Søren Schmidt Olsen, Maskinmester, Hauschildt Marine

Søren Schmidt Olsen arbejder som Maskinmester hos Hauschildt Marine. Her kan du læse mere om Sørens primære arbejdsopgaver, og hvordan han bruger sin uddannelse i hverdagen.

Hauschildt Marine
Maskinmester
  • Søren Schmidt Olsen
  • 28 år
  • Ansat siden 2018
  • Uddannet Maskinmester

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Mine primære opgave er design og konstruktion af miljøsystemer til skibe. Det indebærer projektledelse mellem kunde og værft samt et stærkt samarbejde mellem kunde, værft og Hauschildt Marine. Min opgave er at skræddersy et miljøsystem til et konkret skib. Det indebærer mange udfordringer, og der skal holdes styr på regler fra både producent og klassifikationsselskabet.

Desuden er det os, der står for inspektion af skibene, vi skal designe anlæg til. Disse inspektioner forgår overalt i verden og indebærer 3D-scanninger af motorrum og installationer samt en grundig gennemgang af systemer, skibenes stålkonstruktion og elektriske distributionsanlæg.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Det må være, at ikke to skibe eller opgaver er ens. Selvom jeg nu sidder med mit 7. ballastvandsanlæg, har jeg ikke kunnet ’copy paste’ fra nogle af de foregående skibe. Jeg ved aldrig, hvad der sker eller venter, når jeg møder om morgnen - og jeg tror, at det er ret usædvanligt i et kontorjob.

Jeg elsker udfordringen med at få et system til at passe på millimeteren allerede inden skibet er ankommet til værftet, hvor løsningen skal installeres. Vi kan på forhånd fortage de ændringer, der skal til, og mulighederne er utallige.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg er uddannet maskinmester på den maritime linje. Den viden, jeg har med fra uddannelsen, er i brug hver dag. En del af designpakken vi leverer er dimensionering af el-tavler til systemet. Her har vi fat i al den el-teori, vi har med i rygsækken fra skolen.

Vi dimensionerer pumper og laver stålberegninger for at sikre os, at det fundament, vi designer, til skibet holder. Generelt er den viden vi har med om skibes maskinrum til enorm stor gavn i dagligdagen.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Hauschildt Marine?

1. Mulighed for opnåelse af høj teknisk faglighed inden for faget

2. Gode kollegaer og sparringspartnere

3. At være på en alsidig arbejdsplads. Vi kommer ud i verden og får mange forskellige opgaver, og samtidig er hverdagen på kontoret i Skagen ligeledes afvekslende.

  • Hvorfor er Hauschildt Marine en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Hauschildt Marine er en virksomhed med mange muligheder for personlig udvikling samt for at styrke ens egne faglige kompetencer inden for det maritime område. Som maskinmester får man sin sag for, og jeg lærer nyt hver dag. Hauschildt Marine er også en virksomhed, der giver mulighed for videreuddannelse inden for projektledelse og maritim drift.

Mød andre kandidater fra Move North


Annoncer