Søg uddannelse 👉

Julie Hornstrup Østergaard, Redaktør, Netdoktor

Som redaktør for Netdoktor er Julie med til at varetage forskellige kommunikationsopgaver og formidlingsprojekter, for eksempel nyhedshistorier og lægefaglige artikler.

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Som en del af Netdoktors redaktion varetager jeg, sammen med mine kollegaer, forskellige kommunikationsopgaver og formidlingsprojekter.

Jeg producerer nyhedshistorier og redigerer samt publicerer lægefaglige artikler i samarbejde med vores lægefaglige eksperter. Desuden drifter og analyserer jeg på Netdoktors sociale kanaler, ligesom jeg er med til at måle og fortolke på den generelle trafik på Netdoktors hjemmeside.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

En af de mest spændende, men samtidig også udfordrende opgaver i mit job er at skulle forene abstrakte fagbegreber med mere konkrete udtryk. Som redaktør skal jeg blandt andet sætte mig ind i til tider komplekst lægefagligt stof og omdanne det til letforståelig viden uden at gå på kompromis med kvalitet og troværdighed.

At få indblik i og blive klogere på forskellige emner inden for sundhedsområdet for derefter at være med til at formidle meningsfuld information og oplyse om sygdom, sundhed og medicin i et klart sprog til vores brugere er på én og samme tid udfordrende og spændende.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

I mit arbejde hos Netdoktor bruger jeg dagligt, mere eller mindre bevidst, min kommunikationsbaggrund og trækker på de værktøjer, jeg har med i rygsækken. Jeg er uddannet cand.mag. i retorik og har under min uddannelse haft fokus på, hvordan man bedriver troværdig, tydelig og målrettet kommunikation.

Som forholdsvis nyuddannet oplever jeg, at de kompetencer, jeg har tilegnet mig under min retorikuddannelse, udgør en slags basisviden, som jeg hele tiden udbygger gennem de mange interessante opgaver, jeg arbejder med i min stilling som redaktør.  

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Netdoktor?

For det første er det vigtigt for mig at være en del af et stærkt kollegialt sammenhold, hvor sparring og samarbejde på tværs af fagligheder er en naturlighed.

Dernæst vægter jeg muligheden for at indhøste ny viden og blive udfordret fagligt.

Endelig er en dynamisk hverdag med spændende og varierende opgaver og projekter et centralt punkt for mig i mit arbejde.

  • Hvorfor er Netdoktor en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Netdoktor er som Danmarks største sundhedsmedie en attraktiv virksomhed for mig, da jeg her har mulighed for at arbejde med kommunikation over en bred kam. Jeg bliver udfordret på mine formidlingsevner og udvikler mine kompetencer inden for modtagerorienteret, strategisk og digital kommunikation.

Dertil skal det lige så væsentligt nævnes, at der i Netdoktor er en sund kultur, hvor et godt arbejdsmiljø prioriteres højt. Jeg sætter stor pris på mine kolleger, som er både dygtige og behagelige at omgås. Det er en fornøjelse at være på en arbejdsplads, hvor professionalisme går hånd i hånd med brede smil og et godt socialt sammenhold.

Læs mere om Netdoktor

Mød andre kandidater fra Netdoktor


Annoncer