Ása Jacobsen, Graphic Artist, MovieStarPlanet

Her kan du møde Ása Jacobsen, der er grafiker hos MovieStarPlanet. Arbejdsopgaverne består blandt andet i at designe tøj, accessories etc. til deres online avatarer.

  • Ása Jacobsen
  • 34 år
  • Ansat siden januar 2016
  • Prof. bachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg er grafiker hos MovieStarPlanet, hvor jeg designer og tegner hår, tøj og accessories til vores online avatarer. Mine redskaber er en Wacom-tablet og Adobe-tegneprogrammer.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Vi udgiver nyt grafisk indhold til vores spil hver uge, så der aldrig er en kedelig dag på kontoret. Jeg bruger meget tid på at undersøge mode og trends for at kunne producere det mest relevante indhold til spillerne.

Det er vigtigt for os at kunne tilbyde så meget variation som muligt, og vi prøver altid at være alsidige og inkluderende i vores ugentlige temaer. Det vil sige, at hvis der er stilmæssige nicher eller interesser, som vores brugere går op i, er det noget, vi forsøger at indarbejde i spillet. Det kræver nogle gange, at man lægger hjernen i blød for at finde ud af, hvad spillerne lige præcis vil have den uge.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg bruger ikke direkte min uddannelse i mit nuværende job, men en baggrund i tekstil skader ikke, når man skal tegne tøj. Da størstedelen af min dag går med at tegne tøj til spillet, er det vigtigt for mig at have en stærk fornemmelse for, hvordan tøj er stykket sammen, og hvordan det falder. Dette, kombineret med en interesse for mode og trends, er en god ting at have, når jeg skal lave et grafisk udtryk, som tiltaler børn.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos MovieStarPlanet?

Det er vigtigt for mig, at jeg kan stå inde for virksomhedens overordnede vision, og at vi har fokus på det vigtigste, som er vores spillere.

Derudover synes jeg, at det er vigtigt at arbejde i et velfungerende team, hvor folk komplementerer hinanden og står til rådighed med feedback, når det er nødvendigt.

En anden uvurderlig ting i en virksomhed er god kommunikation indbyrdes i teams og på tværs af afdelinger, da det gør hverdagen meget nemmere for alle.

  • Hvorfor er MovieStarPlanet en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Hos MovieStarPlanet er der masser af kreativitet og frihed til at lege med nye tanker, og det er i høj grad en virksomhed, der opfordrer til konstruktive udvekslinger mellem mennesker.

Med mange nationaliteter repræsenteret er der en naturlig åbenhed og nysgerrighed, som gør miljøet utrolig positivt. Det er et sted, hvor man kan udvikle sig både fagligt og personligt, og der er en god stemning mellem kollegaerne.

Derudover er der en del sociale arrangementer, som fremmer den hyggelige stemning.

Læs mere om MovieStarPlanet

Mød andre kandidater fra MovieStarPlanet


Annoncer