- Kenneth Andersen
- 43 år
- Ansat siden 2005
- Fængselsbetjent,
Bachelor i engelsk og kommunikation
-
Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?
Jeg arbejder med rekruttering af fængsels- og transportbetjente til Kriminalforsorgen. Mine opgaver spænder fra udvikling og produktion af kampagnevideoer til screening og interview af kandidater. Mit team og jeg har til opgave at sørge for, at vi tiltrækker de rette medarbejdere til Kriminalforsorgen. Derfor bruger vi også tid på at analysere vores ansøgere for at finde ud af, hvor gamle de er, hvor de bor, hvor de har søgt og så videre. Desto mere vi ved om dem, desto bedre kan vi målrette vores budskaber for at tiltrække flere egnede kandidater.
-
Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?
Jeg er ret glad for de fleste af mine opgaver, men jeg holder særligt meget af analyse af ansøgergruppen og ideudvikling til kampagner. Jeg holder også meget af at interviewe kandidater, både fordi det giver mig yderligere indsigt i, hvem det er som søger vores uddannelser, men også fordi jeg sætter stor pris på den menneskelige kontakt.
-
Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?
Jeg er fængselsbetjent, og det fylder rigtig meget i mit daglige arbejde. Jeg trækker på det, særligt når jeg taler om job og uddannelse med potentielle ansøgere, eller når jeg vurderer, om en kandidat er egnet til uddannelsen. Jeg har desuden en bachelor i engelsk og kommunikation, som kommer mig til gavn, når jeg skal samarbejde med vores mediebureau.
-
Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Kriminalforsorgen?
1. At være en del af noget større - i denne sammenhæng at bidrage til at begrænse kriminaliteten i samfundet.
2. At være en del af et dynamisk og fleksibelt team, som brænder for opgaven.
3. At have indflydelse, både på egne opgaver og på organisationen som helhed.
-
Hvorfor er Kriminalforsorgen en attraktiv arbejdsplads for dig?
Det handler om mening og om at være en del af noget større. Som samfund er vi dybt afhængige af, at dem vi sætter til at passe på de indsatte, gør det med ordentlighed og myndighed. Det er både en straf og en hjælp på samme tid og den opgave er ret svær. Jeg er stolt af at arbejde et sted, som løfter en stor og svær samfundsopgave.