Johannes Christian Vørts, Head of Development, Krifa

Mød Johannes Christian Vørts, der arbejder som Head of Development hos Krifa. I dette interview giver Johannes et indblik i stillingens arbejdsopgaver og ansvarsområder. 

Krifa
Head of development

  • Kan du kort beskrive det forretningsområde, du beskæftiger dig med og dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder som Head of Development hos Krifa - mere specifikt i Krifas store satsning GAIS. GAIS fungerer som en slags startup-virksomhed internt i Krifa – det, som man ofte kalder en Corporate Garage. Det unikke ved GAIS frem for andre projekter i Krifa er, at vi som arbejder med GAIS, dedikerer 100% af vores tid til GAIS og ikke har andre opgaver i Krifa. Samtidig arbejder vi på en helt anden måde end resten af Krifa og driver vores agile udviklingsproces efter nogle andre principper. Det er enormt spændende at være med til, fordi vi på denne måde forsøger at bane vejen for helt nye måder at arbejde på i Krifa.

Mine opgaver som Head of Development består primært i at sørge for, at GAIS styrer i den rigtige retning. Jeg arbejder med udgangspunkt i mange af projekt- og programlederens værktøjer og står for økonomi, stakeholder management, IT-arkitektur og dele af produktionsapparatet. Samtidig står jeg for brugerinvolvering og webudvikling. Hos GAIS er vi en række mennesker, der skal gribe mange forskelligartede bolde, og derfor er to dage aldrig ens. Vi arbejder agilt, og der sker hele tiden noget nyt, og det er noget af det allerbedste ved at arbejde med GAIS.

  • Hvad er de mest spændende og udfordrende opgaver i dit job?

Mit arbejde kræver meget af mig, både tid og mental båndbredde. Der sker hele tiden noget nyt, og jeg er konstant nødt til at revurdere min planlægning – men det kan jeg virkelig godt lide, selvom det kan være kaotisk. Jeg elsker at være på og arbejde hårdt, og det får jeg rig mulighed for hos Krifa.

Opgavemæssigt er jeg glad for, at jeg får lov til at udvikle mine kompetencer. Min chef og jeg har løbende dialog om min udvikling, sådan at mine ønsker, uddannelser og kompetencer også udmønter sig i nye og spændende opgaver. Jeg elsker at arbejde med IT-arkitektur og systemintegrationer, men jeg elsker også at arbejde med brugerinvolvering og UX-arbejde.

Samtidig får jeg lov til at holde mine produktionsevner skarpe, idet jeg fra tid til anden også får mulighed for at dykke ned i både webudvikling og videoproduktion.

  • Hvordan bruger du din uddannelse i din nuværende stilling?

Jeg er uddannet Cand.Mag. i Medievidenskab med supplering fra Datalogi, og samtidig er jeg netop ved at færdiggøre en Masteruddannelse med fokus på IT-ledelse. Tidligere har jeg også færdiggjort uddannelsesforløb i projektledelse, og så er jeg certificeret Scrum Master og Scrum Product Owner.

Alle uddannelser kommer faktisk i spil i min nuværende rolle, og det er jeg virkelig glad for. Mange af mine kompetencer inden for organisationsudvikling kommer både fra Medievidenskab og min Masteruddannelse, mens mine tekniske kompetencer kommer fra både Medievidenskab og Datalogi.

Jeg har selv været med til at forme mit nuværende job i Krifa og har været så heldig at kunne kombinere mine forskellige kompetencer til en samlet pakke. Jeg tror grundlæggende, at jeg fungerer bedst som menneske og medarbejder, når jeg kombinerer mine ledelseskompetencer med de mere praktiske IT-kompetencer.

  • Hvad er de tre vigtigste ting for dig i dit arbejde hos Krifa?

Udviklingspotentialet

Krifa er en stor virksomhed, og der er mange forskellige karrieremuligheder. Det var afgørende, da jeg valgte at sige ja til jobbet. Jeg har mulighed for at lære og efterprøve min nye viden i samme virksomhed.

Krifas værdier

Krifa er en organisation med et meget stærkt værdigrundlag, og det smitter af i den måde, vi møder vores medlemmer på, samt det interne samarbejde i situationen. Krifa er på alle måder en virkelig behagelig organisation at arbejde i, og jeg sætter samtidig stor pris på, at Krifa virkelig er en organisation, der vil gøre en forskel i menneskers liv.

Det digitale udsyn

Inden for sin branche er Krifa virkelig opmærksomme på den digitale udvikling samt de muligheder og udfordringer, der følger med. Det giver en person, med min kompetenceprofil, mange muligheder for at deltage i spændende projekter og opgaver.

  • Hvorfor er Krifa en attraktiv virksomhed for dig at arbejde i? 

Krifa er som nævnt en stor virksomhed med mange karrieremuligheder og er samtidig en organisation, der vil forandre menneskers liv til det bedre. Jeg føler, at jeg får mulighed for at vokse, både som medarbejder og som menneske, og det sætter jeg stor pris på.

Læs mere om Krifa

Mød andre kandidater fra Krifa


Annoncer