Mød Marie, der i sit arbejde som Digital Specialist arbejder med digital marketing på forskellige kanaler, herunder annoncering gennem Google, Facebook, Youtube, etc.

Precis Digital
Digital Specialist
  • Marie Schmidt
  • 25 år
  • Ansat siden 2017
  • Cand. it. ved AAU

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder med digital marketing på forskellige kanaler, herunder annoncering gennem Google, Facebook, Youtube, etc. Jeg benytter mig dagligt af flere forskellige redskaber fra blandt andet Google Ads, Display and Video 360 og Google Analytics. Noget af det, jeg bruger mest tid på, er at lave strategier for marketing og sætte kampagner op, og optimere og evaluere på marketingaktiviteter. Det gør jeg for forskellige typer af virksomheder både inden- og uden for Danmark. 

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

De ekstra spændende opgaver er dem, jeg ikke har prøvet før, hvilket samtidigt også gør dem til de mest udfordrende. Det er heldigvis stort set hver dag, at nye opgaver eller spørgsmål dukker op, som jeg skal finde løsninger på, og det er fedt at lægge nye skills til CV'et hele tiden. 

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger helt sikkert min uddannelse hver dag på arbejdet, og det er fedt at vide, at 5 års studier gør en stor betydning bagefter på arbejdspladsen.

Fra min uddannelse har jeg især brugt den metodiske tilgang vildt meget. For eksempel ved nye opgaver, hvor jeg laver en konkret plan for, hvordan jeg vil gå til det og evaluerer undervejs og tilpasser min tilgang til næste projekt. Det gør mine løsninger transparente og stærke, da mine kolleger og kunder kan følge min argumentation. Jeg bruger også teori fra mit studie til at analysere situationer og se en sag fra flere perspektiver. Overordnet set synes jeg, at metode og teori fra mit studie giver struktur og systematik, som hjælper mig med at håndtere praksis.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Precis Digital?

Frihed og kontrol over egen udvikling er først og fremmest noget, jeg synes er motiverende. For det andet er der utroligt mange muligheder for nye projekter eller opgaver, som jeg aldrig har prøvet før. For det tredje er jeg kæmpe fan af de trygge omgivelser, som gør, at man har lyst til at spørge andre om hjælp eller input, hvilket både den der spørger, og den der bliver spurgt, lærer meget af.

  • Hvorfor er Precis Digital en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Flad struktur gør det let at starte nye tiltag og spørge om hjælp eller viden. Virksomheden består af en masse dygtige og intelligente mennesker, som jeg lærer utroligt meget af, og alle er åbne for spørgsmål og for at lære fra sig. Jeg kan også på meget kort tid få fat på specialister inden for et område jeg undersøger fra andre af Precis’ kontorer i Europa, om det så er i Aarhus, Stockholm, Oslo, Gøteborg eller London.

Læs mere om Precis Digital

Mød andre kandidater fra Precis Digital


Annoncer